Opbakning til Frederiksens planer om flere officielle undskyldninger

Efter den officielle undskyldning til godshavnsdrenge kan flere svigtede grupper nu se frem til det samme.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

01:37

Se Mette Frederiksens undskyldning til Godhavnsdrengene her. Både statsministeren og drengene blev bevægede.

1 af 2

I samarbejde med tv2.dk

Mette Frederiksens intention om at følge tirsdagens officielle undskyldning til Godhavnsdrengene op med flere officielle beklagelser til grupper, der er blevet svigtet af samfundet, møder bred opbakning i folketinget.

Både SF, de radikale, Enhedslisten og Nye Borgerlige er således med på idéen:

Læs også Godhavnsdreng om undskyldning: "Den ramte hårdt. Det var så stærkt"

- Vi synes, det er godt, at Mette Frederiksen har givet en undskyldning til Godhavnsdrengene, og at det er fint, hvis man efter at have tænkt sig tilsvarende godt om kommer med flere, siger de radikales socialordfører, Rasmus Helveg, til TV 2.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, kalder det samfundets ansvar at beklage, når Danmark som land har svigtet, og Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper betegner Mette Frederiksens tanker som det ”naturlige næste skridt”.

Sprogøpigerne og den grønlandske børn

Af grupper, der i fremtiden kan forvente en undskyldning, som den Godhavnsdrengene fik i dag, nævner Mette Frederiksen blandt andre de piger, der i perioden fra 1923 til 1961 blev anbragt på en særlig anstalt på Sprogø, fordi de blev set som ”seksuelt løsagtige”. Hun nævner også de grønlandske børn, der tilbage i 1950’erne blev bragt til Danmark mod deres vilje.

Læs også Flygtede fra børnehjem i underbukser: Straffen overgik alt, de tidligere havde oplevet

Netop de grupper er også nogle af dem, Enhedslisten mener, at man bør se på først. Optimalt set breder man dog feltet endnu mere ud:

- Vi så gerne, at vi fik en udredning, som man eksempelvis har haft i Norge, hvor historikere har gennemgået materiale og fundet ud af bredt, hvilke gruppe der har været udsat for overgreb, og hvem der fortjener en undskyldning, og også åbnet op for, at borgere kan melde ind og bidrage til udredningen, siger Skipper.

Borgerlig modstand

En sådan udredning kommer i givet fald ikke til verden med borgerlig opbakning. I modsætning til Nye Borgerlige og den venstre del af Folketinget, mener flere blå partier nemlig, at Mette Frederiksen tirsdag begik en fejl.

Læs også Der kommer en dag. Og i dag er jeres dag": Godhavnsdrenge får undskyldning

- Man kan undskylde de ting, man selv har gjort forkert, men ikke på andres vegne, siger de konservatives socialordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

Hun understreger, at hun synes, det er "ganske forfærdeligt", hvad Godhavnsdrengene har været udsat for:

- Men når vi går ned ad den vej, er der jo rigtig mange ting, som Danmark så skal ud at undskylde. Slavehandel, det hvide snit og så videre. Og det giver bare ikke mening at undskylde for noget, man ikke selv har gjort, og som ovenikøbet er sket, før man selv er født.

Læs også Godhavnsdrenge får i dag en officiel undskyldning - kan få millioner i erstatning

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, er enig:

- Det afgørende for mig er et princip om, at staten ikke bør give undskyldninger for historiske ting, der er sket tilbage i tiden, og hvor det nuværende folketing ikke har haft nogen indflydelse på det. Jeg vil gerne udtrykke sympati for de mænd, der har været det igennem i deres barndom, for det er jo helt forfærdeligt. Men det er ikke noget, vi som samfund skal ud og undskylde, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik