I dag falder dommen for dødssejlads med vandscooter

Anklager mener, at vandscooterulykke skal straffes som ved en dødsulykke på land.

Himlen var blå og spejlede sig i vandet i Københavns Havn, da en udlejningsbåd med de amerikanske udvekslingsstuderende Linsey Malia og Leah Bell ombord blev sejlet ned af en vandscooter.

Linsey Malia trak ikke vejret igen. Hun blev 21 år gammel. Leah Bell åndede ud få timer senere på Rigshospitalets traumecenter. Hun nåede at blive 18 år.

Det var den 6. maj 2017. Den sidste lørdag aften, de to unge kvinder havde i København, inden de skulle hjem til hjemstaterne Massachusetts og Louisiana. 

Dom torsdag klokken 14

Torsdag klokken 14 falder dommen over en nu 25-årig mand, der allerede kort efter ulykken tilstod, at han havde sejlet udlejningsbåden ned.

Samt over syv andre sejlere, der ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi i forening og efter fælles aftale med den 25-årige har gjort sig skyldig i hasarderet og farlig vanvidssejlads, der med vilje skulle chikanere andre personer i havnen.

Anklager Elisabeth Boserup har procederet for straffe på henholdsvis fire år til den hovedtiltalte og seks til otte måneders fængsel til de øvrige, mens forsvarer Jane Ranum har procederet for, at hendes 25-årige klient ikke skal straffes med mere end ét års fængsel:

- Jeg mener, at han skal have en straf, som han kan mærke. Men det er og bliver en ulykke, procederede Jane Ranum.

De øvrige forsvarsadvokater mener, at deres klienter skal frifindes. 

En 25-årig mand erkendte i Københavns Byret i dag at have forårsaget to unge amerikanske kvinders død i forbindelse med en ulykke med vandscooter i Københavns Havn. Også  7 andre, der sejlede sammen med ham i Inderhavnen, er tiltalt i sagen.

Farlig sejlads

Anklageren henviste desuden i sin afsluttende procedure til rækken af vidner, der har beskrevet gruppen af vandscootere sejle gennem havnen i høj fart og på en måde, så andre sejlere blev udsat for fare.

- Som også Mikkel Beha så det, sagde anklageren med henvisning til den rutinerede sejler, der har været blandt de indkaldte vidner i retssagen.

Anklagemyndigheden mener desuden, at alle vandscooterne skal beslaglægges - blandt andet med henvisning til, at det ellers kan krænke folks retsfølelse.

Ligesom der er tale om bøder og erstatningsansvar.

Ny lovgivning

Efter ulykken har Københavns Politi fået en mindre patruljebåd, der blandt andet skal holde vandscootere ude af inderhavnen, ligesom det fra første januar kræver et særligt førerbevis, hvis nogen lovligt vil sejle på vandscooter.

Loading...

Loading...

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik