Selvom kalenderen nu viser efterår, så kan vi fortsat nyde sensommervejr med temperaturer over 20 grader om dagen, og perioder med god plads til septembersolen.
Det har vi allerede fået at mærke søndag, hvor temperaturen i både København og Rønne har været oppe på 21,8 graders sensommerlig varme.
Et højtryk bygges efterhånden op nær Danmark, og det er med til at holde fronter med regn og skyer på behørig afstand af landet.
Men højtrykket holder ikke fuldstændig stand og fortrækker langsomt mod øst i ugens løb. Derfor er det ikke hele landet, der kan se frem til flere lune sensommerdage i næste uge.
Sol mod øst og skyer mod vest
Allerede fra mandag vil der gradvist komme en opdeling tværs gennem landet, hvor sol og skyer bliver noget ulige fordelt.
Jo længere mod øst man befinder sig, des mere solskin og færre skyer kommer der. Bor man derimod i den vestlige del af landet, så ser vejret den kommende uge noget mere "grumset" ud.
Fronter fra Nordsøen presser sig nemlig på, og nærmer sig mere og mere Jylland fra vest, hvilket giver den del af landet en del skyer – især fra tirsdag til torsdag. Desuden kan der i perioder komme lidt regn længst mod vest.
Det kommer man også til at mærke på temperaturerne, som heller ikke vil være ens overalt i landet. I de vestlige egne hvor skyerne vil dominere, skal man forberede sig på dagtemperaturer på cirka 18-20 grader, mens man over de østlige egne kan se frem til sommerlige temperaturer på 22-23 graders varme – lokalt endda 24 grader.
I slutningen af næste uge ser det dog ud til, at vi alle må belave os på mere ustadigt vejr, når fronterne til sidst bevæger sig ind over hele landet fra vest med lidt lavere temperaturer.