Her fører politiet den formodede bagmand bort, efter han blev anholdt i hjemmet på Frederiksberg. Foto: TV 2

Falske lønsedler gav udlændinge adgang til sociale ydelser

I samarbejde med tv2.dk

Ved at udarbejde fiktive lønsedler skal bagmand have givet 93 udlændinge adgang til sociale ydelser.

En sag om organiseret svindel og socialt bedrageri med falske lønsedler kulminerede i denne uge, da fem efterforskere fra Københavns Politi tirsdag morgen klokken 07.45 ringede på døren til højhusbyggeri på Frederiksberg.

Det ser ud til at være organiseret. At man sætter det i system på den her måde – og når det er så mange personer, det drejer sig om, så er det vores klare overbevisning.

Vicepolitiinspektør Peter Reisz fra afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi

Her blev en mand anholdt og sigtet for i 93 tilfælde at have udstedt falske lønsedler til udenlandske personer, der ikke havde udført noget arbejde - så de med lønsedlerne i hånden kan svindle sig til en lang række offentlige ydelser.

- Det kan være barselspenge, det kan være understøttelse, måske kan man uretmæssigt få tilbagebetalt skat, og det kan ikke udelukkes, at man også kan få opholdstilladelse i landet på et falsk grundlag, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi. 

Læs også To mænd er fængslet for skattesnyd for millioner

Omfattende socialt bedrageri

Den formodede bagmand har ud over at udstyre de 93 personer med falske lønsedler også indberettet til Skat, at de har været ansat i hans firma - ofte i længere perioder, så de pågældende personer har kunnet melde sig ind i en A-kasse - tilsyneladende uden at have betalt skat af de fiktive ansættelser.

- Han er sigtet for databedrageri af særlig grov beskaffenhed, og så er han sigtet for skattesvig af særlig grov karakter og medvirken til omfattende socialt bedrageri, siger Peter Reisz.

På baggrund af en henvendelse fra Skat har sagen været under efterforskning gennem et par måneder, og selvom efterforskningen er på et tidligt stadie, anslår Københavns Politi, at der er tale om svindel for 'et betydeligt beløb'.

Læs også Kørelærer og tolke brugte wc-papir til teoriprøvefusk

Flest kommer ikke fra EU

- Det er fortsat for tidligt at gå i detaljer omkring efterforskningen, men jeg kan ikke udelukke, at der kommer en lang række yderligere sigtelser, siger Peter Reisz og oplyser, at politiet også skal afhøre en lang række af de 93 udlændinge, der primært har deres oprindelse udenfor EU - mens enkelte kommer fra EU.

Ifølge TV 2s oplysninger kommer en stor del af de 93 fra Pakistan - men det ønsker Københavns Politi ikke at kommentere.

- Det ser ud til at være organiseret. At man sætter det i system på den her måde – og når det er så mange personer, det drejer sig om, så er det vores klare overbevisning, siger Peter Reitz.

Støjberg: Svindel og humbug

Ifølge udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg er myndighederne løbende opmærksomme på, at det kan være let via en computer at oprette stråmandsvirksomheder og foretage de elektroniske indberetninger, som sagen om de 93 fiktive ansatte bygger på.

- Vi ser hele tiden på, om vi kan skrue mere op for kontrollen med den her type virksomheder. Det skal selvfølgelig ses i forhold til de mange virksomheder, det opfører sig ordentligt og reelt hver eneste dag. Men når man ser på den her sag, ligner det svindel og humbug og at man bevidst har ønsket at snyde den danske stat, siger Inger Støjberg.

Københavns Politi oplyser til TV 2, at den formodede bagmand ikke har ønsket at udtale sig til politiet.

TIP OS: Kender du til lignende fusk med lønsedler, så hører journalisterne bag denne artikel meget gerne om sagen.

I samarbejde med tv2.dk