995 sigtet for børneporno: Nu skal én sag afgøre alles fremtid

For første gang skal Højesteret bestemme, om det er børneporno, når børn og unge deler film med jævnaldrende, der er sammen seksuelt.

Var det distribution af børnepornografi, da en ung mand delte seksuelle videoer med to 15-årige fem gange til i hvert tilfælde 35 personer på Facebooks Messenger-app?

Det mener både byret og landsret, hvor en nu 20-årig mand sidste år blev idømt 40 dages betinget fængsel for at have delt videoen i efteråret 2015 – men det mener den 20-årige mand ikke selv. Han forsvarer sig med, at han ikke vidste, at personerne på filmen var under 18 år.

Sagen mod den 20-årige er del af Danmarks mest omfattende sag om digitale sexkrænkelser og distribution af børnepornografi, der er kendt som Umbrella-komplekset.

995 venter på Højesteret

Fredag behandles sagen mod den 20-årige som den eneste af ni såkaldte prøvesager i Højesteret – og rundt omkring i Danmark venter 995 andre sigtede på Højesterets dom.

Først da kan de resterende af i alt 1.004 sigtede i Umbrella-sagen få deres egne sager afgjort med enten bøde eller en retssag.

SÅDAN FORDELER SAGERNE SIG

Nordsjællands Politi: 286 sager
Københavns Politi: 183 sager
Københavns Vestegns Politi: 151 sager
Østjyllands Politi: 77 sager
Midt- og Vestjyllands Politi: 62 sager
Nordjyllands Politi: 55 sager
Sydøstjyllands Politi: 50 sager
Midt- og Vestsjællands Politi: 47 sager
Syd- og Sønderjyllands Politi: 35 sager
Fyns Politi: 34 sager
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: 20 sager
Grønlands Politi: 1 sag
Udrejst af Danmark: 4 personer

- Højesteret skal tage stilling til, om dommen fra landsretten på 40 dages betinget fængsel er den rigtige, siger statsadvokat Rasmus Kieffer-Kristensen, der fører sagen for anklagemyndigheden.

- Det er første gang, Højesteret skal tage stilling til denne type digitale sexkrænkelser, siger statsadvokaten.

Og hvor forsvarer Kirsten Bindstrup vil argumentere for frifindelse eller subsidiært formildelse og frifindelse for distribution af børnepornografi, vil anklagemyndigheden anmode Højesterets fem dommere om, at straffen mod den 20-årige bliver skærpet.

Er det deling af børneporno?

Men sagen handler ikke alene om straffens længde.

Forsvareren har også ønsket, at Højesteret skal vurdere, om der overhovedet kan være tale om deling af børnepornografi, når delingerne sker mellem børn og unge.

Som Østre Landsret lagde vægt på i sin afgørelse, er det ikke kerneområdet for Straffelovens bestemmelse om børnepornografi, der som regel handler om voksne, der deler optagelser af børn – og derfor er det også en helt principiel sag, Højesteret skal behandle.

En sag, hvor virkelighedens mange videodelinger mellem børn og unge kan være blevet dagligdag hurtigere, end Straffeloven har taget højde for.

Landsretten vurderede dog, at den 20-årige objektivt var skyldig i overtrædelse af Straffelovens § 235 om distribution af børnepornografi, og at tiltalte i hvert fald måtte have indset det for overvejende sandsynligt, at drengen og pigen på filmen var under 18 år.

Både ud fra det, videoerne viser – men også i forbindelse med de chat-beskeder, der blev udvekslet før og efter den 20-åriges deling af videoerne.

Ofrenes krav

Imidlertid er det ikke alene sagens konsekvenser for den 20-årige, Højesteret skal behandle. Retten skal også tage stilling til det erstatningskrav, drengen og pigen på filmen har overfor de 1.004 oprindeligt sigtede i sagen.

Både Østre og Vestre Landsret mente, at erstatningskravet må anlægges ved civile retssager – men det er de to forurettedes bistandsadvokater uenige i.

- Retterne har sagt, at der er så mange skadevoldere, at de ikke kan tage stilling. Men hvis ikke de tager stilling, så skal der anlægges flere tusind civile retssager, siger Helle Hald, der er bistandsadvokat for drengen på filmen.

Hun kræver, at den 20-årige skal betale 50.000 kroner i erstatning til drengen, mens pigens bistandsadvokat har et krav på 100.000 kroner.

- Det er vigtigt, at Højesteret en gang for alle tager stilling til, hvor stor erstatningen skal være i de her sager, der har så store skadevirkninger. At det ikke skal overlades til offeret at anlægge retssager mod de enkelte, siger Sysette Vinding Kruse, der repræsenterer pigen på filmen.

Hver enkelt skal stilles til ansvar

Begge bistandsadvokater afviser, at der kan være tale om, at krænkerne skal kunne betale erstatning kollektivt.

For hver enkelt krænkelse er en selvstændig handling, der ikke bliver mindre af, at andre også har delt det krænkende materiale.

- Der kan aldrig blive tale om solidarisk hæftelse. Der er tale om klienter, der helt uafhængigt af hinanden har krænket mine klienter, siger Helle Hald.

Ingen af de to, der er optaget på filmen, vil være til stede i Højesteret. Begge bistandsadvokater fortæller, et deres klienter er stærkt mærkede af sagen, der har haft direkte konsekvenser for deres liv.

Drengen har måttet ændre sine fremtidsplaner, og det er kommet frem i prøvesagerne, at pigen er meget psykisk mærket af de mange delinger.

Forskellige sager og straffe

Ni såkaldte prøvesager fra Umbrella-komplekset har været igennem retssystemet,

En enkelt tiltalt frifundet, og de øvrige er enten dømt for distribution af børnepornografi eller i nogle tilfælde for deling af krænkende materiale. Der er tale om to delte film, der er delt en eller flere gange, og i de sidste sager har retten ikke vurderet, at det fremgik af den delte film, at de implicerede var mindreårige.

OVERBLIK OVER SAGERNE

  • 15. januar 2018: Rigspolitiet meddeler, at flere end 1000 unge er sigtet for at distribuere seksuelt krænkende materiale.
  • Det er sket ved, at de har delt en sexvideo fra 2015 med en 15-årig pige og flere drenge fra Nordsjælland.
  • Nogle har angiveligt delt den få gange, mens andre har delt den mange gange.
  • I en række prøvesager ved blandt andet Retten i Lyngby og Retten i Randers er der rejst tiltale mod unge, og disse sager kommer til at virke som rettesnor for de øvrige sager.
  • Digitale sexkrænkelser kan straffes efter forskellige paragraffer.
  • De medvirkende i sexvideoen var 15 år, da optagelserne blev lavet. Selv om man lovligt kan have sex, fra man er fyldt 15 år, forbyder straffeloven besiddelse og deling af foto og video af personer under 18 år, hvis der er et seksuelt indhold.
  • Det betyder, at de unge, der har delt videoen, kan dømmes efter straffelovens 235. Den handler om udbredelse af børnepornografisk materiale. Det kan koste bøde eller fængsel indtil to år. Under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil seks år.
  • Hvis man dømmes efter paragraf 235, kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.
  • En notering på børneattesten står der i mindst ti år og kan betyde, at man ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner. Hvis amerikanske myndigheder får oplysninger om forholdet, kan det også give problemer i forbindelse med indrejse i USA.


Kilder: Rigspolitiet, Retsinfo og Ritzau.

De dømte er enten straffet med bøde eller betinget fængsel.

En dom om deling af børnpornografi betyder, at den dømte vil få en anmærkning på sin børneattest og i 10 år ikke vil kunne arbejde med børn.

Sagen begynder fredag klokken 9 i Højesteret. Når dommen er faldet, kan behandlingen af de 995 yderligere sigtede i Umbrella-komplekset fortsætte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik