Loyal to Familia forbudt - borgere spørger sig selv, om det vil virke

Beboerne på Loyal to Familias hjemmebane er glade for, at der bliver gjort noget. Men de har deres forbehold over for metoden.

Politiets forbud mod banden Loyal to Familia (LTF) bliver overvejende positivt modtaget på Nørrebro i København, hvor banden har sit udspring.

Men nogle tvivler på, at det vil nytte noget.

- Der er jo meget få danskere, der elsker det her bande-uvæsen. Spørgsmålet er, om det bare er symbolpolitik eller om det vil have nogen fornuftige, praktiske virkninger, siger formanden for Nørrebro Handelsforening Hans Mejlshede.

Politiets forbud betyder, at det nu er forbudt at bære eller vise bandens kendetegn – hvad enten det er bandens navn ’Loyal to Familia’ eller bandens logo, der er et skelet med tørklæde for munden og to pistoler i hænderne.

Men Hans Mejlshede ikke sikker på, at det er en god ide.

- Jeg er bange for, at man gemmer sig. Man tager jakken af, og fungerer nogenlunde uændret i nogle grupperinger, der er svære at trevle op. Og nu er de jo ikke særligt synlige, når det bliver forbudt at gå med deres identitetsmærker på. Jeg er i tvivl om politiet har resurser nok til at bekæmpe en ’skjult’ Loyal to Familia, siger han.

Loyal to Familia blev grundlagt på Nørrebro i 2012 med udspring i den daværende Blågårds Plads-bande. Sidste år var gruppen den ene part i den voldsomme bandekonflikt i København, hvor modparterne var grupperinger i Mjølnerparken og Nordvestkvarteret.

Forbuddet gælder dog ikke disse grupperinger, men kun LTF. Til gengæld er forbuddet er forbuddet landsdækkende og rammer således også de afdelinger af LTF, der  sidenhen er etableret i andre danske byer.

Burde gælde alle

- Jeg tænker, at det er da udmærket. Men så skal alle andre bander også forbydes. Det er jo ikke kun den ene, der skal. Det må være alle, siger servicemedarbejder Lone Würtz fra Nørrebro i dag til TV 2. 

Lone Würtz.
Lone Würtz.
Foto: TV 2

En anden Nørrebroborger, pensionist Bent Jensen, understreger, at bandegrupperinger altid har været en del af Nørrebros historie.

- Kriminelle bander er jo aldrig morsomt i kvarteret. Jeg har boet her siden jeg var syv år, og der har været mange bander i det her kvarter. Laver man noget fornuftigt, så plejer de at forsvinde lidt, for så er der for meget opmærksomhed. Problemet er, at når noget bliver forbudt, så bliver det også spændende. Måske skulle man hellere finde ud af, hvad det er de lever af, siger han.

Bent Jensen.
Bent Jensen.
Foto: TV 2

Burde for domstolene

En tredje Nørrebroborger, sygeplejerske Ken Andersen, undrer sig over, at politiet på den måde kan udstede et forbud med øjeblikkelig virkning og så først bagefter skal have det efterprøvet ved domstolene:

Jeg synes måden, det foregår på, er problematisk. Jeg synes, man skulle efterprøve det i retssystemet. I stedet for først at forbyde dem og så bagefter prøver, om man kan få det gennem det juridiske system. Det er nogle store spørgsmål. Om det er OK at sætte begrænsninger for foreningsfriheden? Man kunne jo også have forbudt Hells Angels og alle mulige andre. Det har man valgt ikke at gøre, siger Ken Andersen.

Ken Andersen.
Ken Andersen.
Foto: TV 2

Han har dog stor forståelse for, at myndighederne føler behov for at gribe ind overfor LTF på en eller anden måde:

- Det er ekstremt provokerende, at de kan blive ved med at være så tydelige og lave kriminalitet. Men der er jo mange grupper, man kunne vælge at forbyde, hvis det er den vej man vil gå, siger han.

Høj prioritet

Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, forklarer, at formålet med forbuddet er at forhindre Loyal to Familia i at videreføre deres forening.

- Vi forsøger at fjerne Loyal to Familias mulighed for at få indflydelse gennem manifestationer i offentligheden. Vi har bekæmpelsen af bandekriminalitet som en af vores højeste prioriteringer - hvis ikke den højeste, siger politiinspektøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik