Fem kriterier skal opfyldes, hvis Formel 1 skal til København

Med et flertal på Københavns Rådhus i ryggen kan planlægningen af et Formel 1-grandprix i hovedstaden for alvor starte hos de danske arrangører.

Torsdag aften stemte et flertal på Københavns Rådhus for at gå videre med idéen om at afvikle et Formel 1-løb i hovedstaden.

- Det var en vigtig beslutning for, at vi nu i de kommende måneder kan komme i gang med de helt afgørende ting. Hvordan skal banen se ud i detaljer, hvor skal tribunerne stå, og hvordan skal vi tilrettelægge hele det her kæmpe store arrangement, fortæller en tilfreds Helge Sander til TV 2 SPORT.

quote Vi skal ikke bilde nogen ind, at vi kan lave så kæmpe stort et arrangement i København, uden at det vil genere nogen

Helge Sander

Den tidligere videnskabsminister står i spidsen for den initativgruppe, der i fire år har arbejdet for at bringe Formel 1 til Danmark.

- Jeg har hele tiden sagt, at det her arrangement ligger lige i overkanten af, hvad vi kan klare i Danmark og i København, men da Formel 1-formanden var her, var han jo meget imponeret. Han sagde at ’det er muligt, at I ikke kan præstere det samme, som byer, der er meget større en jer, men til gengæld er ruten så flot, at det vil kompensere til fulde for det, I måske kommer til at mangle på andre områder’, fortæller han. 

Fem kriterier skal opfyldes

Efter det afgørende møde i Borgerrepræsentationen torsdag aften, forklarede København-borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), at fem betingelser skal opfyldes, hvis verdens største motorsportsserie skal slår vejen forbi de københavnske gader:

  • Københavns kommune må ikke komme til at hænge på en stor økonomisk regning.
  • Hverdagen skal være tålelig for københavnerne.
  • Generne ved løbet skal minimeres. 
  • Det må ikke blive en lukket fest. Der skal være elementer, der også er åbent for helt almindelige københavnere, der ikke har råd til at købe en decideret adgangsbillet.
  • Der skal være et job i det for københavnerne, og det skal være et job på ordnede vilkår.

- Nogle er lettere at imødekomme end andre, men de kommende måneder skal være med til at afklare præcist, hvordan vi får de ting klaret. Hvis vi virkelig skal skabe den her store københavner-begivenhed, så skal vi have mange aktører, forklarer Helge Sander.

Han fortæller, at projektet allerede møder stor opbakning fra flere af byen selskaber som Tivoli, Royal Arena, Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og Parken.

quote Det her bliver en reklame for Danmark og København, der efter mit skøn er langt større, end når vi deltager i verdensudstillinger

Helge Sander

- Det er klart, at vi ikke skal bilde nogen ind, at vi kan lave så kæmpe stort et arrangement i København, uden at det vil genere nogen. Det vil det selvfølgelig, men det bliver jo i sommerferien, formentlig i sidste uge i juli eller første uge i august, og det bliver nogle få dage, hvor det virkelig står på. Så jeg tror, vi får fundet nogle løsninger, som også københavnerne med glæde vil kunne leve med.

- Så vil vi også forsøge at lave et arrangement med storskærme, hvor de, der ikke har lyst eller råd til de dyre pladser til Formel 1, kan blive en del af festen, fortæller han. 

- Pengene skal nok komme

Det er tidligere anslået, at vil koste over 300 millioner kroner, hvis Kevin Magnussen og de andre racerkørere skal suse igennem den danske hovedstad.

Ifølge Helge Sander vil sådan et arrangement nemlig være en kæmpe gevinst for hele landet på på længere sigt. 

- Uanset hvor mange hundrede millioner det er, så er det klart, at det er en kæmpe opgave, og det er også nødvendigt, at der kommer et offentligt bidrag. Det er jeg også overbevist om, at man er indstillet på, for det her bliver en reklame for Danmark og København, der efter mit skøn er langt større, end når vi deltager i verdensudstillinger og mange andre reklamefremstød. 

- Den store del af festen bliver, at de private skal ind og investere, og der har vi god kontakt med Lars Seier Christensen, der står for den del af det, fortæller den tidligere minister.

Målet er at afvikle et Formel 1-grandprix i Danmark i 2020, hvor også Miami og London indtil videre er i spil som nye byer i løbskalenderen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik