I tirsdags døde Torben – nu appellerer hans forældre til flugtbillisten, der dræbte ham

Onsdag den 5. april kører en bil over for rødt lys ved Christmas Møllers Plads på Amager – her rammer bilisten en cyklist men fortsætter.

I Hillerød sidder ægteparret Lone og Jørgen Berner. De har mistet deres søn - 41-årige Torben Berner. Den person, der dræbte deres søn, har stadig ikke meldt sig selv. Personen kørte over for rødt lys i krydset ved Christmas Møllers Plads på Amager i København, og Torben Berner, der kom cyklende for grønt lys, blev hårdt kvæstet. Vidner på stedet hjalp cyklisten og fik ringet efter en ambulance, men personen, der kørte bilen, kørte fra stedet og vendte ikke om.

- Vi synes, det er den værste forbrydelse overhovedet. Vi ville have haft forståelse for, at det kunne ske, men når man kører fra stedet på den her måde, så er det utilgiveligt, siger Lone Berner til Station 2 Efterlyst.

I dette lyskryds på Christmas Møllers Plads på Amager i København, blev 41-årige Torben Berner, så hårdt kvæstet, at han i tirsdags døde af sine kvæstelser. Flugtbillisten der kørte ham ned, har endnu ikke givet sig til kende. Foto: Station 2 Efterlyst
I dette lyskryds på Christmas Møllers Plads på Amager i København, blev 41-årige Torben Berner, så hårdt kvæstet, at han i tirsdags døde af sine kvæstelser. Flugtbillisten der kørte ham ned, har endnu ikke givet sig til kende. Foto: Station 2 Efterlyst

Flugtbilen kommer onsdag den 5. april klokken 20.46 kørende ad Torvegade i retning mod Amagerfælledvej, mens den 41-årige cyklist kommer kørende ad Christmas Møllers Plads mod Amagerbrogade. I krydset Christmas Møllers Plads og Amagerfælledvej ser et vidne, hvordan flugtbilen kører over for rødt og rammer cyklisten. Flugtbilen standser ikke, men kører efter påkørslen ad Amagerfælledvej og til højre af Amager Boulevard.

Flugtbilen beskrives som en større sort bil, måske SUV eller 4-hjulstrækker. Registreringsnummeret begynder muligvis med AC.

Et kendetegn ved den efterlyste bil er, at den muligvis er på såkaldte papegøjeplader. Det betyder, at bilens nummerplader er både hvide og gule. En bil med papegøjeplader er et erhvervskøretøj, som må anvendes privat.

Flugtbilen er i følge vidner en sort SUV-lignende bil. Muligvis med papegøjeplader der begynder med bogstaverne AC. Foto: Grafik AniMotion - Station 2 Efterlyst
Flugtbilen er i følge vidner en sort SUV-lignende bil. Muligvis med papegøjeplader der begynder med bogstaverne AC. Foto: Grafik AniMotion - Station 2 Efterlyst

Politiet mistede kontakt til vigtigt vidne

Det er et trafikeret kryds ulykken fandt sted i og flere vidner har derfor set, hvad der skete. Men der er særligt et vidne, som politiet meget gerne vil i kontakt med.

- Der er en person, der kører efter flugtbillisten efter ulykken, og han skulle have taget et billede af bilen, flugtbillisten kørte i. Det vidne vil vi meget gerne tale med. Han er kørende i en hvid mandskabsvogn med et trælad bagpå, forklarer René Rølling, efterforsker ved Københavns Politi.

Det var en mandskabsvogn mage til den her, som det vigtige vidne kørte i. Et vidne der skulle have taget billede af flugtbillistens bil. Politiet vil rigtig gerne i kontakt med manden igen, og håber han vil henvende sig til dem. Foto: Privatfoto - Station 2 Efterlyst
Det var en mandskabsvogn mage til den her, som det vigtige vidne kørte i. Et vidne der skulle have taget billede af flugtbillistens bil. Politiet vil rigtig gerne i kontakt med manden igen, og håber han vil henvende sig til dem. Foto: Privatfoto - Station 2 Efterlyst

Vidnet i den hvide mandskabsvogn kørte faktisk tilbage til ulykkestedet og talte med en politibetjent. Her aftalte de, at han skulle sende billedet til politibetjenten, men billedet blev aldrig modtaget af betjenten, og derfor mistede de kontakten til vidnet.

- Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at sådan noget kan ske. Vi ved ikke, hvad der er gået galt, men der sker meget på sådan et ulykkessted, og der kan jo være nogle tal der er blevet opfattet forkert. Under alle omstændigheder håber vi, at vidnet henvender sig til os igen, så vi kan få talt med ham og hørt nærmere om, hvad han så, siger René Rølling.

Tag ansvar for dine gerninger

Både Lone og Jørgen Berner er dybt påvirket, af det der er sket, og at deres søn, på brutal vis, er revet væk fra dem og fra sine to små børn.

- Jeg håber virkelig ikke, at andre bliver udsat for sådan noget her. Det er simpelthen det værste. Vedkommende må virkelig være kynisk og have nok i sig selv, når han kan køre fra en cyklist, han har ramt, siger Jørgen Berner.

Efter ulykken var Torben Berner hårdt kvæstet. I tirsdags døde han på hospitalet omgivet af sine nærmeste. Forældrene har en alvorlig appel til gerningspersonen:

- Tag ansvaret for dine gerninger, og stå ved hvad du har gjort, slår de begge fast over for Station 2 Efterlyst

Har du oplysninger i sagen, så ring til Københavns Politi på 1-1-4


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik