Gik du også glip af nytårstalen? Se den hele her

Mange danskere gik glip af årets nytårstale på grund af problemer hos YouSee. Se hele talen her.

SENESTE NYT: YouSee arbejder fortsat på at finde og rette fejlen. De kan ikke garantere, at der er tv-signal igen til midnat, skriver DR.dk. 

Dronning Margrethe åbnede sin nytårstale med at konstatere, at vores bekymringer fra 2016 ikke bliver slettet ved at skrive et nyt årstal.

- Vi har i det forløbne år været vidne til terrorangreb, som har skabt angst og forfærdelse. Men vi har lært, at vi ikke skal lade os lamme af frygt. Livet skal gå videre. Vi skal være standhaftige og holde modet oppe, sagde dronningen fra sit arbejdsværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

De mange flygtninge, der de senere år er kommet til Danmark, fyldte en del i dronning Margrethes nytårstale.

'De' bliver til 'vi'
Her mindede regenten om, at de har brug for hjælp, hvis de skal falde til. Men også, at det er i orden at stille krav til de nye medborgere.

- Flygtningene må forstå, hvor de er kommet hen. Til et land, hvor ikke blot klimaet er et helt andet, men hvor livsformen og skikkene er andre, og har en lang historie og dybe rødder, sagde hun.

Hun understregede, at det er vigtigt, at vi rækker hånden ud til dem, der gerne vil integreres i det danske samfund.

- Det er dér, hvor "de" bliver til "vi" og "dem" bliver til "os" - danskerne, vi danskere!

Den danske selvtilstrækkelighed
Dronningen kom også med en opfordring til danskerne om at være mere opmærksomme på hinanden i det nye år.

- Vi anser os selv som et imødekommende folk med let til smil og en snak. Men vi skal ikke overse den selvtilstrækkelighed, som også kan karakterisere os danskere, sagde hun, og foreslog et nytårsforsæt til danskerne:

- Lad os gøre et nytårsforsæt. Lad os prøve at se de mennesker, der omgiver os. Lad os huske også at lægge mærke til dem, vi ikke kender i forvejen, sagde hun.

Og så var der en hilsen til Aarhus, der i 2017 skal være europæisk kulturhovedstad, og som dronningen har et indgående kendskab til i kraft af sine ophold på Marselisborg Slot og mange besøg i byen.

Endelig kom dronningen i sin tale også meget kort ind på sit forestående guldbryllup med Prins Henrik næste år. Et bryllup, som ikke bliver markeret offentligt.

- Vi har valgt at holde det helt stille med vores sønner, svigerdøtre og børnebørn, sagde dronningen.

Mange danskere gik glip af talen, da YouSees signal gik ned over store dele af landet. Det måtte TDC efterfølgende beklage.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik