Forældre kræver billedmateriale fjernet fra daginstitution: Må nu se 6.000 billeder igennem

GDPR-regler kan få store konsekvenser for daginstitutioner og kan i værste tilfælde betyde konkurs, siger interesseorganisation.

I daginstitutionen Idrætsbørnehuset på Frederiksberg er de ansatte kommet på overarbejde.

De skal gennemgå 6000 billeder og 335 videoer for at identificere et barn og sløre alle andre genkendelige børn, der optræder sammen med det ene barn.

Forældrene til barnet har nemlig taget deres barn ud af institutionen, og i den forbindelse har forældrene som de første herhjemme fået aktindsigt i alt billed- og videomateriale, som institutionen ligger inde med, hvor deres barn er med.

Det har forældrene fået i henhold til EU's person- og dataforordning, GDPR, der omhandler opbevaring af data. Reglerne blev indført sidste år.

Frygter konkurser

Sagen har haft store konsekvenser for Idrætsbørnehuset.

- Det er for omfattende en opgave for en daginstitution. Vi har måttet hente advokathjælp for at komme igennem det. Det kan vælte en institution både økonomisk og ressourcemæssigt, siger daglig leder Camilla Ulsted.

Hos Landsorganisationen Danske Daginstitutioner (LDD) frygter man, at lignende sager fremover kan udløse konkurser blandt børneinstitutionerne.

- Nu har ét forældrepar fået aktindsigt. Hvis man forestiller sig, at en institution først bliver ramt af en af de her sager, og at der kort efter kommer krav fra et forældrepar mere, kan det jo betyde en truende konkurs. Det her kan lamme de institutioner, der bliver ramt af det, siger Palle Woss Petersen, direktør hos LDD, til TV 2.

Videoer og billeder bruges pædagogisk

I masser af daginstitutioner - også i Idrætsbørnehuset - bliver billeder og video flittigt brugt, så børnenes forældre kan se, hvad deres børn har lavet i løbet af dagen.

- Vores medarbejdere laver en pædagogisk dokumentation hver eneste dag, siger Camilla Ulsted.

Og de fleste forældre er glade for det. Blandt dem er Lasse Engel Pedersen, hvis datter passes i Idrætsbørnehuset.

- Vi afleverer hende, og vi henter hende hver dag. Men vi ved basalt set ikke, hvad der er foregået. Det dér med at få billeder eller en lille video giver et ekstremt godt indtryk, siger Lasse Engel Pedersen, der er formand for forældrebestyrelsen i Idrætsbørnehuset.

Kan blive nødt til at ændre praksis

Palle Woss Petersen fra Landsorganisationen Danske Daginstitutioner siger, at institutionerne nu kan blive nødt til at ændre praksis på området og slette video- og billedmateriale.

Organisationen råder sine medlemmer til, at forældrene underskriver samtykke-erklæringer i forhold til video og billeder, når børnene bliver indskrevet i institutionen.

- Vi har været forberedt på, at der kunne opstå problemer. Men vi frygter, at mange forældre vil blive sure, hvis praksis ændres, så billed- og videodokumentationen forsvinder, siger direktøren.

Datatilsynet: Der følger et ansvar med

Kasper Hendrup Andersen, advokatfuldmægtig i Lou Advokatfirma, har assisteret Idrætsbørnehuset i sagen. Han mener, daginstitutioner bør fritages for EU-reglerne.

- Institutionerne råder ikke over kompetencerne til at kunne navigere i det her meget komplekse lovområde, siger Kasper Herndrup Andersen.

Hos Datatilsynet, der administrerer lovgivningen, synes man dog ikke nødvendigvis, at lovgivningen på området er for kompliceret for institutionerne.

- Når man behandler oplysninger, følger der ansvar med. Det er egentlig det, man bliver ramt af i den her situation. Det kunne sagtens føre til, at man kommer frem til, at man ikke skal opbevare oplysninger så længe, så data hober sig op, siger Frederik Voksøe Siegumfeldt, tilsynschef i Datatilsynet.

Hos Idrætsbørnehuset har man nu lukket sin Facebook-side og slettet alt video- og billedmateriale på institutionens intranet og hjemmeside.

- Budskabet herfra er, at vi simpelthen er nødt til at ændre praksis, hvis vi skal sikre, at det her ikke sker igen, siger daglig leder Camilla Ulsted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik