Faldt igennem isen - nu råder han andre til ikke at være et fjols

48-årige Ole Fabricius er ikke sikker på, han ville kunne være kommet op af vandet på egen hånd.

Ole Fabricius Andreasen troede ikke, det kunne gå galt.

Da han gik på bredden ved Amager Strand i København og spejdede ud over havets tykke lag is, vurderede han, at det var stabilt nok til, at han kunne bevæge sig derud.

Han hoppede lidt på isen for at sikre, at hans påstand var reel. Intet tydede på, at isen ville sprække, så han gik ud på det frosne hav. 

- Det var så fristende og så smukt, og det så ganske sikkert ud. Så jeg tænkte slet ikke over, at det kunne gå galt, siger han til TV 2.

Men det gjorde det.

Tæt på en badebro fandt 48-årige Ole Fabricius Andreasen en sæt bilnøgler. Han bukkede sig ned for at samle dem op, og idet han nåede nøglerne, mistede han fodfæste. Isen knækkede, og Ole Fabricius Andreasen endte i det frosne hav.

quote Jeg tænkte slet ikke over, at det kunne gå galt

Ole Fabricius Andreasen

I ren refleks rakte han sine arme ud for ikke at ende helt under isen med sin krop. Imens styrtede folk på badebroen over til ham for at hjælpe ham op af vandet.

- Det gik rimelig hurtigt. Heldigvis var der folk på badebroen. Hvis det kun havde været min kæreste og jeg, der var derude, sad jeg nok ikke her i dag. Hun ville ikke kunne have løftet mig op af vandet, og jeg ved ikke, om jeg selv kunne komme op derfra. Der var så dybt, at jeg ikke kunne bunde, siger Ole Fabricius Andreasen.

- Jeg gør det aldrig igen

I sekunderne i vandet nåede Ole Fabricius Andreasen ikke at tænke over, hvad der lige var sket. Han følte sig som et fjols, der var for gammel til at lave sådan en fejl. Det var først, da han kom hjem, det gik op for ham, hvor alvorligt det havde været. 

- Jeg fik det rimeligt dårligt. Jeg havde jo følt mig tryg, fordi jeg kunne se, hvor mange andre der havde gjort det før mig, siger han og tilføjer:

quote Det var så pænt, og det sker så sjældent. Men jeg gør det aldrig igen

Ole Fabricius Andreasen

- Det er første gang, jeg har gået på isen. Det var så pænt, og det sker så sjældent. Men jeg gør det aldrig igen.

Ole Fabricius Andreasen kom ikke til skade ved uheldet, men i stedet opfordrer han andre til at undgå at bevæge sig ud på isen, selvom det er sjældent, man har muligheden for at gøre det.

- Jeg tænkte ikke over, det kunne gå galt. Det er nok også det, alle andre tænker.

Danskerne trodser advarsler

Ole Fabricius Andreasen er ikke alene om at bevæge sig ud på isen. Flere politikredse har meldt om problemer med borgere, der har trodset reglerne for færdsel på isen og alligevel bevæget sig derud. 

- Vi har været nede og forsøge at tale med dem, men det er en umulig opgave. Det nytter ingenting. De tænker ikke over, at det er farligt, siger Michael Andersen, vagtchef hos Københavns Politi.

For at isen anses for at være sikker at bevæge sig ud på, skal den være mellem 16 og 18 centimeter tyk.

- Vi anbefaler, at man følger de anvisninger, der kommer fra Københavns Kommune. Og lige nu siger de, at man ikke må færdes på nogen søer i kommunen, siger Michael Andersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik