Hun er eneste læge i København, der har åbent for nye patienter

Nystartet lægepraksis i Tingbjerg bliver kimet ned af nye patienter. I løbet af tre måneder har den praktiserende læge fået 1200 nye patienter.

Praktiserende læge Amneh Hawwa åbnede sin nye praksis i Tingbjerg i København den 1. april.

Siden har hun hver eneste dag fået opringninger fra nye patienter, der gerne have hende som læge.

Amneh Hawwa er nemlig den eneste praktiserende læge i hele Københavns kommune med 600.000 indbyggere, der har åbent for nye patienter.

Og behovet er stort. Hun startede i april med 400 patienter, og nu er hun allerede oppe på 1600.

- Vi har meget travlt, konstaterer Amneh Hawwa.

- Patienterne ringer og siger, at jeg er den eneste læge, der har åbent, fordi alle de andre er lukkede. Der er flere af min kollegaer her i området, der har lukket deres lægepraksis. Alene i de sidste tre måneder er der tre, der har lukket. Så patienterne søger andre steder hen, fortæller hun.

Amneh Hawwa er den eneste praktiserende læge i hele Københavns kommune med 600.000 indbyggere, der har åbent for nye patienter.
Amneh Hawwa er den eneste praktiserende læge i hele Københavns kommune med 600.000 indbyggere, der har åbent for nye patienter.
Foto: TV 2

70 procent har lukket

Presset på de praktiserende læger er ikke kun et københavner-fænomen. Nye tal fra Sundhedsministeriet viser, at ved nytår havde næsten 70 procent af de praktiserende læger lukket for nye patienter. I store byer som København og Aalborg er der næsten lukket for tilgang, og i kommuner som Glostrup, Holbæk og Langeland er der helt lukket for nye patienter hos de praktiserende læger.

I dag præsenterede regeringen et initiativ, der skal få flere læger til at blive praktiserende læger, og i særdeleshed få læger til at gå sammen i læge- eller sundhedshuse med flere læger tilknyttet.

- Det vil sikre flere unge læger ud i almen praksis indenfor kort tid. Men også flere af de ældre praktiserende læger, at vi aflaster dem, så de vil have lyst til at blive et par år ekstra, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Fokus på supersygehusene

Da hun præsenterede regeringens initiativ i dag, erkendte hun, at der i de sidste par år har været meget fokus på at få de nye supersygehuse op at stå – og for lidt fokus på de praktiserende læger.

- Derfor er der måske nogen, der har vendt ryggen lidt til almen praksis, og dem skal vi simpelthen have til at se mulighederne, så nogle af de almene medicinere, der er uddannet, og som arbejder inde på sygehusene, også søger ud og vil investere i almen praksis, siger Ellen Trane Nørby.

- Det er meget, meget krævende

I Tingbjerg håber Amneh Hawwa, at initiativet vil gøre en forskel.

- Jeg håber, det kommer til at virke, for det er nødvendigt. Problemet er, at det er meget, meget krævende at være praktiserende læge. Der er mange regler og mange krav, og der er færre af os efterhånden, så der bliver flere og flere krav til os, der er tilbage. Vi skal leve op til et ideal om at være patientens egen læge, at være familielægen, siger hun og fortsætter:

- Men hospitalerne er begyndt at udskrive tidligere, så der bliver hældt flere og flere opgaver over på os. Og der bliver flere og flere ældre patienter, som ikke kan komme til os. Det betyder, at vi skal komme til dem, siger hun.

Titlen som den eneste praktiserende læge i København, der har åbent for nye patienter, siger hun i øvrigt snart farvel til:

- Jeg skal lukke for tilgang snart, for jeg er fyldt op, når der er 1700 patienter. Det er om en måned eller sådan noget, siger Amneh Hawwa.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik