Han så Peter Madsen som sin mentor: - Der har været et monster skjult indeni

Station 2 har fulgt en af Peter Madsens nære kollegaer under retssagen. Han har svært ved at forstå, at hans forbillede skulle have slået ihjel.

- Det har alt sammen været en løgn. Det har været en maske. Det var ikke ham, jeg troede, jeg kendte. Der har været et monster skjult indeni.

Kasper Emil Feld taler om den mand, han indtil for nylig arbejdede for og anså som et forbillede. Den drabsdømte Peter Madsen, der ifølge Københavns Byret seksuelt misbrugte og myrdede den svenske journalist Kim Wall.

- Han lærte mig utrolig meget. Han var en mentor for mig. Nu har Peter ødelagt det hele, og jeg forstår ikke hvorfor.

- Var det virkelig det værd? Han har ødelagt sin livsdrøm. Hvorfor?, spørger Kasper Emil Feld sig selv. 

Havde et godt samarbejde med Peter Madsen

TV 2s kriminalmagasin Station 2 har fulgt Kasper Emil Feld under retssagen mod Peter Madsen - en sag, han også har vidnet i.

Han er uddannet fysiker og mødte første gang Peter Madsen til et foredrag. Kasper Emil Feld var imponeret over den berømte opfinder, der gik under øgenavnet Raket-Madsen, og gik efter foredraget op på scenen for at stille opfinderen et par spørgsmål.

- Siden da har jeg været en del af rumlaboratoriet. Han havde bare en charme og en måde at inspirere folk, der gav én lyst til at arbejde hårdt på at få noget til at lykkes, fortæller Kasper Emil Feld.

Som en del af Raket-Madsens Rumlaboratorium arbejdede Kasper Emil Feld tæt sammen med Peter Madsen, og de supplerede hinanden godt:

- Han havde en masse erfaring med praktisk stålarbejde, svejsning og med at få ting til at ske, som jeg manglede. Jeg havde jo en masse teoretisk viden i kraft af min uddannelse som fysiker. Det var jo et godt samarbejde. Der skete nogle ting. 

Fund af torso blev vendepunkt

Natten mellem den 10. og 11. august blev Peter Madsens ubåd Nautilus meldt savnet. Relativt kort tid efter blev den dog fundet og Peter Madsen reddet i land. Kasper Emil Feld husker tydeligt de første døgn, hvor Kim Wall fortsat var savnet.

- Vi håbede jo på, hun dukkede op lige om lidt med tømmermænd og sagde: "Ja, han satte mig af der. Har folk ledt efter mig?"

Men efter en uge uden spor af Kim Wall begyndte Kasper Emil Feld og de andre ansatte for alvor at blive urolige, fortæller han.

Få dage efter dukkede en torso uden hoved, arme og ben op ved kysten på Amager. Håbet om, at det skulle være en misforståelse, forsvandt. 

Og det blev hurtigt slået fast, at torsoen tilhørte Kim Wall. Det blev et vendepunkt.

- Det ramte mig. Der tog jeg ikke på arbejde. Det var der ingen af os, der gjorde, fortæller Kasper Emil Feld.

- Jeg tror, det er en psykopat-ting

På den femte retsdag, den 26. marts, vidnede Kasper Emil Feld mod sin tidligere arbejdsgiver. Forud for sin vidneforklaring var han nervøs og havde mange tanker om, hvordan han kunne tage så meget fejl af Peter Madsen:

- Det er en anden Peter, jeg skal vidne mod i sagen nu. Det er en Peter, jeg ikke kender. Jeg tænker hele tiden: ”Er den, jeg kendte, der stadigvæk? Var han der nogensinde? Fandtes han nogensinde?”

I Københavns Byret spurgte anklageren blandt flere ting ind til en sav og en skruetrækker i ubåden. Begge dele vigtige dele i anklagemyndighedens bevisførelse mod Peter Madsen.

Her kan du læse TV 2s liveblog fra dagen, hvor Kasper Emil Feld vidnede.

Forsvareren spurgte desuden ind til Kasper Emil Felds opfattelse af Peter Madsen. Kasper Emil Feld beskrev opfinderen som empatisk og energisk, men fortalte også, at Peter Madsen hurtigt kunne blive arrig.

 

 Da Kasper Emil Feld kom ud af retsbygningen, mødte Station 2 ham:

- Jeg havde ikke troet, det kunne ske, men der dukker alligevel noget tvivl om… Kunne han være uskyldig, altså.

- Han er virkelig god til at være sympatisk, og jeg tror nu, at det er en psykopati-ting. Men det virker jo. Det virker så sindssygt godt. 

- Det bringer jo ikke Kim Wall tilbage

Onsdag den 25. april faldt byrettens dom over Peter Madsen: Fængsel på livstid for drab, seksuelt misbrug og usømmelig omgang med lig.

En dom, der ikke kom som en overraskelse for Kasper Emil Feld, men som alligevel lettede. Han er glad for, at Kim Walls forældre nu har fået en form for afklaring.

- Det var, hvad man kunne forvente og håbe. Men det bringer jo ikke Kim Wall tilbage, siger han.

Peter Madsen ankede øjeblikkeligt dommen til Østre Landsret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik