Kvinde fandt ring i flødebolle - den var ikke fra kæresten

Kæresten troede, at Jon Bach Svendsen ville fri, men ringen i flødebollen passede ikke til hendes finger. Lagkagehuset undskylder episoden.

Jon Bach Svendsen og kæresten, Mie Dyreberg Haldrup, fik sig noget af en overraskelse lige før nytår, da de havde købt flødeboller med hjem fra Lagkagehuset på Værnedamsvej i København.

Hjemme på Vesterbro lå der i bunden af hendes halvspiste flødebolle nemlig en vielsesring, men der var blot ét problem:

Jon Bach Svendsen havde ikke valgt at fri.

Kunne have været et frieri

- Da min kæreste havde kæmpet sig igennem flødebollen, bed hun i ringen og sagde straks: "Hvad er det?", siger Jon Bach Svendsen til TV 2.

Han kunne hurtigt se, at det var en vielsesring, men da kæresten spurgte, hvor den mon stammede fra, kunne han ikke umiddelbart svare for sig.

- Det kunne godt have været et frieri, for vi har været sammen i seks år, men det var det altså ikke, slår Jon Bach Svendsen fast.

Han fortæller, at parret har valgt at tage episoden fra en humoristisk vinkel snarere end at blive sure på Lagkagehuset.

Denne ring blev fundet i en flødebolle fra Lagkagehuset.
Denne ring blev fundet i en flødebolle fra Lagkagehuset.
Foto: Jon Bach Svendsen, Facebook

Skuffet kæreste

På Lagkagehusets Facebook-side delte Jon Bach Svendsen lørdag den 30. december den noget overraskende og akavede episode.

- Kære Lagkagehuset. Vi handlede i dag hos jer på Værnedamsvej. Er der en af jeres bagersvende, der har forsøgt at fri til min kæreste ved at gemme denne vielsesring i en flødebolle? Cheesy move, lyder det i opslaget, hvor Jon Bach Svendsen tagger sin kæreste.

Han fortæller endvidere, at hendes skuffelse var stor, da hun opdagede, at det ikke var planen at fri på den noget anderledes måde.

Ringen, der blev fundet i flødebollen fra den danske bagerkæde, passer nemlig bedre til en stor bagernæve end en kvindehånd, skriver Jon Bach Svendsen i opslaget. 

Undskylder mange gange

Lagkagehuset har lagt sig fladt ned og undskylder mange gange for den akavede oplevelse.

I et svar på Facebook-opslaget fra tirsdag aften den 2. januar lyder det blandt andet:

- Det er utilstedeligt, at dette er sket i et af vores konditorier, og vi undskylder mange gange, skriver Lagkagehuset, der lover, at en lignende episode ikke vil opstå i fremtiden.

Derudover vil Jon Bach Svendsen og kæresten få en kompensation og en undskyldning, oplyser Lagkagehuset i kommentaren til opslaget.

- Butikschefen for Lagkagehuset på Værnedamsvej er vendt tilbage og har givet os et gavekort på 500 kroner som et plaster på såret for oplevelsen. Men vi havde håbet på at få en bryllupskage eller måske en bryllupsrejse, siger Jon Bach Svendsen med et grin i telefonen til TV 2.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik