Gentofte skal modtage 200 flygtninge: "Det er uanstændigt"

Gentoftes konservative borgmester er vred over fordelingen af flygtninge. Men det er en kamp, han ikke kan vinde, vurderer politisk kommentator.

Gentofte Kommune står med en umulig opgave med at huse flygtninge, mener borgmester Hans Toft (K), som i Berlingske langer ud efter regeringens fordeling af flygtninge til kommunerne.

quote Jeg tror faktisk ikke, der er nogen, der har så store problemer som os.

Hans Toft, borgmester, Gentofte

Han mener ikke, at regeringen og i særdeleshed udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg tager hensyn til lokale udfordringer.

- Problemet hos os er at skaffe det antal boliger, der skal til både midlertidigt og permanent. Og ansvaret, for at det nu er så stort et problem, er Inger Støjbergs, som velvidende, at vi ikke har boligerne, alligevel vil boligplacere flygtninge i det antal, som hun nu gør, i Gentofte Kommune, siger Hans Toft til TV 2.

Udlændingestyrelsen tog i slutningen af 2015 en ny regnemetode i brug til fordeling af flygtninge. Det betød, at Gentofte skulle modtage flere flygtninge, fordi kommunen ikke længere kunne medregne au pairs og højtuddannede udlændige, der er i landet for at arbejde, de såkaldte expats.

 

- Ikke bare urimeligt, det er uanstændigt

Derfor modtog Gentofte sidste år 137 flygtninge efter fire år, hvor kommunen havde modtaget mellem 34 og 89 flygtninge årligt, skriver Berlingske. I år skal kommunen finde plads til 201.

quote Diskussionen kommer til at handle om, at de rigeste i Danmark prøver at undslå sig at tage del i ansvaret.

Troels Mylenberg, politisk kommentator

- Det, synes vi faktisk, ikke bare er urimeligt, jeg synes faktisk, det er uanstændigt, både i relation til flygtningene og i relation til den opgave, som man pålægger en kommune. Vi har ikke boligerne, hun ved, vi ikke har boligerne, og alligevel boligplacerer hun herude, siger Hans Toft igen med henvisning til Inger Støjberg.

Gentofte er en af landets rigeste kommuner, men Hans Toft mener ikke, at det handler om økonomi. Det handler om, at kommunen ikke kan skaffe boliger nok.

- Jeg vil ikke blande mig i, hvad andre kommuner gør. Jeg respekterer også, at andre kommuner kan have problemer, men jeg tror faktisk ikke, der er nogen, der har så store problemer som os, fordi vi er en tætbebygget kommune, siger han.

- Absurd, at vores dejlig by skal belastes  

Boligudfordringen betyder, at 60 flygtninge kommer til at bo på en tidligere skole i Hellerup. En utraditionel men nødvendig løsning, mener Hans Toft, der må finde sig i klager fra utilfredse borgere, som er bekymrede over placeringen centralt i Hellerup.

quote Gentofte skal selvfølgelig også tage sin del af slæbet.

Troels Mylenberg, politisk kommentator

- Jeg er på ingen måde racist og selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød. MEN vi skal også værne om os selv og vores egne værdier. Det er fuldstændig absurd, at vores ellers så dejlige by/kommune nu skal belastes af den utryghed, der uvilkårligt følger med, skriver en af de 34 borgere, der har klaget til kommunen ifølge en aktindsigt, som Berlingske har fået.

Andre forlanger, at skolen skal bevogtes døgnet rundt, eller at flygtningene skal være spærret inde på skolen fra klokken 22 til 07. Det er på trods af, at der ikke er tale om asylansøgere men om flygtninge, der har opnået asyl, og som skal integreres i det danske samfund. 

En diskussion han ikke kan vinde

Udlændige- og integrationsminister Inger Støjberg afviser i en mail til Berlingske kritikken og skriver, at ordningen har bred opbakning fra kommunerne.

Og Hans Toft skal ikke regne med, at regeringen ændrer mening til fordel for Gentofte. Det vurderer Troels Mylenberg, der er chefredaktør ved Jysk Fynske Medier og politisk kommentator.

- Han kæmper for sig selv, sin egen kommune og sine borgeres penge, det er klart. Men regeringen er jo nødt til at se på det i et nationalt perspektiv, og det duer jo ikke, at man lader alle flygtninge samle sig i yderområderne eller andre steder. Gentofte skal selvfølgelig også tage sin del af slæbet, siger han til TV 2.

Han mener, at Hans Toft kæmper en kamp, som han ikke kan vinde.

- Så kan han komme med sine fine nuancer, det er bare ikke det, som diskussionen kommer til at handle om. Den kommer til at handle om, at de rigeste i Danmark prøver at undslå sig at tage del i ansvaret, og det kan han simpelthen ikke lave om på. Og lige præcis den folkeopinion kan regeringen ikke sidde overhørig, siger Troels Mylenberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik