Foto: Torkil Adsersen / Scanpix

Her er YouSees kompensation til kunderne – ikke alle er tilfredse

I samarbejde med tv2.dk

YouSee undskylder kæmpe nedbrud med gratis film til kunderne.

TV-udbyderen YouSee har sammensat en filmpakke, som ’et plaster på såret’ for det store nedbrud på tv-signalet, der ramte mange kunder over hele landet nytårsaften.

Den lovede kompensation, som nu er kommet, betyder, at kunderne fra på lørdag og måneden ud får fri adgang til masser af film. Det skriver YouSee i en mail til deres kunder.

De har endnu ikke fortalt, hvad årsagen var til det massive nedbrud.

Filmpakken indeholder adgang til filmkanalen Viasat Film Premiere, som kunder kan se på deres tv. Derudover indeholder pakken fem udvalgte lejefilm og over 250 film fra Viasat, som kan ses på mobil, tablet, pc og tv-boks.

På YouSees Facebookside har kunder allerede reageret på mailen. Og de første kommentarer udtrykker ikke lutter begejstring.

- Jeg håber virkelig, at I tænker på de mange ældre mennesker, der sad alene nytårsaften og ikke kunne se tv. Mange af de ældre har ikke mulighed for/ønske om kompensation i form af gratis film eller lignende. De bør have anden kompensation i form af kredit på deres næste opkrævning, skriver Winni Stenholdt Kristensen.

En anden kunde havde sat næsen op efter en lignende kompensation i form af kolde kontanter:

- Der mangler stadigvæk teksttv på flere kanaler. Og så ønsker jeg/vi kompensation ikke i form af underholdning men i cold cash, skriver Lars Reyman.

Tak, men nej, tak

Og Iben Pedersen kender personligt nogle, der passer på Winni Stenholdt Kristensens bekymring.

- Jeg er ked af, hvis jeg lyder utaknemmelig, men på vegne af henholdsvis min far, som er på plejehjem, og min mor, som bor i ældrebolig, og som hver især sad alene med sort skærm nytårsaften - og absolut ikke kan finde ud at at se filmpakker på TV, så må jeg bare sige tak, men NEJ, TAK. Vi er ved at se, om vi kan få andre tv-løsninger på deres repektive adresser, skriver Iben Petersen.

Det er dog ikke kun utilfredse kunder, der har luftet deres mening.

- Super og yderst generøs filmpakke som kompensation for nedbrud. Synes faktisk, den er overdrevet stor i forhold til problemet, skriver Christoffer Hundahl Hansen og takker for pakken.