Byger med både hagl og torden trækker ned over Nordsjælland og Storkøbenhavn en stor del af dagen. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Kraftige regn- og tordenbyger rammer Nordsjælland i dag

I samarbejde med tv2.dk

En kombination af kold luft, varmt hav og blæst danner klassiske efterårsbyger.

Mange danskere er i dag vågnet til lyden af regn mod vinduerne. Nogle steder har det måske endda larmet ekstraordinært meget, for blandt regndråberne er der også relativt store hagl.

Og er man ikke stået op lige under bygerne, har man muligvis oplevet, at det blinker i horisonten eller buldrer i det fjerne.

Det er nemlig kraftige byger med både regn, torden og hagl, som trækker ned over Danmark fra Kattegat og Nordsøen.

Intense byger bliver dannet i kold luft, som blæser ned over Kattegat og Nordsøen fra nordvest. Især Nordsjælland og Storkøbenhavn samt Vestjylland er udsat. Foto: TV 2 Vejret

Man taler derfor om henholdsvis Kattegat- og Nordsøbyger, og det er et klassisk fænomen i efteråret og hen over vinteren, når kold luft blæser ned over os fra nordvest.

Den relativt varme hav damper op i den kolde luft, som kommer oppe fra Nordatlanten, og det danner store bygeskyer, som driver med vinden ind over land.

Sådan er situationen netop i dag, hvor der hen over natten er blevet to linjer af intense byger.

Nordsjælland og Storkøbenhavn er mest udsat, og dagen igennem kan man blive ramt af bygerne, som fortsætter med at kunne være kraftige til ud på eftermiddagen.

Det samme gør sig gældende i dele af Vestjylland og Sønderjylland.

Byger, sol, byger - vejret er skarpt opdelt over Danmark

Midt mellem de to linjer med byger er vejret imidlertid et helt andet og fredeligt et af slagsen.

Dagens byger rammer kun en lille del af Danmark, og mellem de to udsatte områder, vil det være tørt med nogen eller meget sol.  Foto: TV 2 Vejret

Her holder det tørt, og der er gode muligheder for sol, og det er faktisk den største del af landet, som får det fredelige vejr i dag.

Men selvom det blot er en meget lille del af Danmark, som bliver ramt af bygerne i dag - rundt regnet 5 procent - er det dog op mod 40 procent af danskerne, som bliver ramt. Fordi bygerne rammer en af de mest folkerige dele af landet.

I samarbejde med tv2.dk