Nye oplysninger om efterladt spædbarn - kan være født i morges

Den nyfødte pige er indlagt på Rigshospitalet, mens politiet arbejder på at finde hendes mor.

Københavns Politi offentliggør nu et billede af det grå fleecetæppe fra Ikea, som en nyfødt pige var svøbt i, da hun tirsdag morgen blev fundet efterladt på en bænk i det sydvestlige København.

- Pigens tilstand er stabil, så det er jo rigtig godt, siger vicepolitiinspektør Brian Belling til TV 2.

Pigen blev fundet klokken 08.34 på Hammelstrupvej af en ansat ved Københavns Kommune, som hørte hende græde. Politiet blev hurtigt alarmeret, og den lille pige indlagt på Rigshospitalet.

- Det er koldt udenfor, og derfor var hun tidligere i kritisk tilstand, siger Brian Belling.

Politiet formoder, at den nyfødte pige blev født i morges mellem klokken 05.00 og 06.00.

- Der er tale om et negroid barn på mellem 3,5 og 4 kilo. Hun er formentlig født til tiden - eller måske gået op til fjorten dage over, siger vicepolitiinspektøren. 

Planke undersøges for spor

Området, der ligger ved Valbyparken, er tirsdag afspærret, mens betjente og politihunde arbejder.

Den øverste planke på træbænkens ryglæn er blevet taget af og kørt væk til tekniske undersøgelser. Politiet har også taget dna-prøver på det tæppe, som pigen havde om sig.

- Vi ved ikke, hvem moreren er, men vi skal have fundet denne her mor. Hun har det formentlig ikke særlig godt nu, siger Brian Belling, der ikke ønsker et kommentere på eventuel straf for at efterlade sit barn.

Vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området, eller som kender en kvinde, der har været højgravid og født, men uden at have et barn, bedes henvende sig til politiet. 

- Chokerende og strækkeligt

TV 2 har talt med beboere omkring findestedet, der beskriver stedet som et rekreativt område med park, legeplads og grillområder.

- Det er chokerende og strækkeligt, at nogen kan blive drevet ud i en situation, hvor de er nødt til at gøre sådan noget. Det er da frygteligt, siger Peter Block Andersen til TV 2.

Leder efter forældrene

Når et spædbarn findes efterladt, går politiet i gang med at lede efter forældrene. Derudover går kommunen i gang med at finde en plejefamilie eller et hjem for spædbørn, hvor barnet kan være, indtil forældrene er lokaliseret. 

Center for Familiepleje ved Københavns Kommune vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men fortæller, at efterladte børn får den højeste prioritet.

- Barnet har et behov for primær omsorg i en akut situation. Vi skal finde en løsning hurtigst muligt, siger Sten Kruuse-Blikenberg til TV 2.

- I nogen situationer har vi plejefamilier, der står klar, og andre gange skal man finde en anden plejefamilien til opgaven. Vi har ikke store kartoteker, men vi har dygtige familier, som kan træde til, når det gælder.

Hvis det ikke lykkes at finde forældrene, kontakter kommunen Statsforvaltningen - og tidligst når barnet er tre måneder kan det blive bortadopteret.

I løbet af de sidste 10 år er i alt 11 spædbørn fundet efterladt. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik