OL-håb fra Gentofte sætter karriere på pause på grund af hjerteproblemer

Casper Folsach har lyttet til lægernes råd om at holde en pause fra cyklen.

Han har vundet en OL-medalje og seks VM-medaljer i sin karriere, men det er ikke sikkert, der kommer flere for Casper Folsach.

I hvert fald har den 26-årige cykelrytter sat karrieren på pause på grund af problemer med hjertet.

Det oplyser det danske hold Team ColoQuick, som Folsach kører for.

- Jeg har konsulteret nogle af de bedste læger på området i Danmark, og fået stor hjælp af Lars Juel, som har meget erfaring fra cykelsport fra bl.a. VM og Danmark Rundt og alle anbefaler, at jeg holder en pause med cykelløb. Men jeg har ikke opgivet alt håb og er derfor klar til at få en second opinion fra udenlandske læger.

- Jeg har trods alt brugt tæt på 20 år af mit liv på at blive en dygtig cykelrytter, men mens mit liv som cykelrytter er sat på pause, mener jeg, at alle muligheder, måske gennem en operation, skal undersøges.

Casper Folsach havde ellers set frem til de næste par år med stor motivation. Fra næste sæson havde han skrevet under med det storsatsende norske prokontinentalhold Uno-X, og desuden var han udset til at have en stor rolle ved OL næste sommer.

- Det har været en bitter pille at sluge, fordi jeg havde set frem til de næste to år, siger Casper Folsach.

Hjerteproblemerne vendte tilbage

Det er tre år siden, at danskeren opdagede uregelmæssigheder i hjertet for første gang. Det betød en operation, hvor han fik brændt nogle af forkamrene i hjertet og hurtigt var tilbage på cyklen.

Hjerteproblemerne vendte tilbage i denne sæson, da han blandt andet meldte fra til Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, i slutningen af august.

I den forbindelse fortalte han til TV 2 SPORT, at han frygtede problemerne kunne koste ham karrieren.

- Potentielt kan det jo være noget, der gør, at jeg ikke længere kan være cykelrytter. Det er selvfølgelig ikke så fedt, sagde Folsach til TV 2 SPORT.

Det var her, at han fik at vide af lægerne, at det stod mere alvorligt til denne gang.

'Kunne være blevet til mere'

Den danske banelandstræner, Casper Jørgensen, ærgrer sig over, at det muligvis er slut med karrieren for Folsach.

- Det er meget trist at se en så stærk rytter stoppe på den måde i en så ung alder, siger landstræneren.

- Han står midt i en utrolig flot karriere, hvor han allerede i en meget ung alder har opnået ting, både nationalt og internationalt, som kun ganske få cykelryttere har prøvet.

Casper Folsach (th.) var en del af banelandsholdet, som vandt bronze ved OL.
Casper Folsach (th.) var en del af banelandsholdet, som vandt bronze ved OL.
Foto: Eric Feferberg/AFP/Ritzau Scanpix

- Han har vundet OL-medalje og adskillige VM-medaljer, og det kunne være blevet til meget mere, hvis sygdommen ikke havde sat en stopper - i bedste fald midlertidig - for hans karriere, siger Casper Jørgensen.

På trods af pausen håber Folsach, at han kan hjælpe banelandsholdet som minimum frem til OL.

- Jeg vil gøre alt for at hjælpe med aerotestning, udstyrsoptimering og udvikling, erfaring og moralsk støtte frem til OL, siger ColoQuick-rytteren.

Det er primært på banen, at Folsach har haft de største resultater. Ved OL i 2016 vandt han bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Tre sølvmedaljer og tre af bronze er det også blevet til ved VM.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik