Forældre politianmelder skole, efter 11-årig besvimede med hjerneblødning

Elias Krohn-Rasmussen har det godt efter omstændighederne, og hans forældre er ved at finde en ny skole til ham.

Billedet af en dreng, der ligger i en hospitalsseng med et kæmpe ar i hovedet, er blevet delt vidt og bredt, siden det blev slået op på Facebook onsdag.

quote Han faldt grædende sammen og tog sig til hovedet. Det reagerede pædagogerne heller ikke på

Jeanet Krohn-Rasmussen

Da TV 2 besøger familien fredag eftermiddag, har Elias Krohn-Rasmussen netop fået fjernet stingene efter den operation, han måtte gennemgå efter en hjerneblødning, og han er selv i stand til at fortælle, hvordan det går ham.

- Jeg har det bedre nu. Jeg har nemmere ved at gå. I starten holdt jeg fast i mor eller far, fortæller han.

Det er drengens mor, Jeanet Krohn-Rasmussen, der har delt billedet af ham i hospitalssengen sammen med en længere tekst, der beskriver et hændelsesforløb på Søborg Skole, hun mildt sagt ikke er tilfreds med.

Elias har det godt i dag efter omstændighederne.
Elias har det godt i dag efter omstændighederne.
Foto: Privat

Hun fortæller, at det startede, da Elias Krohn-Rasmussen 24. april besvimede på skolen på vej til toilettet.

- Han sagde flere gange, at han havde det dårligt, men pædagogerne vurderede, at han havde det okay. Han blev tilset, efter han havde sovet i tre kvarter. Og så blev han taget med til tennistræning, uden der blev ringet til mig eller hans far, fortæller Jeanet Krohn-Rasmussen til TV 2.

Rystet over behandling

Hun er rystet over den behandling, skolen har ydet hendes søn.

Ifølge moderen begyndte Elias igen at få det dårligt under tennistræningen.

- Han faldt grædende sammen og tog sig til hovedet. Det reagerede pædagogerne heller ikke på. De mente, at han var pylret, fordi han havde tabt i tennis, siger Jeanet Krohn-Rasmussen.

Hun fortæller, at der først blev ringet til Elias Krohn-Rasmussens far, da den 11-årige begyndte at kaste op og få det meget dårligt.

- Hans far fik intet af vide ved afhentningen, men da min søn kastede op igen, så underlig ud i hovedet og fortalte, at hans ben rystede, besluttede hans far sig for at tage til lægen.

Hastet til Rigshospitalet

Faderen kørte Elias på Herlev Hospital, hvor alvoren gik op for de læger, der tilså hans hoved. En MR-scanning viste, at Elias Krohn-Rasmussen havde fået en hjerneblødning, og han blev hastet til Rigshospitalet. Jeanet Krohn-Rasmussen kørte også straks mod hospitalet.

På Rigshospitalet fortalte en læge forældrene, at hvis de var kommet en eller to timer senere, kunne deres søn være endt med at miste livet eller blive hjernedød.

Sådan så den 11-årige dreng ud efter operationen.
Sådan så den 11-årige dreng ud efter operationen.
Foto: Privat

- Vi synes ikke, man fra skolens side kan tillade sig at være så stille i den situation. Det er ikke okay, siger Jeanet Krohn-Rasmussen.

Hun fortæller, at hun har modtaget en skriftlig redegørelse af hændelsesforløbet fra Elias Krohn-Rasmussens skole, men at der er flere ting, som den ifølge hende ikke giver svar på. Blandt andet har skolen ikke begrundet, hvorfor de ikke tilkaldte en ambulance, da Elias i første omgang sagde, at han havde det dårligt og bad personalet om at ringe 112.

Blev fundet af nogle piger

Af det skriftlige hændelsesforløb, som TV 2 også er kommet i besiddelse af, fremgår det, at Elias Krohn-Rasmussen blev fundet grædende på gulvet af nogle piger mellem klokken 10.05 og 10.24, efter han havde været på toilettet midt i en time.

De tilkaldte en pædagog fra naboklassen, som spurgte Elias, hvad der var sket, og om han havde været i slåskamp, eller om han manglede vand. Han svarede nej og sagde, at han ikke forstod, hvad der var sket, og at han bare pludselig var blevet svimmel.

Ifølge redegørelsen gik Elias tilbage til klassen med sin lærer. Han fik lidt vand og satte sig efterfølgende i en sækkepude og faldt i søvn inde i klassen. Han blev vækket cirka en halv time senere og sagde til læreren, at han havde fået det bedre og ikke var svimmel mere.

I redegørelsen står der, at Elias Krohn-Rasmussen i løbet af de næste timer både spiste frokost og spillede firkant sammen med andre elever i frikvarteret. Klokken 12.12 gik han halvanden kilometer til Gladsaxe Stadion sammen med resten af klassen, hvor han var med til at spille flere tenniskampe, inden han gav udtryk for, at han havde ondt, og at det føltes, som om noget var sprunget i hans hoved. Han kastede efterfølgende op.

Derefter blev Elias Krohn-Rasmussens far kontaktet. Det fremgår ikke af redegørelsen, om faderen fik at vide, at drengen var besvimet tidligere på dagen.

Jeanet Krohn-Rasmussens opslag på Facebook er i skrivende stund (fredag, red.) blevet delt mere end 37.000 gange, mens over 10.000 har kommenteret.

Kommunen: Frygtelig hændelse

TV 2 har kontaktet Søborg Skole, der henviser til Gladsaxe Kommune. Gladsaxe Kommune ønsker ikke at deltage i et interview, men har sendt en skriftlig udtalelse på mail fra Claus Wachmann, der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i kommunen.

Her står der, at udvalget torsdag aften modtog en grundig gennemgang af sagen, og at udvalget med den viden ikke ser nogen begrundelse for at betvivle de vurderinger og handlinger, som medarbejderne på skolen foretog i situationen.

- Skolens oplevelse af hændelsen er, at drengen på et tidspunkt bliver sløj, svimmel, ked af det og måske har været besvimet et kort øjeblik. Men han svarer nej til, at han har slået sig. Efter at have hvilet sig, frisker han op og er glad. Herefter spiller han tennis på lige fod med klassekammeraterne.

- Da han bliver skidt igen og begynder at kaste op, sender skolen bud efter hans far, som kommer og henter ham. Skolen har på det tidspunkt ingen grund til at antage, at det er noget alvorligt, står der i udtalelsen.

Tyder på en vanskelig situation at vurdere

I udtalelsen står der desuden, at der ifølge Jeanet Krohn-Rasmussens Facebook-opslag gik flere timer fra drengen blev hentet, til lægerne fandt ud af, hvor alvorlig drengens tilstand var.

- Det tyder på, at det har været en vanskelig situation at vurdere for alle, også for lægerne, lyder det fra Claus Wachmann i udtalelsen.

quote Jeg har aldrig følt så høj smerte

Elias Krohn-Rasmussen

Desuden oplyser Claus Wachmann, at drengens far har anmeldt episoden til politiet, og at han derfor ikke ønsker at uddybe sagen på nuværende tidspunkt.

11-årig husker hele forløbet

Jeanet Krohn-Rasmussen bekræfter, at Søborg Skole er blevet politianmeldt i forbindelse med forløbet.

Hun fortæller, at hendes søn efter omstændighederne har det godt.

Han kan stort set huske hele forløbet op til, at han kastede op på tennisbanen og hans far blev tilkaldt. Især smerterne i hovedet står klart.

- Lige pludselig kan jeg bare mærke, at der var noget, der sprang oppe i mit hoved. Jeg har aldrig følt så høj smerte. Jeg bad dem (lærerne, red.) om at ringe til min far og om at ringe 1-1-2 flere gange. Og stadig gik der 20 minutter, før de ringede til min far. Der havde jeg kastet op to gange, siger Elias Krohn-Rasmussen.

Det skal du være særligt opmærksom

Netop voldsom smerte i hovedet skal man være særlig opmærksom på i forbindelse med hjerneblødninger, forklarer Hanne Christensen, som er overlæge på Bispebjerg Hospital.

- Især hvis det er noget, der starter pludseligt og bliver værre. Mange patienter betegner det som deres livs værste hovedpine. Det kommer som et smæld og kan sammenlignes med at få et søm i nakken, siger Hanne Christensen, som dog ikke vil kommentere på den konkrete sag, da Elias Krohn-Rasmussen ikke er hendes patient.

Symptomer på voldsom smerte i hovedet skal man være særlig opmærksom på i forbindelse med hjerneblødninger, forklarer Hanne Christensen, som er overlæge på Bispebjerg Hospital.

Symptomer på voldsom smerte i hovedet skal man være særlig opmærksom på i forbindelse med hjerneblødninger, forklarer Hanne Christensen, som er overlæge på Bispebjerg Hospital.

Hun fortæller videre, at der er andre symptomer, man kan gå efter, hvis man er i tvivl. Nogen besvimer, andre falder om eller opfører sig underligt. Derudover kan man få kramper og opkast, siger hun.

Tilbage hos familien Krohn-Rasmussen håber Elias, at andre kan tage ved lære af sagen:

- Man skal lære, at selvom man ikke kender personen, så skal man hjælpe dem. Det må ikke ske for andre, bare fordi der er nogen, der ikke kan finde ud af at hjælpe, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik