Mere end 200 ruder smadret af eksplosion

Trykbølge efter sprængning har medført materielle skader på flere omkringliggende bygninger.

Omkring 200 ruder er blevet smadret af den eksplosion og efterfølgende trykbølge, der ramte en nærpolitistation natten til lørdag på Hermodsgade 3 på Nørrebro i København.

Det konstaterer skadeservice-selskabet Recovery Nordic, der står for oprydningsarbejdet ved de medtagede bygninger.

- De fleste vinduer er smadret helt. Vi arbejder med at sætte spån- og plastikplader på. Enkelte steder er det lidt vanskeligt, da vinduer er smadret i flere etagers højde, siger Mike Langtoft fra oprydningsfirmaet.

 
 
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Det kunne dog være gået langt værre, hvis uheldet havde været ude i tidspunktet omkring eksplosionen.

Det siger sprængstofekspert Peter Hald fra Aarhus Universitet til TV 2.

- Jeg får kriller i maven, når jeg hører, at der både var cyklister og en fodgænger så tæt på bomben lige før sprængningen. Det var tæt på, at de var blevet slået ihjel, siger Peter Hald, der også priser sig glad for, at bomben ikke indeholdt metaldele, som kunne have forårsaget større og mere potentielt dødbringende skader.

- Det der sker, når en bombe med brisant bringes til sprængning, er, at der først bliver slået et hul i kraft af eksplosionen. Den bliver så fulgt op af en trykbølge med et voldsomt overtryk, som også er meget ødelæggende, hvilket man kan se på den forvredne dørramme på politistationen og de ødelagte sikkerhedsvinduer, forklarer Peter Hald.

Egen forsikring dækker

Vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz fra Københavns Politi fortæller, at de materielle skader ikke kun er begrænset til Hermodsgade.

- Helt hen til Tagensvej (50 meter fra sprængningsstedet, red.) er der sket skader på særligt vinduer. Rent byggeteknisk undersøger et hold skaderne, men der er ikke sammenstyrtningsfare, siger han.

Man skal henvende sig til eget forsikringsselskab, hvis man har observeret skader på sin ejendom.

Mand på 15-25 år efterlyses

Gerningsmanden beskrives som en mand i alderen 15-25 år, 170-180 cm høj, almindelig af bygning, iført en sort jakke med afstivet skygge på hætten og hætten trukket over hovedet, mørke løstsiddende bukser med en lomme på højre bukseben, lyst mærke på lommen på buksebenet, sorte sko med sorte såler, ingen handsker.

Han bar en markant pose, hvorpå der stod SOLID på den ene side og på den anden var et stort udråbstegn.

Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik