Foto: Henning Bagger - Scanpix

Glatte veje flere steder på Sjælland: Her er der faldet sne

I samarbejde med tv2.dk

Det vinterlige novembervejr giver lav sigtbarhed, frost og rimglatte veje flere steder på Sjælland.

Huen og handskerne skal på, og isskraberen skal også igen frem på denne tirsdag morgen, som atter er præget af frost, rimtåge og rimglatte veje flere steder i landet.

Det skriver TV 2 Vejret.

Det betyder, at man gør klogt i at tage hjemmefra i god tid og desuden køre ekstra forsigtigt.

Det er frostvejr på store dele af Sjælland. De steder, hvor frosten bider, er der også risiko for både rimtåge og rimglatte veje.

Læs også Hjemløs: En følelse af frost helt ind i knoglerne

Vinterens første sne i Nordsjælland

Samtidig huserer enkelte byger i de nordlige og østlige dele af landet, og i Nordsjælland faldt vinterens første sne, skriver TV 2 Vejret.

Det var i Nordsjælland og nærmere bestemt omkring Helsingør, at en lokal snebyge gav et tyndt, hvidt drys kort før klokken 06.00 tirsdag morgen.

Vinterens første sne faldt tidligt tirsdag morgen i Helsingør den 21. november 2017. Foto: Niclas Bannebjerg Nanboe / Privatfoto

Tidligere viste Vejdirektoratets webkamera i Helsingør, at der meget vel kunne være tale om sne, skriver TV 2 Vejret.

Vejdirektoratets webkamera på E47 i Helsingør den 21. november 2017 klokken 05.52. Billederne viser, at der her meget vel kan være sne i luften. Foto: Vejdirektoratet

Snebyge kom fra Kattegat

Bygen drev ind fra Kattegat sidst på natten, og da den nåede hen over den østlige del af Nordsjælland, hvor der var frost i luften, faldt nedbøren som sne.

Temperaturen i Sjælsmark nær Hørsholm syd for Helsingør har været nede på -1,5 grader i nat, og temperaturerne lå lige omkring frysepunktet, da snebygen ramte tidligt tirsdag morgen.

Sne på terassen og under gadelamperne i Helsingør omkring klokken 06.00 den 21. november 2017. Foto: Charlotte Eilschou Dam‎ / Privatfoto

Det er tredje år i træk, af vinterens første sne falder i november, men det er alligevel relativt sent.

Siden 2003, hvor TV 2 VEJRET har kortlagt vinterens  første snefald, er den gennemsnitlige dato for den første sne den 11. november.

Læs også Snevejr har kostet Roskilde små tre millioner

Betydeligt mildere vejr på vej

I løbet af dagen stiger temperaturerne til mellem frysepunktet og seks graders varme.

Det kolde vejr får sin afslutning i løbet af aftenen og natten, når fronter trækker op over landet fra sydvest.

Herefter følger et par usædvanligt milde dage for årstiden med temperaturer op mod 12-13 grader.

Laveste temperaturer målt den 21. november 2017 frem til klokken 06.00. Foto: TV 2 Vejret