02:07

To amerikanske turister blev dræbt af en vandscooter i Københavns Havn. Ulykken chokerede os allesammen, og to måneder efter var politiet meget synlige i havnen. Og det virkede tilsyneladende.

To kvinder blev dræbt af en vandscooter: Nu starter retssagen

I samarbejde med tv2.dk

Retssag om to dræbte studerende handler ikke kun om den ene mand, der sejlede ind i dem. Også hans kammerater er tiltalt for vanvidssejlads.

Efter to amerikanske kvinder blev påsejlet af en vandscooter og mistede livet i Københavns Havn i maj måned, fik det stor bevågenhed, at en flok af vandscootere i strid med loven havde kunnet suse uhindret og i høj fart gennem inderhavnen.

Min klient erkender uagtsomt manddrab, og det har han gjort lige fra starten. Det var ham, der sejlede, og det har han ikke søgt at skjule. Han er ulykkelig over det.

Jane Ranum, forsvarer for den 25-årige

Videooptagelser og vidner berettede, at vandscooterne havde chikaneret andre sejlere. 

Mandag sidder den 25-årige fører af vandscooteren, der ramte de to kvinders båd, da heller ikke alene på anklagebænken i Københavns Byret. 

Retssagen om de to dødsfald handler nemlig ikke kun om den 25-årige, der dog som den eneste er tiltalt for uagtsomt manddrab - også de syv andre, der sejlede sammen med ham i inderhavnen, er tiltalt i sagen.

Læs også Fører af vandscooter tiltales for to kvinders død

Farlige for andre

Ifølge anklageskriftet i sagen er de alle otte tiltalt for brud på den del af straffeloven, der handler om i grov kådhed eller på hensynløs måde at have forvoldt nærliggende fare for andre personers liv og førlighed - og anklageskriftet beretter også om, at de i mindst to andre tilfælde chikanerede andre både, inden den 25-årige mistede herredømmet over sin vandscooter og påsejlede en langsomtsejlende udlejningsbåd, der havde otte personer ombord.

De otte personer i udlejningsbåden blev ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi ramt af forsætlige bølger fra flere af vandscooterne, inden en af passagererne øjeblikkelig mistede livet i kollisionen med vandscooteren, mens en anden afgik ved døden dagen efter.

Begge som følge af svære læsioner i hovedet. 

Læs også Efter ulykke: Regler for vandscootere og speedbåde strammes

- Min klient erkender uagtsomt manddrab, og det har han gjort lige fra starten. Det var ham, der sejlede, og det har han ikke søgt at skjule. Han er ulykkelig over det, siger Jane Ranum, der er forsvarer for den 25-årige.

Uenighed om reglerne

Men selvom den 25-årige mand har tilstået, at det var ham, der sejlede ind i udlejningsbåden, handler retssagen ikke kun om brud på straffeloven.

En række anklagepunkter handler også om forskellige brud på søfartsreglerne, og her er de med tiltalte ikke enige i de konklusioner, som politiets efterforskere er nået frem til.

Helt usædvanligt betyder det også, at Københavns Byret har efterkommet en forespørgsel fra anklagemyndigheden, så der er knyttet særlige søfartskyndige lægdommere til retssagen. 

Læs også Efter vandscooter-ulykke: Sikkerheden er styrket i havnen

Ud over anklagerne om uagtsomt manddrab, hensynsløs sejlads og brud på søfartsreglerne, er alle otte også tiltalt for at have forladt den påsejlede udlejningsbåd uden at yde hjælp til de hårdt kvæstede passagerer.

Der er afsat seks retsdage til sagen, der afsluttes med dom i januar.

I samarbejde med tv2.dk