00:31

Nathasja fik tilbudt lejlighed mod sex

I samarbejde med tv2.dk

Et blowjob om måneden for en lavere husleje, lyder et af tilbuddene.

August er højsæson på det ophedede boligmarked, når nye studerende skal finde tag over hovedet i nærheden af deres kommende studie.

Og der er rift om værelserne og lejlighederne, for der mangler op mod 22.000 studieboliger på landsplan, vurderer Dansk Byggeri.

Har du prøvet noget lignende?

Skriv til TV 2 Lorry på magr@tv2lorry.dk
 

Det får nogle udlejere til at forsøge at udnytte de desperate boligløse. Det ved 23-årige Nathasja Jørgensen. Hun søgte op mod 60 værelser i København uden held, da der pludselig kom et tilbud i en besked på Facebook. 

- Der er en mand, der skriver til mig, at han har en treværelses lejlighed, som han gerne vil tilbyde mig et værelse i, hvis jeg vil være hans sugarbabe, fortæller hun i 'Go' aften Danmark' på TV 2. 

Læs også Andelsboliger koster sorte penge: Vil have 100.000 kroner

En sugarbabe er en person, der er sammmen med en ældre mand eller kvinde, og modtager penge eller økonomiske fordele i bytte for et ofte seksuelt forhold. 

  Foto: TV 2

Nathasja Jørgensen kender godt begrebet, og men hun lod sig ikke lokke. Tværtimod. 

- Jeg læste beskeden fra ham flere gange, og jeg var i chok. Det var meget grænseoverskridende, og jeg blev rigtig rasende. Jeg følte, han udstillede mig som en genstand, siger hun. 

Til venstre er det Nathasja Jørgensen, og til højre er det Thalassa Phillips. Foto: TV 2 / Privatfoto

Blowjob for billig bolig

Desværre er Nathasja Jørgensens historie ikke enestående. 

Thalassa Phillips boede sidste år hos sine forældre i Lyngby nord for København, men drømte om at flytte sammen med sin kæreste. Derfor oprettede hun en profil på boligbasen.dk, og efterfølgende blev hun ringet op af en udlejer. 

- Han fortæller kort, hvordan lejligheden ser ud, og at huslejen er cirka 7-8.000 kroner om måneden. Men han får også meget hurtigt sagt, at det kan blive billigere. Det eneste kriterie er, at jeg skal give ham et blowjob om måneden, fortæller hun. 

Læs også Storsvindler på spil: Jessica snydt for 10.000 kroner

Ville ønske hun havde sagt fra

TV 2s 'Go' aften Danmark' har været i kontakt med den mand, der tilbød Nathasja Jørgensen et værelse mod at være sugarbabe. Han har ikke ønsket at udtale sig.

Nathasja Jørgensen har nu blokeret ham på Facebook, så han ikke længere kan kontakte hende. Den mulighed havde Thalassa Phillips ikke, da hun havde en udlejer i røret. 

- Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere, så jeg lagde egentlig bare på. Han var dybt uforskammet, og det var virkelig diskriminerende at blive antastet over telefonen på den måde. I dag ville jeg ønske, jeg havde sagt noget til ham, siger hun. 

Læs også Airbnb skaber splid i københavnske andelsforeninger

Kan godt forstå, man takker ja

Ifølge boligminister Ole Birk Olesen (LA) er det helt uacceptabelt, at udlejere forsøger at udnytte boligsøgende på den måde, som Thalassa Phillips og Nathasja Jørgensen har oplevet det.

Han indrømmer, at regereringen kan gøre noget for at lette presset på boligmarkedet og give plads til flere studieboliger.  

- Det er i høj grad op til kommunen at sikre flere små boliger, der egner sig til studerende, men også fra statens side kan vi gøre noget. Jeg har for eksempel netop præciseret i bygningsreglementet, at der ikke stilles krav om, at nybyggede ungdomsboliger og kollegier skal have fuldt udstyrede lejligheder, men at man godt kan være flere om samme køkken og bad, siger Ole Birk Olesen. 

Men så længe situationen er som i dag, frygter Nathasja Jørgensen, at nogle unge kan føle sig så presset, at de takker ja til en bolig mod seksuelle ydelser.  

- Boligmarkedet er jo helt katastrofalt. Man har selvfølgelig en vis selvrespekt og værdighed, man skal opretholde, men hvis man er helt desperat efter noget, så kan jeg næsten godt forstå det, hvis man takker ja, siger hun.  

Det er nu lykkedes både Thalassa Phillips og Nathasja Jørgensen at finde et sted at bo. 

Læs også 5 gode råd: Sådan undgår du at falde i boligfælden

I samarbejde med tv2.dk