Københavnere særligt udsatte: Eksplosion i antallet af birkepollen

De sidste dages solrige, tørre og varme vejr har været knap så sjove for pollenallergikerne i København.

Går du og snøfter og nyser og klør øjnene, så er der en helt naturlig forklaring i luften omkring os. 

Hvad er et højt birkepollental?

  • < 30: Lavt
  • 30-100: Moderat
  • > 100: Højt

Kilde: Astma-Allergi Danmark

For hvis ikke lige du er forkølet, kan der med stor sandsynlighed være tale om irritation i forbindelse med et meget højt antal af birkepollen i luften.

Pollentallet for birk er nemlig eksploderet i de sidste dage i forbindelse med solrigt og varmt vejr og en opfriskende vind.

Lørdag blev der således målt 1548 birkepollen i København, mens man fredag talte 865 og torsdag blot 35.

Allerede onsdag oplevede vi dog første skud af pollen, da vi fik den første omgang sol og varme i denne omgang, og der blev tallene henholdsvis 138 og 162 i København og Viborg.

København særligt udsat

København er et af de mest udsatte områder for lokal birkepollen, for da man udbyggede den københavnske vestegn i 1960’erne og 1970’erne brugte man i høj grad birk i tilplantningen.

På Amager er der desuden store områder med delvist selvsåede birketræer på både Amager Fælled og Kalvebod Fælled, faktisk Danmarks største sammenhængende birkeskove, og sammen med Vestegnens birketræer betyder det, at København nærmest er pakket ind i birk.

Birkepollensæsonen er dog typisk kort, så mange vil snart kunne ånde lettet op. De kommende dages mere ustadige vejr vil dog også i sig selv lægge en dæmper på birketræernes frigivelse af pollen.

Gode råd til pollenallergikere

  • Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.
  • Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
  • Undgå at tørre tøj udendørs i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj.
  • Hold siesta i timerne omkring frokost, hvor der er flest pollen i luften.
  • Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften.

Kilde: DMI - Danmarks Meteorologiske Institut

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik