Mor fra Frederiksværk: "Jeg elskede min søn mere end min datter"

De fleste forældres værste mareridt er at skulle vælge mellem sine børn. Men sådan var det ikke for 35-årige Sarah Faureholm Rousing.

Det skulle have været starten på en nye treenighed og ubetinget kærlighed, da lille Alba kom til verden.

Men virkeligheden er ikke altid så rosenrød, som den bliver beskrevet. 

- Jeg følte meget hurtigt, det var kompliceret at elske min datter og skabe det nære bånd, som jeg havde hørt om i artikler og blade og mødregrupper, husker Sarah Faureholm Rousing om den første tid, hvor hun havde svært ved at finde sig til rette i sin nye rolle.

- Jeg følte, vi var meget forskellige allerede fra starten. Hun reagerede på helt andre måder, end jeg selv gjorde. Det var ikke særlig rart. Jeg følte mig meget forkert, især når jeg hørte mødre fortælle om, hvordan deres børn var deres et og alt. Det var ikke den følelse jeg havde, siger hun i 'Go' Aften Danmark' på TV 2 og til Kristeligt Dagblad.

Favoritten kom til 

Selvom glansbilledet ikke var perfekt, blev Sarah Faureholm Rousing mor endnu engang to år efter. Denne gang til drengen Oskar, som hun lige fra fødslen havde et helt andet forhold til. 

Hun elskede og forstod ham meget bedre end datteren. 

quote Min datter har nok mærket forskellen i min kærlighed, for hun er et barn, der føler rigtig meget.

Sarah Faureholm Rousing

- Han var meget mere til kys og kram. Det er den måde, jeg selv opfanger og giver kærlighed på, så på den måde var det meget nemmere at give ham kærlighed, siger Sarah Faureholm Rousing, der samtidig oplevede, at datteren trak sig mere og mere fra hende. 

- Jeg kunne godt tage mig af hende, men hun trak sig. Hun begyndte at vende sig væk, når jeg gav hende kram, da hun var en 4-5 år. Hun var ikke særlig glad for fysisk berøring, og det havde hun havde det svært med, for hun synes selv, hun skulle kunne lide det.

Lærte at tale datterens sprog

Efter flere års dårlig samvittighed, tog Sarah Faureholm Rousing mod til at sætte ord på de forskellige følelser for sine børn. 

- Jeg snakkede med min daværende mand og nogle veninder om det, og jeg begyndte at undersøge, hvorfor min datter var sådan, og hvem jeg selv er, fortæller hun. 

Specielt én opdagelse åbnede hendes øjne. Hun stødte på en beskrivelse af, hvordan vi mennesker opfatter og giver kærlighed forskelligt. 

quote Jeg skulle lære min datter at kende på en anden måde. 

Sarah Faureholm Rousing

- Jeg fandt ud af, at jeg skulle lære min datter at kende på en anden måde og lære at elske hende på hendes måde. Tjenester og gaver er vigtigt for hende. Det er er ikke naturligt for mig, men det betyder noget for hende, at jeg hjælper med badet eller sætter skoletasken frem, og hun fik mere ro, da jeg accepterede, at det var sådan, siger Sarah Faureholm Rousing.

Vil hjælpe andre

I dag er Alba og Oskar 9 og 6 år gamle, og Sarah Faureholm Rousing gør meget ud af at tale med dem om, hvordan de viser kærlighed på hver sin måde.  

Selvom de alle tre forstår hinanden bedre nu, nager den dårlige samvittighed stadig.

- Jeg tror aldrig, den går helt væk. Man vil jo altid det bedste for sine børn, og min datter har nok mærket forskellen i min kærlighed, for hun er et barn, der føler rigtig meget, siger Sarah Faureholm Rousing.

quote Hvis jeg kan hjælpe nogen ved at dele min historie, så er det stort for mig.

Sarah Faureholm Rousing

Hun ved, at hun bryder et stort tabu og sætter sig selv i en sårbar situation ved at stå frem, men det har et formål.

- Jeg synes det er ærgerligt, hvis der er nogle forældre, der føler sig forkerte, og deres børn føler sig forkerte. Så hvis jeg kan hjælpe nogen ved at dele min historie, så er det stort for mig, siger hun. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik