Folk tømmer havecenter for blomster: Men det kan bliver rigtig dyrt

Der kan være mere frost og slud på vej, og derfor er det en god idé at vente lidt med blomsterindkøb.

Kigger man på sin kalender, er det fortsat vinter, men kigger man i stedet ud ad sit vindue, er fortællingen en anden.

De tocifrede temperaturer og solens stråler har givet mange forårskuller. Og folk stryger mod haverne og altankasserne, og på vejen aflægger de plantecentrene et visit.

Det er i hvert fald den oplevelse, de har hos Plantorama i Vallensbæk.

- Vi kæmper for at få fyldt op, for folk strømmer ind og vil have både haveplanter og blomster, fortæller centerchef Thomas Birkeslund.

En anderledes indkøbsliste

Normalt efterspørger folk mest løg og knolde på denne tid af året, men nu er det i stedet blomster, frugttræer og andre forårsplanter, der er skrevet på indkøbslisten.

Mange af varerne er slet ikke på hylderne endnu.

- Plantorama havde ikke turdet håbe på, at vejret ville være så mildt og varmt allerede nu, siger Thomas Birkeslund.

 

Haveekspert: Vent lidt

Det er da heller ikke sikkert, at vejret bliver ved med at være så lunt.

Hos TV 2 Vejret varsler meteorologerne, at der kan være både slud og nattefrost på vej, når vi rammer marts.

Derfor er det en god idé lige at tage en dyb indånding, inden man tømmer havecentret, fortæller Jesper Carl Corfitzen, som er haveekspert i boligejernes videnscenter Bolius.

- Man skal undgå at købe blomstrende planter, der normalt ikke ville blomstre på denne tid af året. Et skiftende vejr vil ikke nødvendigvis dræbe dem, men de vil blive sat tilbage, siger han til TV 2.

Fokuser på løvfaldsplanter 

Haveeksperten anbefaler af samme årsag, at man går i en stor bue udenom stedsegrønne planter, frugttræer, kirsebærlaurbær og andet grønt, der trives bedst under lunere forhold.

Til gengæld kan man sagtens begynde at plante den type træer og buske, hvis blade falder af om efteråret. Det samme gælder blomsterløg og forårsbebudere som hornvioler og stedmoderblomster.

De kan nemlig godt tåle frosten - de vokser bare ikke, mens den er der.

Han uddyber desuden, at man også skal vente lidt endnu med at beskære sine stedsegrønne planter.

- De står bare med åbne sår og heler ikke, fordi der ikke er lunt nok endnu, siger han.

Det gode vejr har fået folk i blomsterhumør, fortæller centerchef i Plantorama Vallensbæk, Thomas Birkeslund.
Det gode vejr har fået folk i blomsterhumør, fortæller centerchef i Plantorama Vallensbæk, Thomas Birkeslund.
Foto: TV 2

Du kan godt gå i gang 

Hans bedste råd er, at folk med grønne fingre venter med at gå i gang med det helt store havearbejde, til temperaturen i en periode gennemsnitligt har været over ti grader - og i jorden over fem.

Men det betyder ikke, at man skal sidde og trille tommelfingre, mens vi venter på vinterens sidste stød.

Jesper Carl Corfitzen fortæller, at man med fordel kan bruge ventetiden på at gå haveredskaberne i sømmene, luge ukrudt, skure træværket og sprede nærende kompost.

- Vi skal huske, at der er et haveårshjul. Og en god og nem plantesucces kræver, at vi venter lidt endnu med at plante.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik