Holder sig inde, når det bliver mørkt - bandekonflikt gør borgere utrygge

På Nørrebro er borgerne påvirkede af den verserende bandekonflikt.

De seneste tre uger har bandekonflikten været en del af gadebilledet i hovedstadsområdet.

Særligt i området omkring Mjølnerparken på Nørrebro, hvor bandegrupperingen Brothas hører til, har flere skudepisoder udspillet sig.

TV 2 tog ud på Nørrebros gader for at høre, om bandekonflikterne i området har gjort beboerne og butiksejerne utrygge. 

- Når jeg cykler i området, så tager jeg normalt min hætte af. Den signalerer nemlig en type, som jeg ikke har lyst til at sættes i forbindelse med, siger 27-årige Line Hansen, der arbejder i området. 

- Jeg gør det også for at vise, at jeg er en pige og ikke har noget at gøre med det her. 

Bange for at blive ramt

Siden midten af september har den lange række af skyderier stået på.

Så sent som tirsdag den 25. september blev der affyret mellem fire og fem skud ved Københavns Nordvestkvarter. Og fire dage forinden blev to tilfældige personer ramt af skud, mens de sad i hver deres bil

- Det er vildt og skræmmende, at man nu skal tænke over, om man måske har en bil, der ligner en af de involveredes (bandemedlemmer, red.) biler, siger Line Hansen.

Hun forklarer, at hun af samme grund har bedt sin kæreste om ikke at køre igennem Nørrebro og dets sidegader om aftenen. 

Overblik over den seneste tids skyderier i og omkring København.
Overblik over den seneste tids skyderier i og omkring København.
Foto: TV 2

Datter må ikke gå alene

Nogle af beboerne i området fortæller, at de også er påvirkede af, hvordan situationen er i øjeblikket. 

- Jeg tænker ofte: "Skulle man virkelig være uheldig og være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?", siger Pia Enevoldsen, der arbejder som frivillig i Røde Kors-butikken på Nørrebrogade.

- Men jeg kan ikke undgå at komme vejen forbi, for jeg skal jo på arbejde, ud at handle og hjem, så der er ikke meget, jeg kan gøre.

Også børnefamilier udtrykker bekymring for den verserende bandekonflikt mellem bandegrupperne Brothas og NNV.

Kia Simonsen har for ganske nyligt lært sin 6-årige datter selv at gå til og fra sin træning i kampsporten Taekwondo. Turen er hverken lang eller kompliceret, men grundet bandekonflikten får datteren i fremtiden ikke lov til at tage den alene. 

- Jeg kan mærke, at jeg er så bekymret over, at hun går derover alene, at vi kommer til at lave om på det nu, siger Kia Simonsen, der er en af Mjølnerparkens beboere. 

Samtidig har familien skåret ned på aftenture og holder sig derfor inde, når det begynder at blive mørkt.

Bandegruppen holder til på Nørrebro, og det gør beboerne og butiksejerne utrygge.
Bandegruppen holder til på Nørrebro, og det gør beboerne og butiksejerne utrygge.
Foto: Liza Krasnova Skov / TV 2

Omsætningen er faldet

Medarbejderne af de omkringliggende butikker har, udover at have overhørt skud og set politibiler med fuld udrykning køre forbi, også kunnet mærke episoderne økonomisk.

En af de virksomheder er pølsevognen Byens Pølser, som ligger et stenkast fra Nørrebro Station. 

Her har man det seneste stykke tid oplevet et fald i indtægten, og ejeren af vognen afviser ikke, at det skyldes de seneste ugers bandeopgør.

- Der er masser af politi omkring, så jeg føler mig ikke på samme måde utryg, som andre måske gør, men jeg har kunnet se på omsætningen, at den er faldet med 20-30 procent, lyder det fra Titan Gassa, der driver pølsevognen.

I boden er bandekonflikten et meget brugt samtaleemne med kunderne. 

- Nogle gange joker vi om det og siger: "Pas på, du ikke bliver skudt!". Det hele skal ikke altid være så alvorligt, siger Titan Gassa. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik