- Jeg plejer at sammenligne ham med Emil fra Lønneberg. Han var sådan en grænsesøgende en, der skulle prøve alting af. Også to gange.
Liselotte Rasmussen fortæller om sin søn Phillip, som ikke længere er her.
Sidste gang hun talte med ham, var da hun ringede til ham en november-dag for to år siden. Hun sad hjemme i Esbjerg og var bekymret for hans sikkerhed.
- Jeg siger til ham, at jeg synes, han skal komme hjem og bo. Han siger ”Jeg klarer mig, mor. Jeg er ikke færdig med København”.
Få dage senere blev 19-årige Phillip Rasmussen og to af hans kammerater skudt i hovedet og dræbt, mens de lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg.
Et tredobbelt drab, som politiet kalder en af de mest kyniske likvideringer i nyere tid.
Det var kulminationen på et opgør mellem rockere fra Bandidos og den kriminelle gruppe ’Holdet’, som Phillip var en del af.
’Det ender galt det her’
Liselotte Rasmussen var godt klar over, at hendes søn var en del af et kriminelt miljø, men det var først få måneder før drabet, det gik op for hende, hvor alvorligt det stod til.
- Da han fortalte, at han havde været anholdt og for hvad, tænkte jeg ”det ender galt det her”.
I april 2015 blev Phillip og hans ven Mike Vinther, som også blev dræbt i lejligheden på Frederiksberg, anholdt i en lejlighed i Vanløse.
Politiet havde fået et tip om, at der blev handlet med narkotika fra lejligheden. Under ransagningen fandt de en skarpladt pistol, to skudsikre veste fra Forsvaret og en mindre mængde hash delt op i små klumper.
Men selv med det i baghovedet, havde Liselotte Rasmussen ikke på fornemmelsen, at Phillip var i livsfare, da hun talte i telefon med ham den dag i november.
Han blev accepteret for den, han var
Phillip Rasmussens bekendtskab med kriminaliteten begyndte, da han var 10 år gammel. Han havde ADHD, og Liselotte Rasmussen havde svært ved at styre ham og de – ofte kriminelle – fællesskaber, han søgte.
- Han skulle prøve alt af på egen krop og ville ikke lytte til, når andre havde nogle erfaringer. De voksne var i hvert fald ikke klogere end ham, siger hun.
Hun gør det klart, at hun ikke tror, det var manglende støtte eller kærlighed hjemmefra, der fik Phillip til at søge mod bandemiljøet.
- Jeg har ikke svigtet ham. Jeg har virkelig prøvet og gjort alt i min magt for at hjælpe ham på vej. Men det fællesskab, de søger, er jo et ligeværdigt. Det er ikke en familie. De søger nogen, der har det ligesom dem, siger hun.
I stedet tror moren, at Phillip ledte efter et sted, hvor han passede ind.
- Jeg tror, det er fordi, han der blev accepteret for den, han var. De havde et fællesskab. Det har gjort, at han fandt sig godt tilpas hos dem, siger hun og uddyber:
- Han var jo ikke så gammel, så han tænkte ikke over konsekvenserne. Det var spændende og på en eller anden måde forførende for så ungt et menneske.
Et forførende fællesskab der altså fik den ultimative konsekvens for Phillip Rasmussen i november 2015, da han blev skudt på klods hold i lejligheden på Frederiksberg.
De unge skal tænke på deres familier
De seneste måneder er bandekonflikten i det nordlige København spidset til. Skyderier på gaden er efterhånden hverdagskost, og Liselotte Rasmussen kan næsten ikke holde ud at høre om det. Hendes tanker er hos de forældre, hvis børn er en del af den.
- Jeg håber, at deres drenge overlever, siger hun.
Da det ikke lykkedes hende at få sin søn ud af miljøet i tide, har hun ikke noget råd til forældrene. I stedet har hun et opråb til de unge mennesker:
- Jeg synes, de skal tænke over de konsekvenser, det har. Det kan godt være, at de ikke selv mærker noget til det, hvis de bliver skudt – men det gør deres pårørende.
- Du mister jo en del af dig selv, når du mister et barn.
