Fans trådte imellem voldelige fodboldfans og kampklædt politi

Med et klubhalstørklæde hævet over hovedet og demonstranten på Den Himmelske Freds Plads i hovedet gik Steen Pramming ind imellem politi og fans.

I de døende minutter af lokalopgøret mellem rivalerne Brøndby IF og FC København søndag aften stod det klart, at det var lykkedes for hjemmeholdet at sejre over de forsvarende mestre fra hovedstadsklubben.

quote Jeg kan huske, jeg tænkte, "jeg har ikke lyst til at blive slået i dag.

Steen Pramming, FCK-fan

Og så opstod der tumult på udeholdets tribuneafsnit.

En gruppe FCK-fans gik til angreb på både sikkerhedsvagter og politi og på det hegn, der adskilte dem fra resten af tilskuerne på Brøndby Stadion. 

Men nogle fans prøvede også at forhindre urolighederne, hvilket heller ikke er gået ubemærket hen på de sociale medier.

Her bliver de to personer hyldet for deres forsøg på at dæmpe urolighederne:

Mens den første bølge af sammenstød stilnede af, trådte et par FCK-fans ned imellem de voldelige fans og politiet med et klubhalstørklæde hævet over hovedet. En af dem var Steen Pramming:

- Jeg pegede halstørklædet mod vores egne fans, fordi jeg havde en ide om, at de ikke ville kaste noget efter deres eget logo. Uden at sammenligne mig med ham, så fik jeg et billede af ham fra Den Himmelske Freds Plads (der stiller sig ud foran en kampvogn, red.) i hovedet. Det var ved at bygge op til et stort sammenstød, og der var mange, der lod sig rive med, der hvor vi stod. Så jeg fik den indskydelse, at der var en, der havde gjort noget på en fredelig måde for at få taget gassen af ballonerne. 

Steen Pramming er musiklærer og er fast gæst i Parken, når FC København spiller på hjemmebane. Søndag var første gang i mange år, at han var taget med sit favorithold til en udebanekamp.

- Jeg stod længere oppe ad trapperne, og det hele var ved at blive meget voldeligt. Der skulle gøres et eller andet, for at det ikke endte i slagsmål. Sådan føltes det derfra, hvor jeg stod. Hvis politiet rykkede ind, ville de også komme op, hvor jeg stod. Jeg kan huske, jeg tænkte, "jeg har ikke lyst til at blive slået i dag", siger han.

FCK tager afstand fra egne fans

Tilskuerurolighederne i udeholdets ende har medført skarpe kommentarer fra de to Superliga-hold, der tager skarp afstand fra urolighederne.

- Det er en skændsel, og vi vil nu sammen med alle relevante parter gøre vores til at finde frem til dem, der har været involveret, så de får deres straf, siger FCK's administrerende direktør, Anders Hørsholt, til klubbens hjemmeside.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, ærgrer sig over kampens udvikling: 

- Så sårbart er det jo, når vi ser store, professionelle klubber arrangere arrangementer. Så skal der ikke mere end 12 idioter til. 

- Jeg er sikker på, at FCK har gjort alt, de kan, for at have sikkerhed om deres udebaneafsnit, siger han til TV 3+.

Seks anholdt efter uroligheder

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2, at seks personer er anholdt efter urolighederne.

I alt er der oprettet 29 sager. Ni handler om vold mod politiet, og to drejer sig om vold mod kontrollører. To tilskuere er sigtet for at maskere sig.

- Det er meget sjældent, at vi må gå ind på stadion, men det var nødvendigt på grund af den voldelige og uacceptable adfærd, vi var vidne til, siger en talsmand for politiet ifølge Ritzau.

Det er ifølge Vestegnens Politi ikke klart, om der er betjente, der er kommet til skade.

Landets justitsminister, Søren Pape Poulsen, er blot én af mange, der har kommenteret på urolighederne på de sociale medier.

- Afsindige billeder fra Brøndby Stadion. De maskerede kujoner burde i min bog aldrig lukkes ind på fodboldstadion igen, skriver han på twitter.

Også kommentator Carsten Werge tog skarp afstand fra billederne fra Brøndby Stadion: 

- Fans, der opfører sig sådan der, hører ikke til på et fodboldstadion, de hører til bag tremmer. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik