Folketingskandidat opgiver kandidatur efter tre fartbøder

Et vejarbejde, tre fartbøder, lang sagsbehandlingstid og en lovændring betyder, at Søren Hyldgaard nu må trække sig før valget. 

Det kom som lidt af en overraskelse, da Folketingskandidat og kommunalpolitiker Søren Hyldgaard (V) i september 2015 tjekkede sin eboks, hvor han fandt en fartbøde og et klip i kørekortet fra juni måned.

Forseelsen var, Ifølge ham selv, at han havde kørt 89 kilometer i timen på en motortrafikvej ved Lyngby, hvor der var vejarbejde. Og som tusindvis af andre bilister omkring samme tid havde han ikke overholdt den midlertidige fartgrænse på 50 kilometer i timen.

Hvad han dog ikke vidste var, at der et par måneder senere ville ligge to lignende beskeder om to andre hastighedsforseelser fra august, som ville ende med at koste ham en frakendelse af kortet.

Og hvad han heller ikke vidste var, at de tre forseelser ville ende med at koste ham en mulig plads i Folketinget.

- Jeg er bare ked af det. Helt ærligt. Jeg er ikke enig i dommen, som derfor vil blive anket til Landsretten. I mellemtiden ønsker jeg ikke, at sagen skal belaste mit parti Venstre, eller at der kan stilles spørgsmålstegn ved mit arbejde som politiker. Derfor søger jeg dags dato orlov fra Kommunalbestyrelsen, så længe sagen verserer for Landsretten, siger Søren Hyldgaard til TV 2.

Sagsbehandlingstid på tre år

Søren Hyldgaards store problem er, at der gik tre år, fra han modtog beskeden i sin eboks, til der blev rejst sigtelse - og yderligere et halvt år, før Søren Hyldgaard endelig fik en dom ved Retten i Helsingør. Her blev han både idømt en bøde på 21.000 kroner og fik frataget sit kørekort i et år.

quote Jeg synes, det er ærgerligt at miste en god og flittig politiker.

Jens Ive, borgmester for Venstre i Rudersdal

På grund af den lange sagsbehandlingstid og en mellemliggende lovændring i 2018 mistede Søren Hyldgaard nemlig ikke bare sit kørekort, men også sin valgbarhed. 

Det betyder, at han først må stille op til bestyrelsesposter i kommunalt regi, når han har udstået sin straf, står der i loven fra 2018. Dermed stiller han ikke op som kandidat for Venstre til hverken kommunal- og Folketingsvalg, som han ellers havde planlagt.

Loven ændret i mellemtiden

Før 2018 var det et valgbarhedsnævn, der afgjorde om en kandidat egnede sig til at være lokalpolitiker. Det var dette nævn, som skulle vurdere, om for eksempel en overtrædelse af straffeloven eller en frakendelse af kørekortet skulle koste politisk indflydelse på kommunalt plan.

Men en lovændring, der trådte i kraft i april 2018, nedlagde nævnet. Og i stedet blev der indført en liste over omstændigheder, der kunne fratage en borger valgbarheden i tre år. For eksempel en frakendelse af førerretten til sin bil.

Hvis der altså ikke var gået tre år fra Søren Hyldgaard modtog sine bøder i 2015 til han modtog sin dom i 2018, hvor den nye lov trådte i kraft, kunne han have beholdt sit kandidatur.

- Det får man ikke ros for

Borgmesteren i Rudersdal Kommune, hvor Søren Hyldgaard nu har søgt orlov, Jens Ive (V), ærgrer sig over den lange sagsbehandlingstid.

- Man kan ikke sige, at det er rimeligt, at det tager mere end tre år for politiet at rejse en sigtelse. Jeg er godt klar over, at der har været travlt, men jeg tror, der er rimelig bred enighed om, at den her sagsbehandlingstid, den får man ikke ros for, siger han.

Rudersdal kommunes borgmester Jens Ive (V).
Rudersdal kommunes borgmester Jens Ive (V).
Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Det undskylder dog ikke, at Søren Hyldgaard gentagne gange kørte for stærkt, mener han.

- Jeg synes, det er ærgerligt at miste en god og flittig politiker. Men det er heller ikke nogen undskyldning. Når der er en fartsbegræsning på 50 kilometer i timen, taler vi om en tydelig overskridelse, siger Jens Ive.

Danmarksrekord i bøder

De tre bøder, som Søren Hyldgaard modtog, er en del af de cirka 5000, som politiet uddelte i maj og juni 2015 på Lyngby Omfartsvej, hvor hastighedsgrænsen blev nedsat fra 90 til 50 kilometer i timen på grund af vejarbejde.

Den 30. juli blev der sat, hvad politiet kalder en Danmarksrekord, da 1635 bilister blev blitzet på én dag.

Siden forsøgte en række bilister at anke dommene med argumentet, at skiltningen var for dårlig. Men bilisterne tabte sagerne i både by- og landsret i henholdsvis 2017 og 2018.

Alligevel forventer Søren Hyldgaard, at han bliver frikendt, når han anker sin sag i landsretten, siger han.  

Opbakning fra politisk modstander

Et andet medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal, som er dybt uenig i, at Hyldgaard overhovedet skulle have frakendt sit kørekort, er advokaten Poul Bach.

Han sidder for Socialdemokratiet, men er i øvrigt også den advokat, som repræsenterede bilisterne i en række af de klagesager, som blev rejst i forbindelse med uddelingen af de mange fartbøder.

- Det er ikke rimeligt, at en mand, fordi han har kørt så hurtigt, som man normalt må på den vejstrækning, falder for den her lov. Jeg mener desuden ikke, at der var skyggen af vejarbejde på den pågældende strækning i den periode, og det var ren skatteopkrævning ved højlys dag, siger Poul Bach.

Han mener, at Søren Hyldgaard har en god sag i landsretten.

Ikke færdig i politik

Med den frist på tre år, som nu ligger over hans deltagelse i kommunalpolitik, kan Søren Hyldgaard, der har været politisk aktiv i 10 år, ikke stille op til kommunalvalget i 2021 - med mindre han får medhold i sin ankesag.

Søren Hyldgaard har nu taget orlov.
Søren Hyldgaard har nu taget orlov.
Foto: Privat

- At jeg har kørt for stærkt, er hævet over enhver tvivl, og det er helt igennem dybt beklageligt, at jeg har været uopmærksom på den ændrede skiltning på grund af vejarbejde. Men jeg kørte med hastigheder svarende til den gældende hastighed på strækningen. Jeg har ikke tidligere haft klip i kørekort eller på anden måde modtaget nogen former for dom, siger han.

Selvom løbet er kørt for det forestående folketingsvalg satser han stadig på i fremtiden at være på listen for Venstre.

- Min drøm er stadig Folketinget. Jeg har politisk erfaring med lokale forhold gennem 10 år. Jeg håber at kunne genoptage mit politiske arbejde hurtigst muligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik