Morten vågnede med et chok: - Flammerne stod ud af min telefon

Morten Aastrøm Andersen fra Stenløse vågnede mandag morgen ved, at hans Samsung S7 Edge eksploderede få centimeter fra hans hoved.

Alt var som det plejede, da alarmen på Morten Aastrøm Andersens Samsung S7 Edge-telefon ringede i går morges kl. 4.30 i Stenløse. Han trykkede snooze, lagde den ved sin hovedpude og faldt lidt hen igen.

- Pludselig hører jeg en høj lyd fra telefonen. En lille eksplosion – som en champagneprop, der popper. Jeg vågner med et chok, og ser, at der står 10-15 cm lange stikflammer ud af telefonen. Det ligner nærmest en lille fontæne, fortæller 28-årige Morten Aastrøm Andersen til TV 2. 

Brændemærke i seng og gulv

Han får sat sig op i sengen, og tager fat i den ende af telefonen, der ikke står i flammer. Han hiver ledningen ud, men taber den brændende telefon.

- Der drypper brændende plastic eller batterisyre ned på min fod. Det hele går meget stærkt. Jeg får samlet telefonen op, og smidt den ud i håndvasken, hvor den ligger og syder og bobler, siger Morten Aastrøm Andersen.

Telefonen når at brænde hul i Mortens seng, og laver et brændemærke på gulvet. Kæresten og sønnen vågner og er lige så rystede som Morten over den voldsomme vækning.

Da Morten Aastrøm Andersen over middag ringer til Samsung, undrer han siger over den behandling, han får.

- Først var de egentlig meget flinke og forstående, og synes, at det var forfærdeligt, hvad der var sket. De sagde, de tog det meget alvorligt. Men pludselig fik de meget travlt med at hente telefonen. De ville sende en kurér, der kunne være hjemme hos mig i løbet af halvanden time. Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle gå så stærkt og havde en del spørgsmål, jeg gerne ville have svar på. Blandt andet med hensyn til de ting, der var blevet ødelagt - min seng om mit gulv, fortæller Morten Aastrøm Andersen. 

Kvinden fra Samsungs kundeservice gør det klart, at det er Morten Aastrøm Andersens eget forsikringsselskab, der skal dække skaderne på indboet. Samsung vil bare have telefonen hentet i en fart.

- Det var jeg ikke interesseret i. Telefonen var jo mit eneste bevis på, hvad der var sket. Da jeg senere snakkede med mit forsikringsselskab sagde de også, at jeg ikke skulle aflevere telefonen til Samsung, før de havde haft mulighed for at undersøge den, fortæller Morten Aastrøm Andersen.

Måtte ikke selv aflevere telefonen

Han har valgt at gå til pressen med sin historie, fordi han er utilfreds med den behandling, han har fået af Samsung:

- Til sidste fik jeg en følelse af, at hun hundsede med mig. At det ikke kunne gå hurtigt nok med at aflevere telefonen. Jeg blev meget utryg ved, at det skulle gå så stærkt. Jeg kunne jo bare selv have afleveret den i en butik, men det fik jeg besked på ikke at gøre.

Morten Aastrøm Andersens udbrændte telefon ligger stadig hjemme i Stenløse, mens han venter på, at hans forsikringsselskab beslutter sig for næste skridt.

Hanna Brenner, der er communications manager i Samsung, skriver i et statement til TV 2:

"Vores kunders sikkerhed er højeste prioritet for os. Vi tager alle denne type sager meget alvorligt og sørger for at have en tæt dialog med den pågældende kunde. Vi kan dog ikke kommentere på enkeltsager.” 

Samsung har før haft problemer

Det er langt fra første gang, at Samsung har problemer med at deres tablets og telefoner bryder i brand.

I efteråret meldte Samsung globalt ud, at de trak deres nyeste model, Samsung Galaxy Note 7, tilbage fra markedet.  Kort tid efter advarede de deres kunder om at bruge modellen. Opfordringen kom efter utallige rapporter om fejlbehæftede batterier, der brød i brand eller eksploderede under opladning.

I september oplevede en TV 2-medarbejder, at batteriet i hans Samsung Galaxy Note 4 pludselig blev overophedet og efterfølgende eksploderede. 

Her er batteriet fra TV 2-ansats Samsung-telefon, der nåede at hæve flere centimeter, før det sprang i luften og brændte hul i bordet.
Her er batteriet fra TV 2-ansats Samsung-telefon, der nåede at hæve flere centimeter, før det sprang i luften og brændte hul i bordet.
Foto: Foto: TV 2

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik