Daniel Rahmani strækker sig i sengen, mens han har øjnene stift rettet mod spillet på Ipaden.
Hele sit fem år lange liv har han boet på danske asylcentre, og Udrejsecenter Sjælsmark er det niende af slagsen. Hver gang, han har skiftet, har han måttet vinke farvel til sine venner:
- Jeg savner dem, siger han lavmælt fra sengen.
De mange skift har sat sine spor på den femårige dreng, siger hans far, Wahid Rahmani, som flygtede fra Iran for syv år siden.
Men Sjælsmark, som er omringet af høje hegn og ofte besøgt af politiet, har fået bægeret til at flyde over.
- Han bliver bange, når han ser politiet. Han er før kommet til at tisse i bukserne, fordi han frygter, at de fanger os, og han er blevet bange for mørket, siger Wahid Rahmani og fortsætter:
- Han vågnede for eksempel klokken syv i dag og spurgte, hvornår det bliver mørkt igen. Jeg sagde, at vi har 12-13 timer, hvor vi kan lege og være sammen, men han er altid bekymret og kan ikke sove om natten.
6 ud af 10 kan få psykiatrisk diagnose
Dermed har Daniel Rahmani det som langt de fleste børn på Sjælsmark.
En systematisk screening af 56 af udrejsecentrets i alt 154 børn viser nemlig, at seks ud af ti undersøgte børn kunne få en psykiatrisk diagnose, hvis de blev udredt.
Oveni det kommer, at halvdelen af de 11 til 17-årige har symptomer på posttraumatisk stress, og at en stor del af børnene har nedsat appetit, samt problemer med søvn og mareridt.
Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, mener, at der er tale om ”massiv mistrivsel”, og forklarer, at der er en ”reel risiko for, at deres aktuelle symptomer bliver kroniske”.
Man sover fem minutter, og pludselig vågner man, og så tænker man igen, og så får man det dårligere og dårligere. Man har det på sådan en mærkelig måde.
Også Røde Kors’ psykologer, der står bag undersøgelsen, mener, at resultaterne er så markante, at noget bør gøres.
- Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en børnegruppe i Danmark, som har det rigtig, rigtig dårligt, og som er i massiv mistrivsel, og som vi har grund til at være meget bekymrede for.
"Man har det på en mærkelig måde"
Tværs over gården i en af Sjælsmarks andre gule murstenslænger bor familien Azizi.
Indenfor på et lille værelse sidder 13-årige Hrabat Azizi i skrædderstilling. Han peger på værelsets grønne gulvtæppe og forklarer, at det er dér, han tilbringer natten.
- Jeg har altid sovet på gulvet. Det kan jeg bedst lide, siger han.
Ligesom Daniel Rahmani har Hrabat Azizi boet i flytningelejre hele sit liv. Han blev født i en teltlejr i Irak og flygtede med sin familie gennem Middelhavet til Europa.
- Hele mit liv har jeg faktisk været på flugt, siger han.
Den 13-årige dreng kom til Danmark for tre år siden og har boet i Sjælsmark i 11 måneder. Men tilværelsen i udrejsecentret giver ham hovedpine, søvnløse nætter og stress, forklarer han:
- Det er et fængsel. Det siger alle. Jeg går i folkeskole og bliver undervist godt hver dag. Det er jeg glad for, og det vil jeg gerne takke Danmark for. Men man får det altid dårligt, så snart man kommer tilbage. Man stresser altid i Sjælsmark, og det er svært at sove. Man tænker meget.
- Man sover fem minutter, og pludselig vågner man, og så tænker man igen, og så får man det dårligere og dårligere. Man har det på sådan en mærkelig måde.
Støjberg: Forældre tager børnene som gidsler
På Sjælsmark bor afviste asylansøgere, som ikke har gjort noget kriminelt, men som myndighederne vurderer er i sikkerhed i hjemlandet, og som de derfor ønsker at sende ud.
Langt de fleste af de beboere, TV 2 har mødt, nægter dog at rejse – netop af frygt for, hvad der venter dem i hjemlandet. Og nogle kan slet ikke rejse, fordi hjemlandet nægter at tage imod dem.
Centret er formet, så det ”motiverer” beboerne til at rejse ud. De må således ikke selv lave mad, værelserne er skrabede, og aktiviterne få. Udlændingeminister Inger Støjberg afviser dog, at der er noget i vejen med rammerne.
Hun mener, at det er forældrene, der holder børnene som gidsler - "de kan jo bare rejse", siger hun.
- Det er jo trist, når børn mistrives. Også på Sjælsmark. Derfor gør vi jo alt for, at rammerne er i orden.
- Det gør vi ved at sikre ordentlige dag-, skole- og fritidstilbud. Men vi kan ikke løfte det åg af deres skuldre, at deres forældre i virkeligheden tager dem som gidsler, siger Inger Støjberg.
Men det er ikke tilfældet, siger Daniel Rahmanis far, Wahid Rahmani:
- Myndighederne i Danmark blander politik med børns liv. Jeg har mange gange hørt myndighederne i Danmark sige, at vi tager vores børn som gidsler, men det er ikke sådan, det er. De tager vores børn som gidsler.
Hvorfor er det, du ikke bare rejser hjem til Iran, når I har det dårligt her?
- Jeg kan ikke. Jeg har politiske problemer. Jeg har masser af problemer i hjemlandet. Så hvis jeg tager hjem, anholder de mig og dræber mig. 100 procent.
- Havde jeg været alene, skulle jeg nok rejse hjem. Men jeg må tænke på mine børn, siger Wahid Rahmani.
Skyderier skræmmer børnene
I en anden bygning på Sjælsmark bor otteårige Lia Fatahi med sin søster, mor og far. Heller ikke hun har det godt.
Hun drømmer om, at familien får deres eget sted at bo.
- Vi kan ikke gøre noget her. Jeg elsker mad, men vi kan ikke lave vores egen mad, vi kan ikke købe pizza, vi kan ikke gå på McDonalds, og jeg kan ikke besøge mine venner udenfor.
- Vi har det dårligt her. Og jeg kan heller ikke sove, siger hun.
Klos op ad Sjælsmark ligger øvelsesterrænet ved Høvelte Kaserne. TV 2 har selv hørt de høje skud fra terrænet, og ifølge Information havde Forsvaret skydeøvelser 29 ud af 31 dage i marts i år.
Det er ”uhyggeligt” at høre bragene, siger Lia Fatahi.
- Hver dag bliver jeg bange. Jeg tror, at de slås, når de skyder. Første gang jeg hørte det, løb jeg bare hjem. Jeg troede, at alle var døde.
Radikale og Enhedslisten vil have børnene ud
Kort før jul konkluderede Folketingets Ombudsmand på baggrund af uanmeldte tilsynsbesøg, at forholdene for børnene i centret var "egnede til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse".
Han havde dog ikke nogen indvendinger mod faciliteterne i centret, men påpegede, at man kunne gøre mere for at fremme børnenes trivsel.
Den rapport forholder Inger Støjberg sig til, for den slår ifølge hende fast, at der ikke er noget at sætte på rammerne. Røde Kors anbefaler dog blandt andet, at der laves specialiserede børnehavetilbud, og familierne får lov til selv at lave mad.
Ministeren afviser ikke disse forslag og siger, at de vil blive kigget igennem.
Vi vil allerhelst have børnene ud af Sjælsmark
Men så lang tid kan man ikke vente, siger Radikales integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen.
- Vi vil allerhelst have børnene ud af Sjælsmark, og at de får nogle helt andre vilkår. Men Røde Kors kommer med nogle beskedne anbefalinger, og de bør sættes i værk med det samme.
Samme melding kommer fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:
- Normalt er det jo sådan i Danmark, at selvom forældrene træffer dårlige beslutninger, så hjælper vi børnene. Derfor skal vi selvfølgelig også passe på børnene i Sjælsmark. Og det gør vi ikke nu. Det bør enhver regering da reagere på.
"Kunne de ikke bare sige ja?"
Psykologerne bag rapporten anbefaler overordnet, at familier ikke bør flyttes til Udrejsecenter Sjælsmark, før deres udrejse er »umiddelbart forestående«. Men det er der ikke et politisk flertal for.
Daniel Rahmani og hans familie er en af de familier, der har boet længst tid på Sjælsmark - de har boet der i mere end to år.
Iran nægter nemlig at tage imod egne statsborgere, hvis ikke de rejser frivilligt, og det nægter Rahmani.
I september oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet, at 70 børn var "fastlåst" som familien Rahmani - det vil sige, at Danmark ikke kan udsende dem, fordi hjemlandet ikke vil tage imod dem. Det drejer sig blandt andet om børn fra landene Irak, Iran, Kuwait og Indien. Og dermed bor disse nationaliteter typisk meget længe på Sjælsmark.
Samme udsigt har familien Azizi.
Uvisheden fylder meget hos 13-årige Hrabat:
- Vi har ikke noget land, vi kan rejse tilbage til. Vi er født i en flygtningelejr i Irak, men vores forældre er fra Iran. Så hvor skal vi bo? Hvor skal de sende os til?
- Jeg forstår det ikke. Kunne de ikke bare sige ja? Er det så svært bare at sige ja til én til familie? Så vi kan bo her. Og få en uddannelse. Jeg fatter det ikke, afslutter hun.
