København-stjerne efter DM-guld: "Jeg har spillet en gudesæson"

København Håndbolds Mia Rej havde svært ved at holde begejstringen tilbage, da de søndag vandt klubbens første DM-titel.

For første gang nogensinde kunne København Håndbold søndag eftermiddag løfte pokalen som bevis på, at de har vundet det danske mesterskab. 

Hjemme i Frederiksberg-Hallerne vandt hovedstadsklubben den tredje og afgørende DM-finale med 26-25 over Odense Håndbold efter en dramatisk kamp, hvor hjemmeholdets Mia Rej var en af de helt store oplevelser med seks mål og fem assist. 

Og det er kendetegnet for hele sæsonen, hvor den 28-årige playmaker har været holdets helt store stjerne i jagten på den guldmedalje, der glippede for et år siden. 

- Jeg føler, vi har kæmpet så hårdt. Da vi tabte sidste år, der gik jeg hjem, og så sagde jeg til mig selv, at nu skulle jeg træne røven ud af bukserne i sommerferien. Og jeg synes, jeg har spillet en gudesæson. Jeg er så stolt af at stå med den her guldmedalje, siger Mia Rej til TV 2 SPORT. 

- Det har været op ad bakke en gang imellem. Men hvor har vi fortjent det. Det havde Odense også, siger København-spilleren. 

Vanvittig stolt

København Håndbold vandt grundspillet og har gennem hele sæsonen holdt højt niveau, og derfor har holdets træner, Claus Mogensen, savnet noget respekt for præstationerne. 

- Jeg er vanvittig stolt. Vi har været bedst hele sæsonen, men man har ikke regnet med os. Nu står vi her og har vundet. Det er for sindssygt. De her piger skal have noget respekt nu, siger en rørt København-træner, Claus Mogensen. 

Guldet var ellers tæt på at ryge igen i år, da Odense Håndbold i løbet af 1. halvleg var foran med fire mål, men københavnerne kom tilbage, og det er kendetegnende for holdet, mener Claus Mogensen. 

- De er så seje til at komme tilbage. Vi har perioder, hvor vi ikke er særlig skarpe - også i løbet af sæsonen - men de er så gode til at komme tilbage. Vi var også ved at tabe det i 1. halvleg, men alligevel var de seje nok til at komme igen, siger Claus Mogensen. 

For et år siden var København Håndbold også i DM-finalen, hvor de i den tredje og afgørende kamp måtte se sig slået af Nykøbing Falster Håndbold. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik