Han blev skudt af Taleban og var død i tre minutter - nu vil han ikke slippe livet som soldat

Fire kugler fløj henover hovedet på ham. Iført kampvognsdragt, vest og hjelm kæmpede han sig på maven frem i sand, sten og støv. Han skulle væk nu.

Den danske kampvognskommandør var alene på landjorden i den urolige Helmand-provins i Afghanistan. Resten af hans besætning sad i bæltekøretøjet flere meter derfra.

En smerte borede sig ind i hans højre skulder. Jacob Panton kendte den. Det var ikke første gang, han var blevet skudt.

Denne gang sad kuglen fem centimeter over det kun tre uger gamle skudhul.

Skulle han overleve, måtte han søge i dækning for snigskytten. Han tog en beslutning.

Han kravlede hen til kampvognen og krøb ind i bæltet på det over 60 tons tunge køretøj. Han råbte op til besætningen, at de ikke måtte starte motoren. Hvis kampvognen kørte bare en lille smule, ville Jacob blive knust på stedet.

Pludselig gik den enorme dieselmotor i gang med et brøl.

Ville gøre en forskel

Jacob Panton havde været soldat i ti år - de seneste år som kampvognskommandør. Egentlig burde han ikke have været på patrulje den sidste januardag i 2012.

Den historie foldes nu ud i dokumentaren 'Den døde soldat'.

Tre uger tidligere var han blevet skudt i armen af en taleban-kriger med en riffel, mens han havde støttet de afghanske styrker i kamp.

Reglerne foreskriver, at alle, der bliver ramt af skud, skal hjem til lægelige undersøgelser i Danmark, inden de kan få lov at fortsætte i Afghanistan. Men Jacob ville ikke hjem.

Han var blevet indlagt på felthospitalet, og på et tidspunkt havde han øjnet en chance for at stikke af og tage tilbage til den danske base. En enkelt kugle skulle ikke stoppe hans mission.

Han var soldat for at gøre en forskel og for at hjælpe mennesker, der havde brug for det.

Det begyndte dog mere tilfældigt for Jacob Panton.

Først havde det bare været et lavt nummer ved session, der gjorde, at han trak i militæruniformen. Men efter terrorangrebet i New York 11. september og sin første udsending i Kosovo i 2002 havde han mærket et kald.

I dag handlede det også om broderskabet i militæret.

Han ville ikke svigte de tre mænd, som i flere år havde været hans faste besætning i kampvognen. For Jacob ville det være som at efterlade sin familie i en krigszone.

Desuden skulle der altid være fire mand ombord i kampvognen, for at den kunne fungere.

Dette var Jacobs femte mission. Hjemmefra havde han forberedt sig på, at Helmand-provinsen i Afghanistan var forbundet med en høj risiko. Fjenden var blevet dygtigere med årene - og hans hold endte også mere i kamp end forventet.

På Jacobs allersidste patrulje den morgen i januar 2012 havde han fået ordre på at vise et nyt hold soldater rundt i terrænet. Men for første gang var han ikke tryg ved den mission, han skulle ud på.

31. januar 2012

Jacob havde aldrig før udtrykt sin bekymring for familien derhjemme, men denne gang ringede han hjem til sine kone Charlotte. Bare for at tale med hende en sidste gang, hvis nu…

- Hvis der sker noget, så ved du, hvad du skal gøre. Du ved, hvor konvolutten og testamentet er, sagde han.

- Hvad snakker du om? Du har lovet at komme hjem, svarede hun.

- Ja, det gør jeg også. Jeg havde bare lige brug for at tale med dig. Vi ses, sagde han.

- Ja, hej hej.

Om morgenen kørte en kortege af Leopard 2A5-kampvogne ud i solskinnet fra den danske base Camp Price. I et af bæltekøretøjerne stod Jacob Panton i tårnet med en dårlig fornemmelse.

Inden afgang havde han udtrykt bekymring for turen over for sin delingsfører – den urolige Helmand-provins var et dårligt sted ”at tage på sightseeing”, var hans erfaring.

Måske skyldtes den dårlige fornemmelse, at det var hans sidste dag. Måske sad skudepisoden tre uger tidligere stadig lidt i ham. 

Såret i skulderen var knap helet og mindede ham om den fare, der lurede tæt på lejren.

Mislyden i kampvognsbæltet

Jacob og besætningen var tre kilometer væk fra lejren, da han bemærkede en mislyd.

Efter at have tilbragt hundredvis af timer i en varm kampvogn var han hurtig til at høre, at noget var galt. Lyden kom fra det ene kampvognsbælte. De var nødt til at undersøge det. Ellers kunne de risikere pludselig at sidde fast i ørkensandet med et mekanisk problem.

Ligesom kaptajnen ombord på et skib skulle kommandøren altid være den sidste til at forlade en kampvogn med problemer. Alligevel forlod Jacob det pansrede helle.

Hans fornemmelse for, at noget kunne gå galt den dag, var så stærk, at han ikke ville byde nogen fra sin besætning det. Mod de uskrevne regler åbnede han derfor lugen og trådte ned på landjorden.

En connector, der holdt bæltet sammen, var gået løs. Tabte de den, ville hele bæltet ryge af, så Jacob gik i gang med at hamre den på plads med en stor firkantet hammer.

Ud af øjenkrogen så han pludselig et lysglimt.

Han drejede hovedet og så, at to mænd sad 250 meter derfra. Den ene med en riffel, den anden med et raketstyr, som pegede lige mod Jacob. Det var et spørgsmål om millisekunder, før en granat ville ramme ham.

Han nåede kun at råbe tre bogstaver til besætningen: RPG. Forkortelsen for Rocket Propelled Grenade.

Så kastede trykbølgen fra eksplosionen ham mere end fem meter væk fra kampvognen.

Om han havde været bevidstløs i 10, 20 eller 30 sekunder, vidste han ikke. Svimmel og konfus åbnede han øjnene og kom til sig selv. Det var, som om han lå i en osteklokke. Lydene var forvrængede, og han havde svært ved at orientere sig for støv og sand i luften, så han satte sig op.

Første skud ramte lige i højre skulder. Fem centimeter over det gamle skudsår. Flere skud blev affyret.

Han måtte hen til kampvognen for at søge i dækning for snigskytten.

- I må IKKE starte motoren

Inde bag det tykke panser havde besætningen ikke mærket eksplosionen. Den granat, der kunne springe et helt hus i luften, havde kun givet et lille bump inde i den armerede kampvogn.

De vidste ikke, at Jacob var blevet kastet væk af eksplosionen og skudt i skulderen. Eller at han nu lå i dækning inde i bæltet på kampvognen.

Jacob råbte, at de skulle blive derinde. Alle tre mand sad på hver deres vigtige post. Hvis én mere gik ud, ville kampvognen ikke længere fungere. Han vidste ikke, om de kunne høre ham.

Da kampvognen begyndte at larme, blev det tydeligt for Jacob, at kommandoen om ikke at starte motoren var blevet misforstået eller slet ikke hørt. Han var nødt til at forlade sit skjul.

Mens han kravlede langs kampvognen, kastede han ørkensand op i luften for at gøre snigskyttens sigte dårligere. Flere kugler ramte hans hjelm og vest eller strejfede andre steder.

Andet skud ramte ham nu tværs gennem venstre lår. Jacob råbte og vred sig i smerte, mens han kravlede op på kampvognen. Så ramte tredje og fjerde skud i den venstre lægmuskel.

Han kunne mærke, at han var ved at løbe tør for blod. Lige der havde han mest lyst til at give slip og lade sig falde ned på jorden. Samtidig vidste han, at han var nødt til at komme ind i kampvognen, hvis han skulle overleve.

Med en sidste kraftanstrengelse trak Jacob sig ned i lugen. Han gav ordre til at nedkæmpe fjenden. Kampvognens kanon blev rettet mod det punkt, som Jacob udpegede. Tre skud blev affyret.

Få minutter senere var både snigskytten og krigeren med raketstyret dræbt.

Nu gjaldt det om at redde Jacobs liv.

Over radioen gav han en melding til de andre soldater om, hvad der var sket, og at de var på vej tilbage. Kampvognen var tre kilometer fra den danske base og 50 kilometer fra hovedlejren.

Jacob rejste sig op i lugen for at holde sig vågen. Han kunne mærke, at han var ved at falde fra. Tårnet på bæltekøretøjet blev låst, så to mænd kunne stoppe blødningerne og lægge forbindinger, mens den tredje kørte kampvognen.

En kilometer fra lejren faldt bæltet pludselig af kampvognen.

De kunne ikke køre længere og var nødt til at tilkalde hjælp. En anden kampvogn kom til og fragtede Jacob i sikkerhed.

Tilbage på basen lå Jacob på jorden. Han røg ind og ud af bevidsthed, mens der blev givet førstehjælp. Samtidig nærmede helikopteren sig.

- Hold øjnene åbne, Jacob, gentog en delingsfører.

Den danske læge

Jacob var vågen ganske kort, da han blev båret ud af helikopteren.

På felthospitalet i hovedlejren Camp Bastion stod den rutinerede, danske kirurg Steen-Erik Christensen klar.

Med over 20 års erfaring som speciallæge i ortopædisk kirurgi samt syv udsendinger til Afghanistan i bagagen var han ikke i tvivl, da han så Jacob. De skulle handle hurtigt.

Skuddene havde revet flere store blodårer over, og den danske soldat var næsten udblødt.

Jacob blev kørt direkte til operationsstuen, hvor han fik tilført flere liter blod. Samtidig fjernede lægerne den ødelagte muskulatur i armen og benet.

Nogle timer efter operationen vågnede Jacob i sengen med en smerte. Det blødte kraftigt fra hans venstre ben. Der var igen gået hul på en blodåre, og meget af det blod, han havde fået, strømmede nu ud.

Mens Jacob fik tilført nyt blod, registrerede han, at den danske læge virkede rolig. Pludselig gav det et ryk.

Lægerne kunne ikke længere mærke Jacobs puls eller måle hans blodtryk.

Jacob Panton var død.

Holdet af læger og sygeplejersker kæmpede videre. Selv når et hjerte var holdt op med at slå, vidste Steen-Erik Christensen, at det var muligt at genoplive patienter ved at fylde blod på dem.

I tre minutter var Jacob Panton væk.

Så lykkedes det. Jacob blev genoplivet.

Da han vågnede igen, var det dog ikke til det liv, han kendte.

Et andet liv

Jacobs kone, Charlotte, mødte ham på Rigshospitalet. Hun havde mest lyst til at løbe i armene på ham, da hun trådte ind på isolationsstuen iført dragt, handsker og mundbind. Men det kunne hun ikke.

Jacob var blevet fløjet fra Afghanistan til Danmark, få dage efter han var blevet genoplivet. Han var stadig i livsfare, havde organsvigt, og der var ingen garantier for, at han ville klare den.

Hun tog ham i hånden og løftede forsigtigt dynen lidt. Jacob kunne se i Charlottes øjne, at hun kæmpede. Både med ikke at vise frygt og med at prøve at være stærk for ham.

Skudsårene i skulderen, låret og lægmusklen var ikke lukket endnu efter operationerne i Afghanistan. De var pakket stramt ind i noget, der mindede om husholdningsfilm, fordi Jacob skulle igennem nye operationer igen allerede den første nat på Rigshospitalet.

Som dagene gik, blev han langsomt mere stabil og erklæret uden for livsfare. Sårene var nu lukket med store, sorte sting, og genoptræningen kunne begynde.

Månederne efter gik primært med at få førligheden tilbage. Genoplivningen og de minutter, hvor Jacob var død, havde skadet dele af hans centralnervesystem, så alene det at lære at gå og holde balancen krævede ugers træning. Oveni det kom de mange skudsår og ødelagte muskler, der i sig selv var behandlingskrævende.

Han kæmpede for at komme hjem til familien. Men også for at komme tilbage til Forsvaret.

Mens Jacob lå i hospitalssengen, fortalte en sagsbehandler fra veterancenteret en dag, at hun var kommet for at hjælpe med hans vej ud af Forsvaret. Det var standardprocedure for sårede soldater. Han forstod det ikke.

Hvorfor skulle han ud af Forsvaret? Han havde ofret alt, og nu fik han besked på, at han skulle ud?

4000 kilometer væk fortsatte krigen, og kammeraterne var i felten for at gøre en forskel. Tilbage stod han i Danmark uden en mission. Uden et fællesskab. Mens Jacob sad på hospitalsstuen, tænkte han: "Hvis jeg ikke er en erfaren kampvognskommandør, hvad er jeg så?"

Han havde svært ved at forholde sig til det.

I flere år kæmpede Jacob for at komme tilbage som soldat. Hans kone Charlotte havde svært ved at forstå det, men forsøgte at bakke om hans udvikling og være stærk og støttende, så han havde en at læne sig opad.

En dag indså Jacob selv, at han var for skadet til at komme i krig igen. Ligesom den januardag i 2012 i Afghanistan havde han nu to valg:

Han kunne lægge sig ned, give op og dø. Forlade Forsvaret og være sur på samfundet og systemet. Eller han kunne rejse sig op, kæmpe videre, vælge livet og finde en ny vej.

Soldater gør det sidste, var hans konklusion.

Syv år senere

Side om side står en række mænd. Nogle af dem mangler arme eller ben. Andre har fået sprængt store dele af ansigtet i stykker, og flere kæmper med psykiske følgeskader.

Alle har høreværn på, og alle kigger fokuseret fremad.

- Er I klar? I skal have seks våben i alt, siger Jacob Panton højt.

Når han trykker på en bestemt knap, kommer der en række fiktive grise op på en skærm for enden af lokalet. For at nedkæmpe en gris skal den have to træf, forklarer han.

Det er syv år siden, Jacob selv blev ramt.

Hvis man ikke kender hans historie, kan man ikke se på ham, at han dengang lå i livsfare med tvivlsomme chancer for at klare sig uden alvorlige mén.

Han kan gå og tale uden problemer, og så har han fundet en ny retning, hvor han kan gøre en forskel. For sig selv og for andre.

I 2015 oprettede han en skytteforening for sårede soldater og pårørende. Et sted, som minder om at være soldat, hvor de er ude at skyde sammen og kan fortælle deres historier til hinanden.

De sårede veteraner er soldater mere end noget andet. Det er tabet af deres soldateridentitet, der er deres største savn. Det er Jacobs udgangspunkt. Uden at anerkende, at de stadig er soldater, tror han ikke, at man kan lykkes med at give veteranerne en bedre fremtid.

- Når man kommer fra at være soldat og fra det broderskab, og du så pludselig ikke har det længere; det føles, som om du bliver slettet fuldstændig og er helt alene. Derfor mødes vi og laver fælles oplevelser og mål, fordi så får man lyst til livet igen, siger Jacob Panton i dag.

Derfor samler han veteranerne på skydebanen og andre steder, hvor de med en riffel i hånden og deres kammerater ved siden kan opleve lidt af den hverdag, de før var fælles om.

Sådan er det også denne dag i en skydehal på Sjælland. Duften af krudtrøg breder sig, i takt med at grisene på skærmen bliver nedlagt. Følelsen af at være på hjemmebane. De er stadig soldater.

Se dokumentaren ’Den døde soldat’ allerede nu på TV 2 PLAY og på TV 2 28. marts klokken 20.00.