Her skal du slå, hvis du vil smadre fastelavnstønden

Går du efter at blive kattedronning til fastelavn, er det en god idé at kende den videnskabelige tilgang til tøndeslagning.

Hvor og hvordan skal du slå på fastelavnstønden for at have størst chance for at slå bunden ud og vinde titlen som kattedronning?

Det har TV 2 spurgt lektor i konstruktioner ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Holger Koss om.

Herunder gennemgår vi ekspertens råd om, hvordan dine slag har størst chance for at få bunden til at gå ud af fastelavnstønden. 

Et slag på den øverste del af tønden

Slår du på den øverste tredjedel af tønden, vil den gynge og bevæge sig meget. Dermed går slaget ikke ind i tøndens struktur, men får den altså i højere grad blot til at bevæge sig. Dit slag har dermed den mindste mulige effekt, hvis du slår på tøndens øverste del.

- Tønden vil danse, rotere og flytte sig. Den øverste del er let, og derfor er effekten mildest her, siger Holger Koss.

 Grafik: Lasse Kalhauge
 Grafik: Lasse Kalhauge

Et slag på midten

Dit slag får større effekt, når du rammer på midten af tønden. Den bevæger sig ikke så meget, fordi vi kommer tættere på tøndens tyngdepunkt (tyngdepunktet er i bunden, når der er fyldt noget i tønden, red.). Energien fra slaget bliver bedre overført, når du rammer tønden på midten i forhold til at ramme den på den øverste del. 

Et slag på bunden

For at have størst chance for at smadre tønden skal du slå på den nederste tredjedel.

Tøndens tyngdecentrum er i bunden, og det bliver forstærket af, at den typisk er fyldt med appelsiner og slik, der vejer til. Det betyder, at slaget har sværere ved at flytte tønden.

- Derfor går energien fra slaget ind i tøndens struktur, og så begynder vi at ødelægge den, siger Holger Koss.

- Hvis energien ikke overfører sig som en bevægelse i tønden, så skal tønden tage slaget og energien ind i sin struktur. Dermed bliver det de enkelte elementer, brædder, søm og lim, der skal bære den deformation, og så kan det være, at tønden bliver overbelastet, siger Holger Koss og slår fast, at det er den effekt, der får tønden til at gå i stykker. 

Joker-metoden

Mens hovedteorien er, at du skal slå på den nederste tredjedel, er der dog også en joker-metode. Den går ud på, at du går direkte efter den nederste metalring, der holder sammen på tønden.

- Hvis tønden vender sådan, at jeg kan ramme metalremmen der, hvor den er sat sammen, så vil jeg gå efter at ramme den. På den måde forsøger jeg at ødelægge delene i stedet for brædderne. Hvis slaget ødelægger remmen der, hvor den er sat sammen, vil tønden åbne sig som en pose, hvor bunden går ud, siger Holger Koss.

- Vender tønden ikke sådan, at jeg kan ramme metalringen, hvor den er låst, vil jeg gå efter den mere klassiske metode, hvor jeg sigter efter den nederste tredjedel, siger han og peger på, at det også er yderst relevant, hvordan man svinger fastelavnskøllen. 

Sådan skal du svinge køllen

Der er stor forskel på, hvilken effekt slaget har, alt efter fra hvilken vinkel du rammer tønden.

Holger Koss anbefaler, at du svinger fastelavnskøllen i en ret vinkel.

- Når du slår i en ret vinkel, er der stor chance for, at køllen bliver stående, og tønden flytter sig. Dermed har du den perfekte overgang af energi, hvor du overfører energien til tønden. Det er den energi, der ødelægger tønden, og det kan man ikke, når man rammer den skråt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik