Kommentator tror på landstræner som ny chef i Brøndby

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft tror, at EM-guldvinderne fra 1992, Lars Olsen og John ’Faxe’ Jensen, bliver den nye trænerduo i Brøndby.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft peger på, at to EM-heltene Lars Olsen og John Faxe kunne være et godt match som nyt trænerteam i Vestegnsklubben, både på kort og på længere sigt. Foto: Bent Midstrup - Ritzau Scanpix

Bare to runder skulle der spilles af Superligaen i 2019, før årets første trænerfyring fandt sted. Alexander Zorniger måtte efter to et halvt år som Brøndby-træner sige farvel til klubben på Vestegnen.

Derfor skal klubben nu finde en afløser. Brøndby har meddelt, at man senest onsdag vil melde en midlertidig trænerløsning ud.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft peger på, at to EM-helte fra 1992 kunne være et godt match som nyt trænerteam i Vestegnsklubben, både på kort og på længere sigt.

- De finder noget i egne rækker. Den mest oplagte mulighed, synes jeg, er Lars Olsen og John Faxe sammen. Jeg kunne forestille mig, at de har et godt samspil. De er rigtig gode venner og kender Brøndby ud og ind. Det er det, Brøndby skal have fremover, siger Flemming Toft.

- Jeg tror ikke på, at Brøndby tager en udlænding. For Brøndbys skyld håber jeg ikke, at de gør det, så skal det virkelig være en kapacitet. Nu skal man tilbage til rødderne i Brøndby, og det er ikke med en udlænding, som jeg ser det.

Brøndby drives på en anden måde

TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Sørensen mener også, Lars Olsen er et oplagt bud som Brøndbys kommende træner. Det skyldes blandt andet den måde, Brøndby IF drives på. 

- Selvfølgelig kan man tale om Kasper Hjulmand, der stopper i FC Nordsjælland til sommer, men det kunne også være en tanke værd, om Brøndby skal have en mand ind, der kender klubben indefra. Jeg tænker, Lars Olsen ville være et rigtigt godt bud, hvis man kan lokke ham væk fra sit landstrænerjob på Færøerne, siger Peter Sørensen og tilføjer:

- Det er en klub, der er drevet på en lidt anden måde end de fleste andre storklubber. Klubben har stadig mange af sine egne kæmper ombord, og det at kende til Brøndby som klub, og at der er et solidt forankret personligt forhold mellem folkene i de store stillinger, kan være en god idé. 

Flere navne i spil

Ligesom Peter Sørensen har Flemming Toft også andre trænere i spil til det ledige trænersæde i Brøndby. Men kommentatorens bedste bud er Lars Olsen, der er landstræner for Færøerne og har været det siden 2011.

- Kasper Hjulmand kan også være i spil. Han er stærk i talentudvikling, som Brøndby gerne vil have, og Ebbe Sand gerne vil have. Noget, som Brøndby står for og altid har stået for, men jeg tror ikke, det er realistisk. Niels Frederiksen kunne også være et emne, men det tror jeg heller ikke på, siger Flemming Toft, der samtidig udelukker, at Michael Laudrup skulle være et emne i klubben.

- Michael Laudrup har fundet en ny vej i sit liv uden trænerjobbet. Jeg tror, at hvis han skal have et trænerjob igen, så skal det være noget større i udlandet. Så det tror jeg ikke på, men det bliver en mand med erfaring, og det bliver en mand med Brøndby-DNA, slår eksperten fast.

Brøndby ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i Superligaen, 22 point efter FC København på førstepladsen. I næste runde af Superligaen møder Brøndby Randers på hjemmebane.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret