Kronprins Frederik holdt privat fødselsdagsfest i weekenden - musiker fik tophemmelig invitation

Kronprinsesse Mary spottede upcoming kunstner og inviterede ham til Kronprinsens private fejring.

Lørdag fejrede kronprins Frederik sin 50-års fødselsdag med en ekstra og meget hemmelig privat fødselsdagsfest i Fredensborg Slotshave.

quote Det var fantastisk. Det gik simpelthen så godt. De hoppede, de dansede og de var glade

Theo X

Det skete med liveoptrædener fra hemmeligt inviterede kunstnere, lyder meldingen fra en af dem, som optrådte for kronprins Frederik. 

Han hedder Theo X, og han fik sin debut for to måneder siden. Men den 26-årige sanger er sikker på, at han allerede har haft "sit livs job". 

- Det var fantastisk. Det gik simpelthen så godt. De hoppede, de dansede og de var glade, siger han i 'Go' morgen Danmark'.  

- Det var kæmpestort. Det er svært at forstå før bagefter. At stå på en scene og se Kronprinsparret stå lige foran én. Nærmest som til en havefest, hvor man får lov til at spille sin nye musik. Det havde jeg ikke regnet med.

Theo X fortæller desuden, at der var omkring 200 mennesker med til festen, og at Nephew spillede efter ham. 

- Så meget kan jeg godt sige, griner han. 

Men meget andet skal han holde dybt fortroligt.

Gjorde indtryk på Kronprinsessen

Selve invitationen til fødselsdagsfesten er han dog ret åben om. Den unge kunstner modtog en mail, efter han i april havde spillet sin allerførste koncert nogensinde ved årets Danish Rainbow Awards.

Her hyldes blandt andet de personer, organisationer og virksomheder, der er med til at skabe bedre vilkår for LGBT-personer, og kronprinsesse Mary overrakte aftenens ærespris til interesseorganisationen LGBT Danmark. 

quote  Det første, jeg gør, er, at jeg råber op: "Jeg skal spille til kronprins Frederiks private fødselsdagsfest". Det var meget fortroligt

Theo X

Theo X selv var blevet booket til showet uden at have udgivet noget af den musik, han arbejdede på. Det var også først fem dage inden Danish Rainbow Awards, at han sammen med sit band var begyndt at øve de numre, de skulle optræde med. 

Derfor var der virkelig tale om en debut. Men kronprinsesse Mary kunne lide, hvad hun hørte. 

- Jeg troede, at kronprinsesse Mary ville gå, efter hun havde uddelt prisen, men hun blev hele showet og sad og rockede med under hele min optræden, siger Theo X.

Vil du optræde for Kronprinsen?

Bare det gjorde, at han var lykkelig efter sin optræden. Men nogle dage efter mod modtog han den ganske usædvanlige mail, mens han var i sommerhus med sine venner.

Han afkodede bare ordene: "Fortroligt", "må ikke siges til nogen", "privat fødselsdagsfest for kronprins Frederik" og læste så videre, at kronprinsesse Mary gerne ville have ham til at optræde den 16. juni på Fredensborg Slot. 

- Det første, jeg gør, er, at jeg råber op: "Jeg skal spille til kronprins Frederiks private fødselsdagsfest". Det var meget fortroligt, griner han. 

- Vi havde også fået en lille smule øl, så vi går i seng og vågner op dagen efter, og der må jeg lige gå rundt til alle drengene, kigge dem i øjnene hver og en og sige: Vi siger ikke noget.

Og det er altså også lykkedes både Theo X og Kongehuset at holde Kronprinsens private fejring hemmelig indtil nu.

En tilfreds Kronprins

Festen kommer tre uger efter den officielle fejring af Kronprinsens runde fødselsdag den 26. maj, hvor kronprinsesse Mary blandt andet holdt en rørende tale for sin mand

Da der var tale om et privat arrangement, ønsker Kongehuset hverken at bekræfte fejringen eller komme med yderligere oplysninger om festen.

Theo X fortæller dog, at værten var godt tilfreds med hans indslag. 

- Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var begge ovre bagefter og sige, at de synes, det havde været rigtig rigtig godt, lyder det fra sangeren. 

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik