Da Master Fatman i søndags tog afsked med sine lyttere på Radio24syv, mindede han dem om, at livet er en gave, og at de skal leve det lige nu. At de skal være opmærksomme på, at de små fine og ret betydningsfulde detaljer, som livet består af, ”også minder dig om, at du er dig, og det faktisk er fint nok.”
Han sluttede med at sige, at kommer man til at glemme alt det, er han også i radioen næste søndag morgen.
Men det er han ikke.
For Morten Lindberg er død. Tirsdag formiddag indløb nyheden pludselig.
At musikeren, dj’en, tv-værten, radioværten, filminstruktøren, jazzskolelæreren, multitalentet, manden, faren til fem er død, og at han kun blev 53 år.
Elskede næsten alting
Han afsluttede sine mails med ”Kærlighed, Morten”. Han var kærlighedens mand, og han skrev og talte utrætteligt om kærligheden.
Overfor sine børn gjorde han dét at dele til en værdi, fordi ”kærligheden er det vigtigste”, som han fortalte i Kristeligt Dagblad for 12 år siden. Det betød, at hans i dag voksne søn dengang inviterede en sulten alkoholiker, som de fandt i opgangen, med op i lejligheden.
For andre kan kærlighed nemt blive abstrakt, påtaget eller svulstigt. Men ikke for Master Fatman.
Kærlighed var en helt konkret retning i hans liv. Det var noget, han havde valgt. Hans logik var, at det nemmeste i verden ville være at have hovedet oppe i sin egen røv. Det ville han ikke.
Han elskede næsten alting, sagde han og mente det.
Gennembrud i 80'erne
Som barn kunne Morten Lindberg ikke sidde stille. Hans forældre ude i Dalum ved Odense indførte en obligatorisk hjemmedag for at kunne holde ham indenfor. Derfor var det godt, han gik på en Rudolf Steiner-skole. Her blev man ”set som den, man var, og ikke som den, man skulle være,” som han sagde i et interview til Politiken for halvandet år siden.
Det var som 21-årig, at han valgte at kassere sit borgerlige navn Morten Lindberg for at skabe sig en karriere som selvironisk og alt andet end selvfed discomusiker.
Det var også i 1980’erne, at Danmark sådan for alvor mødte den store mand med de store bakkenbarter. Det var dengang, han med sit band ’Master Fatman and his Freedom Fighters’ fortolkede gamle Abba-numre og andre klassikere.
Og så var det i 1995, at han deltog i det danske melodi grandprix med sangen, der – selvfølgelig – hed ’Jordisk Kærlighed’. På en lille lyserød knallert kom Master Fatman kørende ind på scenen i hvidt jakkesæt, med fletninger i håret og store solbriller. En fagjury, som det år afgjorde grandprixet, placerede Master Fatmans kærlighedssang på en tredjeplads.
Det hele værd
Master Fatman troede på et liv efter døden. Han troede, at hvis man var et godt og kærligt menneske, ville man få en vellykket genfødsel. Han bad til både Gud og Buddha. Han troede på en hel masse – også mennesker. Fordi han troede på det bedste i folk, fik han mange ”rap over nallerne”, som han fortalte Politiken.
- Men det er stadig det hele værd.
Til gengæld troede Master Fatman ikke på distance, som der ifølge ham var i aviser og i fjernsynet. Det var alt for hjerteløst at høre om en tragedie i Irak, mens han overvejede, om han skulle købe sødmælk, som han forklarede i 2007.
Forestillede sig sit sidste måltid
Ti år senere bad Berlingske ham om at forestille sig sit sidste måltid. Master Fatman ville have hundredvis af små skåle med sine yndlingsretter i, og som gæster skulle hans kone, hans børn, otte-ni venner og et par stykker, han ikke kendte, være med.
Da han blev spurgt, hvem han skulle sidde ved siden af, svarede han, at ”den fedeste måde at komme herfra på vil være at lære et nyt menneske at kende. For så forlader man tilværelsen med en følelse af, at den stadig har spændende ting at byde på.”
Som det sidste forestillede han sig, at han ville lægge sit hoved på puden, mens han holdt sin kone og sin voksne søn i hånden, og mens hans små børn kravlede rundt på ham. Snakken mellem gæsterne skulle fortsætte, og det samme skulle musikken, mens han ”ubemærket gled over i den næste fase af min eksistens,” svarede Master Fatman.
