Indbrudstyv dømt for over 700 indbrud: Her er mit første indbrud

Som 16-årig havde Martin Rasmussen allerede besluttet sig for en karriere som indbrudstyv. Når det valg er taget, kan det være svært at skifte bane.

Idéen var opstået flere dage før, og til en fest i Taastrup greb Martin Rasmussen fat i en kammerat og fik ham med. Nu skulle det ske. Den 16-årige knægt var klar til at begive sig ud i den lune augustnat for at begå sit første indbrud.

Martin Rasmussen og kammeraten begav sig mod stedet, de havde udvalgt. Byens rideskole. At det netop var rideskolen, der var målet, var ikke tilfældigt. Han havde brugt dag efter dag dér, og han kendte stedet som sin egen bukselomme. Her havde han selv gået til ridning og været medhjælper gennem længere tid.

Han vidste, at der stod fem slik- og sodavandsautomater fyldt med mønter lige inden for indgangsdøren til ridehallen. Her vidste han, at chancen for at blive forstyrret midt om natten var minimal.

Martin kørte af sted på sin crosser – en grøn og sort Kawasaki – mens hans kammerat kørte på en bordeauxfarvet Yamaha-knallert.

Det tog omkring 20 minutter, før de nåede til rideskolen, hvor de parkerede uden for rideskolens dengang bordeauxrøde ridehal. Den store hal lå ud til vejen ved siden af staldene, og over for hallen var den udendørs ridebane, hvor rytterne kunne træne med hestene. Bag rideskolen stod en campingvogn, som var beboet. Martin vidste dog, at vognen stod så tilpas langt væk, at der ikke var nogen fare for, at beboeren ville høre dem.

Fremme ved ridehallen lirkede Martin vinduet af og kravlede ind.

En let karriere

mandagens udgave af 'Station 2 Politirapporten' er betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi ude til to indbrud, hvor politifolkene sikrer spor og taler med husets beboere, der er frustrerede over og kede af at have haft ubudne gæster. Vi følger også med, når politiet inviterer borgerne til møde om at forebygge indbrud og lader en tidligere indbrudstyv som Martin demonstrere, hvor kort tid det tager at bryde et vindue op.

Indbruddet i ridehallen på Vestegnens Rideklub i Taastrup var Martins første indbrud. Inden da havde den 16-årige dreng kun beskæftiget sig med, hvad han selv kalder småkriminalitet – som at stjæle biler og knallerter. Men det skulle hele tiden være vildere, så livet ikke blev kedeligt og rutinepræget. Og pengene skulle komme let. Allerede fra en tidlig alder stod det klart for Martin selv, der i dag er 41 år, at han skulle være indbrudstyv.

- Det var bare lettere at begå kriminalitet end at stå op og gå på arbejde hver dag, siger han.

Og den dengang 16-årige Martin passer ind i statistikkerne. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd var 52 procent af de indbrudstyve, der i 2008-2009 blev sigtet for indbrud, mellem 16 og 25 år.

Tallene er dog behæftet med nogen usikkerhed, da det statistiske grundlag ikke er særlig stort. Faktisk er det kun seks-syv procent af alle indbrud i Danmark, der bliver opklaret.

- Og det er også svært at sige, om de unge indbrudstyve bare bliver taget mere af politiet, fordi de er nybegyndere og dermed dårligere til at begå indbrud end de ældre, siger Jon Elbek, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Skulle bevise sit værd

Hvorfor Martin endte som en del af kriminalstatistikkerne, har han selv svært ved at sætte ord på. Som i hvert fald en del af forklaringen peger han på en opvækst i et hårdt miljø og en svær skolegang med mobning og mange skoleskift.

Det var heller ikke de jævnaldrende klassekammerater, der trak, når Martin skulle have det sjovt. Det var i stedet de ældre, kriminelle drenge og unge mænd, som boede i kvarteret, hvor han var vokset op. Til at begynde med ville de nye kammerater ikke acceptere Martin som en ligeværdig i gruppen. Han skulle først bevise sit værd.

- Så lavede jeg noget, der var vildere end det, de gjorde. Og så blev jeg accepteret i gruppen. Det var dem, der introducerede mig til den hårde kriminelle verden, siger Martin.

Også på dette punkt passer Martin godt ind i kriminalstatistikkerne.

- Unge mennesker ender ofte i kriminalitet på grund af en dårlig tilknytning til skolen, mangel på gode, voksne rollemodeller og en generel dårlig trivsel, som gør, at de bliver risikosøgende, forklarer Jon Elbek.

Det første indbrud

Få dage før han listede ind ad vinduet, havde Martin besøgt rideskolen og sprayet sensorerne, der skulle forhindre indbrud, til med spraymaling. Så nu var der frit spil.

Mens Martin lirkede vinduet af og kravlede ind, stod kammeraten udenfor og holdt øje med, om der kom nogen.

