Nye spor i sag om drabet på den gravide Louise Borglit

32-årige Louise Borglit var om aftenen 4. november 2016 ude at lufte sin søsters hund, da hun blev dræbt.

Politiet har fundet nye spor i en to år gammel drabssag.

Det oplyser politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til BT.

- Blandt andet er der fundet en kniv, som der i hvert fald ikke umiddelbart kan udelukkes at være det gerningsvåben, som vi leder efter, siger han ifølge mediet.

Politiet har ikke opgivet, at finde gerningsmanden, der i en park i Herlev dræbte den gravide Louise Borglit.

Erfarne efterforskere

Tidligere i år nedsatte Københavns Vestegns Politi en gruppe af erfarne efterforskere fra andre politikredse til at se på sagen med friske øjne.

Det er på baggrund af gruppens arbejde og øvrig tidligere efterforskning, at der nu sker fornyet søgning med politihunde i området.

- Det er en række spor, vi tidligere har set på, som vi nu vender igen. Det skal tages helt bogstaveligt, at vi fortsat efterforsker dette bestialske drab, og derfor opfordrer vi fortsat også vidner til at kontakte os, hvis man ligger inde med viden, man ikke tidligere har delt med politiet, siger Ole Nielsen.

Der er tale om et område øst for gerningsstedet, der onsdag formiddag bliver undersøgt. I alt otte politihunde bruges i forbindelse med søgningen.

Gravid i syvende måned

Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun om aftenen 4. november 2016 var ude at lufte sin søsters hund i Elverparken.

Den 32-årige kvinde blev stukket med kniv, og umiddelbart efter forbrydelsen skal et vidne have set en mand forlade parken. Men denne mand er altså aldrig blevet pågrebet.

Efterforskningen har været præget af mangel på beviser og gennembrud. Blandt andet har politiet endevendt området omkring gerningsstedet for at finde gerningsvåbnet.

Et stort antal knive er indtil videre blevet undersøgt, men ingen af dem matcher de skader, som er fundet på den dræbte kvinde.

For to år siden blev 32-årige højgravide Louise Borglit dræbt af knivstik i Elverparken i Herlev, da hun var ude at lufte hund. Drabet er stadig ikke opklaret, og Københavns Vestegns Politi søger fortsat vidner, der kender noget til drabet. Sagen er bestemt ikke glemt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik