Foto: Berit Roald, Scanpix

Her kan du se EM-finalen på storskærm

I samarbejde med tv2.dk

TV 2 inviterer danskere i alle aldre til fodboldfest i Aarhus og København, når Danmark spiller EM-finale i kvindefodbold mod Holland søndag.

Torsdag aften skrev de danske fodboldkvinder historie, da de spillede sig i EM-finalen for første gang nogensinde. 

Over én million seere så med, og nu får danskerne chancen for at hoppe op fra sofaen og ud i den friske luft, når TV 2 inviterer til fodboldfinale på storskærm i Aarhus og København.

I Aarhus foregår det på Bispetorv, mens festen i København holdes på Rådhuspladsen.

Finalekampen mod Holland vises klokken 17.00, men storskærmene tændes allerede klokken 15.05, når der sendes optakt til finalen. 

- TV 2 har en stolt tradition for at samle danskerne om de store begivenheder, og lige nu er kvindelandsholdet med over en million seere til EM-semifinalen dét, vi taler om og følger med i. Derfor er EM-finalen en begivenhed, som vi gerne vil give mulighed for at se på storskærm sammen med fodboldentusiaster i alle aldre, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen. 

Læs også Fik kun 11 kampe for Brøndby: Nu skifter han til Roma

Kvindelandsholdet samler nationen

I Aarhus gennemføres storskærmsarrangementet i samarbejde med kommunen, og her glæder rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad sig over, at Aarhus på den måde kan være med til at fejre kvindelandsholdets succes.

- Det danske kvindelandshold har formået at samle nationen. De har med deres charme, fællesskab og sportslige succes formået at spille sig ind i vores hjerter. Jeg ser frem til en fantastisk fodboldfest i hjertet af Aarhus og krydser fingre for den ultimative succes i Holland, siger Rabih Azad-Ahmad.

Der er gratis adgang til storskærmsarrangementerne i Aarhus og København. 

Læs også FC København overvejer at satse på kvindefodbold

I samarbejde med tv2.dk