Inde i hallen, som duftede intenst af savsmuld og hest, fandt Martin hurtigt frem til de farverige slik- og sodavandsautomater, som stod lige ved indgangspartiet op ad væggen, som de plejede.

Ét, to, tre højlydte knæk med et koben, som Martin havde taget med hjemmefra - og så var automaten åben. Derefter blev kobenet stukket ind i automatens indre, og ud kom pengekassen med de omkring 10.000 kroner. Martin gentog ved de næste fire maskiner, og i løbet af kort tid var alle fem automater tømt for 50.000 kroner.

De mange mønter blev lagt i fem Salomon-rygsække, som de unge drenge havde taget med til lejligheden. Der var så mange mønter, at bærestropperne knækkede, og de to unge drenge måtte binde dem sammen med reb fra halmballer, som de fandt i ridehallen.

Efter at have taget alle pengene fyldte Martin også kasser med lakridser, chokolade og vingummi i taskerne. Bagefter rakte han taskerne ud gennem vinduet, som han også selv kravlede ud af.

Indbruddet havde taget omkring 20 minutter.

Bagefter kørte de to drenge tilbage til festen, hvor de delte byttet. 20.000 til kammeraten og 30.000 til Martin, der tog den største del af byttet, fordi det var hans idé, og fordi det var ham, der havde begået selve indbruddet.

Men selvom han slap væk uden at blive set, var det ikke ensbetydende med, at han slap godt fra indbruddet.

Havde besluttet sig for en karriere som indbrudstyv

På trods af at Martin allerede havde udset sig en karriere som indbrudstyv, nagede samvittigheden ham alligevel lidt. Ikke på grund af handlingen, men på grund af rideskolen, som Martin tidligere havde oplevet som et sted, hvor han var blevet taget imod med åbne arme.

Den dårlige samvittighed blev dog hurtigt lagt på hylden.

- Det går ikke at have moralske skrupler, når man begår indbrud. Det fucker ens hoved op, hvis man først begynder at tænke for meget over det. Man bliver nødt til at bevare fatningen. Ellers er det ikke en branche, man kan være i.

I de efterfølgende måneder levede Martin godt af pengene, som han havde fået med sig fra rideskolen. Byttet blev brugt på knallerter, byture, nyt tøj og biografture, fortæller Martin, som ikke begik flere indbrud i den periode, hvor han levede af pengene fra indbruddet. Først da han løb tør for penge, begik han nye indbrud.

- Jeg gjorde det, fordi det var en nem måde at skaffe penge på.

Fik første dom for stribe af indbrud

Selvom Martin og hans kammerat ikke fortalte nogen om indbruddet på rideskolen, slap han ikke ustraffet fra forbrydelsen. Efter nogle måneder blev Martin anholdt i forbindelse med nogle andre indbrud, og politiet fandt ud af, at Martin også stod bag indbruddet på rideskolen.

Efter sin første dom for indbrud røg Martin ind og ud af fængslet – både med domme for indbrud, bankrøverier og grov vold.

Indbrud er da også én af de kriminalitetstyper, hvor recidivtallet, tilbagefaldet, er størst. Hele 70 procent begår ifølge Det Kriminalpræventive råd nye indbrud inden for to år efter dom.

Desuden var 45 procent af de personer, der i 2017 røg i politiets fælde, i gennemsnit sigtet for syv indbrud.

- Men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke har stået bag flere indbrud, siger Jon Elbek, der igen henviser til, at det kun er et lille antal af de indbrud, der bliver begået i Danmark, som ender med at blive opklaret.

Efter Martins første indbrud fulgte mange flere. Faktisk så mange, at Martin i dag sidder tilbage med domme for over 700 indbrud på sin straffeattest - og det er kun de indbrud, han er dømt for. Selv mener han, at han i hvert fald har begået det dobbelte antal indbrud over hele landet.

Først da Martin blev 34 år, kom han på andre tanker og lagde indbrudskarrieren på hylden.

Ifølge ham var det, der fik ham til at skifte livsbane, børn. Han ville ikke have, at hans børn skulle vokse op med en far, der sad i fængsel. Det er et løfte til sig selv, han siden har holdt.

I dag bor Martin, som er far til tre, hos sin mor og stedfar på en landejendom på Sjælland. Han får førtidspension og tager ud i hele landet og holder oplæg om, hvordan man undgår at få besøg af indbrudstyve.

Når han nu ser tilbage, kan han godt forstå, hvorfor nogle bliver forargede over den karriere, som han nu har lagt bag sig.

- Det er ikke noget, jeg er stolt af i dag.

Selvom Martin i dag ikke begår flere indbrud og sørger for at holde sin sti ren, er det en daglig kamp for ham at lægge de gamle vaner og den nemme måde at skaffe penge på fra sig. Som en tørlagt alkoholiker, der kæmper for at holde sig fra alkohol resten af livet.

- Hver gang jeg går forbi et åbent vindue i et hus, hvor der ikke er nogen hjemme, trækker det i mig. Det er noget, jeg kommer til at kæmpe med resten af livet, slutter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik