Får 63 millioner: Guldregn over Counter-Strike-stjerne

Counter-strike har gjort det danske elitehold Astralis til verdensstjerner, og nu får selskabet bag esports-successen en kæmpe millionindsprøjtning.

Det danske esportshold 'Astralis' er blandt verdens suverænt bedste til computerspillet Counter-Strike, og det kaster nu en ny stor kapitaltilførsel af sig.

En håndfuld internationale investorer har tilsammen skudt 63 millioner kroner ind selskabet RFRSH Entertainment, der står bag Astralis-holdet.

Investorerne tæller blandt andre kapitalfonden Creandum og nogle af folkene bag computerspilsproducenten Supercell. 

De har fået øjnene op for den hastigt voksende sportsgren og de fem Counter-Strike-spillere, der så sent som tidligere på måneden høstede en millionpræmie efter at have vundet en stort opsat kamp i USA.

- Det er en ny sport, hvor der skal investeres meget. Vi lærer meget fra de eksisterende sportsgrene og erfarne esportsspillere, hvad der skal til for at forblive nummer ét, siger administrerende direktør i RFRSH Entertainment, Nikolaj Nyholm, der selv ejer en stor bid af selskabet.

Tommy Ahlers vil vinde kapløbet

Det er bare et halvt år siden, at han og serieiværksætter Tommy Ahlers kastede 200 millioner kroner i Astralis. 

- Med en ny stor investering kan vi løbe endnu stærkere, for det er et marked i rivende udvikling. Vi er ikke de eneste, der sidder og tænker på, om vi kan gøre noget interessant, siger Tommy Ahlers.

I vinter meldte både F.C. København og Brøndby sig på banen som fodboldklubber, der investerer i eliteesportshold, mens F.C. Midtjylland er i tænkeboks. 

Ahlers og de øvrige investorer er klar med den store pengepung til esporten, fordi det er en unik mulighed for at få fat i de unge. 

Dansk førerposition skal udbygges

Den nye internationale kapitalindsprøjtning til Astralis-drengene og de to øvrige hold i stalden hos RFRSH kan ifølge Tommy Ahlers cementere Danmark som førende i esports-industrien og medvirke til at tiltrække kapital og udenlandske spillere for næsen af andre lande.

- På dansk niveau er det supervigtigt, at vi tager den her scene. Mange af dem, der gerne vil skyde penge i det her har valget mellem at skyde penge ind i danske virksomheder eller i stedet at vælge tyske eller engelske virksomheder, siger Tommy Ahlers og henviser til tre danske Counter-Strike-hold i verdens top 10. 

Det københavnske esports-hold Astralis kan kalde sig verdens bedste, efter de for nylig vandt en af de største internationale turneringer i computerspillet Counter Strike. De har tidligere været på Københavns Rådhus, hvor de på lige fod med andre store sportspræstationer skulle fejres med de traditionsrige pandekager.

De ekstra millioner betyder samtidig, at RFRSH Entertainment snart lancerer live events i København, der skal øge den danske tiltrækningskraft.

- Når noget i Danmark begynder at blive en større forretning, så ryger det straks til London, Los Angeles eller New York. Vi vil selvfølgelig forsøge at fastholde det og udbygge fra et dansk udgangspunkt. Det sætter de internationale investorer sig nu bag, lyder det fra Nikolaj Nyholm, der senere på året vil løfte sløret for sine internationale planer på dansk grund.

Danske Spil satser stort på esport

Esport er verdens hurtigst voksende sportgren i kroner og øre med en omsætning på 3,5 milliarder kroner sidste år, vurderer analysehuset Deloitte.

Danske Spil har i tre år udbudt odds på esport, og allerede her halvvejs gennem 2017 er spilomsætningen højere end hele sidste år. Forventningen er, at esport vil blive en af de største sportsgrene hos Danske Spil.

- Allerede nu er esport vores femte-sjettestørste sportsgren, og det vokser så ekstremt meget, at vi hele tiden har brug for at tage flere folk ind til at køre esport for os, siger Kasper Nemeth, der står for odds-sætning på egames i Danske Spil. 

Astralis vandt i januar Counter-Strike-sportens svar på fodboldens Champions League og en præmiesum på 3,5 millioner kroner. Den præstation skal de forsøge at gentage i juli, hvor turneringen spilles i Krakow i Polen.

Og der mangler ikke tilskuere. Da der i marts var verdensmesterskab - også i Polen - så 46 millioner med online. Det er flere, end der fulgte præsident Donald Trumps indsættelse som præsident, og esport estimeres at have 350 millioner fans kloden over.

- Fire ud af fem der ser esport, de ser ikke andre sportsgrene. Så vi har taget seere fra de traditionelle tv-stationer og sportsgrene som fodbold, basketball og baseball. Det er både de unge, der er vokset op med tablets og smartphones, men også min egen generation, der spillede i slut 90'erne, men ikke længere har tid til at spillere i seks timer, men har tid søndag aften til at se en underholdende kamp, fortæller Nikolaj Nyholm.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik