Fodboldfans i masseslagsmål i København

Enkelte franske fans måtte tilses på skadestuen efter episoden. Der er ingen anholdte i sagen.

Politiet måtte onsdag aften rykke ud til et slagsmål mellem to grupperinger i det indre København.

Ifølge Københavns Politi var 50-60 fodboldfans røget i totterne på hinanden ved et hotel i Adelgade.

Her bor flere fans af det franske fodboldhold Bordeaux, som torsdag aften spiller mod FC København i Europa League.

- På baggrund af efterforskningen er det vores opfattelse, at der er tale om fans eller hooligans fra FCK, som har været oppe at slås med de franske fans, forklarer vagtchef Kristian Rohdin fra Københavns Politi.

Politiet kan ikke konkludere, om der har været tale om et overfald eller et slagsmål planlagt fra begge sider, som det før er set i forbindelse med fodboldslagsmål.

- Men der er tale om et hurtigt opstået slagsmål, hvor der er blevet tildelt spark og slag. Der er et par enkelte tilskadekomne, som er blevet tilset på skadestuen, men ikke noget alvorligt, fortæller vagtchefen.

Vil tjekke videoovervågning

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.11 og var efterfølgende massivt tilstede i området for at få genoprettet roen.

Der er ingen anholdte i sagen.

- Nu pågår en videre efterforskning, hvor vi skal have afhørt vidner og rekvireret videoovervågning fra området i forsøget på at identificere de involverede, siger Kristian Rohdin.

Kampen mellem FC København og Bordeaux spilles torsdag aften i Parken med kampstart klokken 21. Her skal danskerne bruge en sejr for at have mulighed for at gå videre fra det indledende gruppespil.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik