Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Politiet foretager nye dyk i ubådsag: Mobiltelefoner mangler

I samarbejde med tv2.dk

Dykkere fra forsvaret hjælper fortsat Københavns Politi i efterforskningen af ubådssagen.

Københavns Politi planlægger nye søgninger med dykkere i Øresund i forbindelse med sagen mod Peter Madsen, der er sigtet for at dræbe den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd den 10. august.

Det fortæller drabschef og leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller, til TV 2.

Læs også Dykkere finder sav i Køge Bugt: Kan have tilknytning til ubådssag

- Vi har ikke opgivet at finde Kim Walls arme og eventuelt andre ting, og vi vil fortsætte med at dykke i denne uge, når vejret er til det, siger Jens Møller.

Flere fund på havbunden

Præcis hvornår og hvorfra dykningerne skal foregå, ønsker han ikke at uddybe - men Jens Møller bekræfter, at politiet ud over at finde de sidste dele af Kim Wall også håber, at dykkerne kan lokalisere hendes og Peter Madsens mobiltelefoner.

11 dage efter det formodede drab fandt en tilfældig forbipasserende den 21. august Kim Walls overkrop ved sydspidsen af Amager - og efter talrige dyk og assistance fra svenske hunde, der er trænet i at søge efter døde mennesker i vandet, fandt dykkere fra forsvaret 6. oktober flere poser på havbunden. Poser, der indeholdt Kim Walls tøj, en kniv samt hendes hoved og ben.

Læs også Norsk politi: Ingen dna-match på Peter Madsen

Nyt retsmøde

Peter Madsen er ud over drabet på Kim Wall også sigtet for usømmelig omgang med lig. Begge sigtelser har han nægtet sig skyldig i og fastholdt, at Kim Wall døde som følge af en ulykke. Hun fik lugen i hovedet, har han forklaret.

Tirsdag den 31. oktober udløber Peter Madsens varetægtsfængsling. Det betyder, at han har ret til at blive fremstillet for en dommer, der skal vurdere, om han kan varetægtsfængsles i yderligere fire uger - eller at han formelt kan acceptere fortsat fængsling uden et retsmøde.