København Zoo erkender: Den er helt gal hos isbjørnene

I samarbejde med tv2.dk

En trist isbjørn i et kinesisk indkøbscenter får danskerne til også at kritisere forholdene i København Zoo. Og der er noget om snakken, siger Zoo.

I et indkøbscenter i Kina går en trist isbjørn ved navn Pizza og svajer voldsomt med hovedet. Den gentager konstant bevægelsen i det omkring to meter brede glasanlæg. Igen og igen. 

Det har fået en lokal dyrerettighedsgruppe til at råbe vagt i gevær: Pizza har det ikke godt. Isbjørnen er stresset og udviser en stereotyp adfærd, der er meget skadelig. 

På TV 2's Facebookside har historien om isbjørnen Pizza imidlertid taget en dansk drejning. Flere læsere skriver, at de med egne øjne har oplevet den samme adfærd hos de to isbjørne i København Zoo.

Læs også Sensa'ZOO'nel fødsel i København: Første okapi-kalv i 50 år

OM STEREOTYP ADFÆRD:

En stereotyp adfærd er bevægelser som er relativt uvarierede, regelmæssigt gentaget og uden åbenlys funktion. Under udførelsen udskiller isbjørnen øgede mængder endorfiner, som virker smertestillende og giver en følelse af velbehag. Når isbjørnen udfører en stereotyp adfærd lindrer den derfor frustrationer og ubehag.

Læserne bakker hinanden op
- Der kørte den bare i ring og ring, med samme bevægelse uden nogen form for afbrydelser, skriver Stine Vendelin Parker i en kommentar på Facebook.

Hun bliver bakket op af mere end 20 andre brugere, som har set nøjagtigt det samme: 

- Den gjorde det også, da vi besøgte Zoo i søndags. Gik frem og tilbage på de samme 3-4 meter igen og igen og igen. Det var ikke til at holde ud at se på, skriver Carina Vive som svar til kommentaren. 

Det er rigtigt, at vores isbjørne er begyndt at udvise en delvis stereotyp adfærd, hvor de regelmæssigt gentager de samme bevægelser.

Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoo

Og faktisk er der noget om snakken. 

Zoo indrømmer stereotyp adfærd

Forholdene for isbjørneparret i den københavnske Zoo er ikke helt optimale, fortæller Bengt Holst, som er videnskabelig direktør i Zoo: 

- Det er rigtigt, at vores isbjørne er begyndt at udvise en delvis stereotyp adfærd, hvor de regelmæssigt gentager de samme bevægelser.

Og det er der en særlig grund til, siger han: 

- Vores isbjørne matcher ikke socialt. De kan simpelthen ikke lide hinanden, og især vores hunbjørn prøver at undgå hannen. Og det er et problem. Hun svømmer ofte frem og tilbage i anlægget, fordi hun føler sig presset.

Nye isbjørne til anlægget

Hunbjørnen svømmer især over tunnelen, hvor man som gæst kan følge med gennem glasset. Det gør hun for ikke at føle sig stresset. Hun kompenserer med andre ord ved at bruge den stereotype adfærd. 

Hunbjørnen kan godt finde på at give hannen én med lappen for at få ham til at gå væk. Hun skubber til ham og jagter ham gennem anlægget

Bengt Holst, videnskabelig direktør i Zoo

For at problemet ikke skal udvikle sig og på længere sigt skade bjørnene er København Zoo i fuld gang med at få byttet den ene isbjørn ud med en anden i det europæiske avlssamarbejde, som haven er en del af. 

- Det er en proces, som tager rigtig lang tid, og vi har faktisk arbejdet på at få den ene isbjørn flyttet til en anden zoo i et halvt år, siger Bengt Holst og fortæller, at det langt om længe ser ud til at lykkes: 

- Hvis alt går efter planen, er det vores han, som bliver flyttet til en ny zoo, og det kommer efter al sandsynlighed til at ske i løbet af vinteren. Vi arbejder derfor på at kunne byde en ny han velkommen i første halvdel af det nye år, siger Bengt Holst og fortæller, at Zoo ydermere har planer om at skaffe endnu en hunbjørn til anlægget. 

00:50

Nyhedsudsendelse fra 20. juli 2016

Luk video

Duer ikke - væk

Den delvist stereotype adfærd vil med andre ord kunne spores hos isbjørnene et par måneder endnu. Bengt Holst forsikrer dog om, at haven gør en hel masse for at aktivere isbjørnene og derfor distrahere dem fra hinanden. 

- Vi giver dem en masse fysiske udfordringer. Vi graver mad ned, som de skal finde, giver dem nyt legetøj, og de får is, de kan lege i, siger han. 

Indtil videre har der da heller ikke været nogle større sammenstød mellem de to bjørne: 

- Hunbjørnen kan godt finde på at give hannen én med lappen for at få ham til at gå væk. Hun skubber til ham og jagter ham gennem anlægget, men det er harmløst. Hun markerer bare.