Mor til elev på Helsingør-skole: - Jeg gik fuldstændig i panik

En anmeldelse om en bevæbnet person fik politiet til at møde talstærkt op på en skole i Helsingør tirsdag formiddag.

En tekstbesked fra hendes datter fik Vanja Carslen til at skynde sig, så hurtigt hun kunne, til HF & VUC Nordsjælland.

Datteren ville vide, hvad der skete på hendes skole.

I første omgang troede Vanja Carlsen, at nogle timer måske var blevet aflyst, men da hendes datter fortalte, at en alarm var gået i gang og meddelte, at de skulle låse og blokere døre, blev hun nervøs.

Hos Nordsjællands Politi kunne hun få svar på, hvad der skete på skolen, men hun fik at vide, at de prøvede at få situationen under kontrol. Derfor skyndte Vanja Carlsen sig over på skolens adresse.

- Oppe i mit hoved tænkte jeg bare: Skudepisode, fortæller hun til TV 2.

- Jeg gik fuldstændig i panik.

Ingen løsnede skud på skolen

Nordsjællands Politi havde tirsdag morgen modtaget en anmeldelse om en bevæbnet person på HF & VUC Nordsjælland i Helsingør og et fornavn på en kvindelig studerende.

Det gjorde, at politiet rykkede talstærkt ud på skolen. Eleverne blev bedt om at gå ind klasseværelserne og blive der, indtil de fik andet at vide.

 
 
Foto: Steven Knap

Ifølge politiet hedder tre kvinder på skolen det nævnte navn – og det var dem, de skulle finde.

Rygter gik på, at der var blevet affyret skud, og nogen var blevet ramt. Men omkring klokken 10 oplyste Nordsjællands Politi, at der ikke var løsnet skud på skolen.

Eleverne var fortsat låst inde i klasselokaler og på toiletter.

- De har ikke fået noget at vide, sagde Vanja Carlsen og fortalte, at hendes datter har set militærfolk, hundepatruljer og ambulancer på stedet.

En mors værste mareridt

Mandag middag blev elever og lærere lukket ud fra de aflåste lokaler på skolen.

Nordsjællands Politi kunne meddele, at to af de efterlyste kvinder med det nævnte navn hurtigt kom i deres varetægt, mens den tredje ikke var på skolen. Hun skulle i stedet findes derhjemme.

Her kan du se et af elevernes billeder af politiaktionen.
Her kan du se et af elevernes billeder af politiaktionen.
Foto: Privatfoto

Kort forinden stod Vanja Carlsen uden for skolen og følte sig hjælpeløs.

- Det er rigtig lort at stå herude og ikke kunne gøre noget. Jeg er rigtig træt af, at vi lever i en verden, der er så pisse utryg, sagde hun.

- Jeg ved bare, at jeg lige nåede at få en mors værste mareridt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik