Lyngbys venner skyder 20 millioner kroner i klubben

De nye ejere af Superligaklubben Lyngby afholder en ekstraordinær generalforsamling i starten af maj og skyder 20.000.000 kroner i klubben.

Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

I to måneder har ’Friends of Lyngby’ ryddet op efter den truende konkurs, Lyngby Boldklub afværgede den 9. februar.

Det er et arbejde, der har været langt mere omfattende end gruppen af investorer havde forventet, lyder det i en beretning, som TV 2 SPORT er i besiddelse af. Her kan man også læse, at det store arbejde med at rydde op i klubben og betale gæld er en af grundene til, at den nye ledelse først nu er klar til at se frem og invitere til ekstraordinær generalforsamling.

TV 2 SPORT er også i besiddelse af indkaldelsen til generalforsamlingen den 3. maj. Den viser, at ’Friends of Lyngby’ med de tidligere Lyngby-spillere Andreas Bjelland og Brian Hamalainen som nogle af investorerne, skyder i alt 20 millioner kroner ind i klubben. 

Læs også Økonomisk trængt superligaklub fyrer seks medarbejdere

12.600.000 kroner gør det af med gammel gæld, mens 7.400.000 kroner indskydes kontant til at drive klubben videre.

- Det er utilstrækkeligt, konstaterer Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, over for TV 2 SPORT.

- Hvis man kigger på historien, er det for få penge ’at gå i krig for’.

’Friends of Lyngby’ lægger stor vægt på, at klubben skal drives på et ’forsvarligt og seriøst økonomisk grundlag’.

- De kæmper against all odds. Lyngby har ikke nogen stor mæcen, som sikrer det økonomiske fundament. De har heller ikke nogen stor, lokal tilskueropbakning, siger Per Hansen, der til gengæld ser en mulighed i et samarbejde med en større klub. 

Læs også Landsholdsspillere køber sig ind i økonomisk presset superligaklub

’Friends of Lyngby’ slår nemlig fast, at investorgruppen ikke er afvisende for, at de sportslige mål om at spille i Superligaen kan nås i ’et samarbejde og muligvis også i en form for samejerskab med en større udenlandsk fodboldklub’.

- Det kan godt være en vej, man måske kan gå, hvor man får et naturligt afsætningssted for nogle af de talenter, som Lyngby historisk har været dygtige til at udvikle. Det er en måde, hvor man kan forsøge at sætte tæring efter næring også økonomisk, siger Per Hansen og fastslår:

- Ellers er de afhængige af, at de enten overpræsterer dramatisk på banen – eller at de fostrer et stjernefrø, man kan sælge til en meget høj pris.

Gamle aktionærer skal købe sig ind på ny

Til dækning af underskud foreslår bestyrelsen at nedskrive den gamle kapital fra 66.514.074, til 0,00 kroner. Det vil sige, at tidligere aktionærer i Lyngby Boldklub må sande, at deres aktier ikke længere har nogen værdi. 

Læs også Endnu en tidligere Lyngby-spiller køber sig ind i klubben

Til gengæld foreslås det også at forhøje kapitalen igen med friske investeringer i klubben. Her får de gamle aktionærer mulighed for at købe den samme ejerandel i klubben, som de havde før, til cirka en tredjedel af prisen.

Det er her, ’Friends of Lyngby’ skyder deres i alt 20.000.000 kroner ind i klubben, hvilket svarer til gruppens fortegningsret på 71,59 procent af den nuværende aktiekapital.

Efter den manøvre vil Lyngbys kapital være på mellem 20 og 27,9 millioner kroner, alt efter hvor mange af de gamle aktionærer, der er villige til at købe sig ind i klubben på ny.

TV 2 SPORT har forsøgt at få ’Friends of Lyngby’ angående de omtalte dokumenter og informationer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret