Foto: Privat

Har aldrig fået mindre end 12 - bliver student med snit på 13,7

I samarbejde med tv2.dk

Det næste år vil Anna-Sophie Thein fra Fredensborg bruge på at lære et par sprog, og så vil hun læse i udlandet.

På Anna-Sophie Theins studenterbevis kommer der til at stå 12 alle steder. Uden undtagelser.

Sådan så det også ud, da hun i sin tid gik ud af 9. klasse, så hun har aldrig prøvet andet.

- Jeg havde jo en ide om, at hvis det var muligt, ville jeg gå efter kun at få 12-taller. Da jeg så fik de skriftlige karakterer, kunne jeg godt se, at det nok ville lade sig gøre, siger hun.

Læs også En speciel dag: Jon på 99 år gav oldebarnet studenterhuen på

I sin sidste eksamen var hun oppe i metodefaget almen studieforberedelse, hvor hun i fagene biologi og kemi havde skrevet om, hvordan man kan efterligne naturens materialer i menneskeskabte materialer. Dét udløste det sidste i rækken af 12-taller fra Espergærde Gymnasium og HF.

- Det er min mor, der har talt, men ifølge hende er det 37 12-taller i alt, hvilket både dækker over årskarakterer og eksamenskarakterer. Jeg tror egentlig, at det var en lettelse, at det var ovre, og at jeg var færdig. Jeg har været så spændt og arbejdet så længe, så det var en meget lettet følelse, da jeg var færdig, siger hun.

Tangerer rekorden

Da hun har haft seks A-niveau fag, dansk, historie, matematik, engelsk, fysik og kemi og samtidig har tænkt sig at læse videre inden for to år, lander Anna-Sophie Theins karaktergennemsnit på imponerende 13,7. Dermed tangerer hun rekorden for det højeste snit nogensinde.

Anna-Sophie Theins bror David Thein Aagaard blev student fra Espergærde Gymnasium i 2013, dengang også med gymnasiets højeste gennemsnit på 13,3. Foto: Privatfoto Foto: Privat

- Der har været nogle fester, hvor jeg har sagt nej, selvom jeg egentlig godt ville med. Men det er sjældent. Jeg har haft masser af venner og haft tid til både at se dem og til at få trænet. Jeg har også haft tid til at have en kæreste og gå til fester. Mine høje karakterer har ikke stået i vejen for mig, men jeg har lagt nogle timer, og det er noget, jeg har arbejdet for. Det er noget talent, så er det slid og så lidt held, siger Anna-Sophie Thein, der bor i Fredensborg.

Vil til udlandet

Studenterkørslen sammen med gymnasieklassen er på fredag, og når sommerferien er overstået, vil hun rejse henholdsvis et halvt år til Spanien og et halvt år til Frankrig for at arbejde og lære de to sprog. Derefter er det ikke sikkert, at hun vil komme tilbage lige foreløbig.

Læs også Tillykke til årets studenter: Send os jeres billeder

- Jeg gik på en international skole i Bruxelles i 8. klasse, fordi jeg fik et stipendium. Den internationale atmosfære, jeg oplevede der, og den måde at gå i skole på fangede mig. Det vil jeg gerne søge tilbage til. Det er derfor, jeg ved, at jeg vil læse i udlandet nu. Så jeg vil søge ind på Oxford eller Cambridge og læse. Hvad jeg vil læse, ved jeg ikke endnu, siger hun.