Foto: Morten Juhl / Scanpix

Enig kommunalbestyrelse godkender fredning af Stevns Klint

I samarbejde med TV ØST

Politikerne på Stevns har godkendt Fredningsnævnets forslag til fredning af Stevns Klint. Det indebærer, at landmænd godt må dyrke 25 meters bræmme.

Politikerne på Stevns fik det ikke helt, som de ønskede. Alligevel har de godkendt det forslag til en fredning af Stevns Klint, som Fredningsnævnet for Østsjælland har foreslået.

Det vigtigste er, at klinten bliver fredet. Man kan altid ønske sig lidt ekstra glasur på lagkagen, men en enig kommunalbestyrelse har valgt at bakke op om det her forslag fra Fredningsnævnet.

Bjarne Østergaard Rasmussen, løsgænger, formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns

- Den store vinder er Verdensarven, og det er det vigtigste, siger formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune, Bjarne Østergaard Rasmussen (Løsgænger), til TV ØST. 

Bræmme må dyrkes

Kommunalbestyrelsen havde blandt andet ønsket, at den 25 meter bræmme, der skal være på en rækkke lodsejeres jord, ikke må dyrkes, sprøjtes og gødskes.

Men det mener Fredningsnævnet ikke er nødvendigt. 

Læs også Stevns' rebel siger farvel til V: "De ser skævt til mig"

- Det vigtigste er, at klinten bliver fredet. Man kan altid ønske sig lidt ekstra glasur på lagkagen, men en enig kommunalbestyrelse har valgt at bakke op om det her forslag fra Fredningsnævnet, siger formanden for kommunens Natur-, Fritids- og Kulturudvalg.

Bjarne Østergaard Rasmussen forklarer, at bræmmen stadig har betydning for den trampesti, der løber langs klinten, og som i dag er ufuldendt.

- Trampestien skal fuldendes fra syd til nord, og når der brækker stykker af klinten, skal stien kunne flyttes ind på bræmmen på lodsejernes jorde, siger han. 

Læs også Reddet fra styrt: Så stort på skiltning ved Stevns Klint

Fredning sker måske om et år

Selvom lokalpolitikerne er blevet enige om at godkende fredningsforslaget, så er der stadig lidt lang udsigt til, at fredningen af klinten træder i kraft.

Selve fredningen af klinten og ændringer af trampesti og lodsejeres jorde vil først ske om et stykke tid.

- Nu skal Miljø- og Fødevareklagenævnet behandle de klager over erstatning og bræmmer, som der vil komme, så jeg vil tro, der går et års tid endnu, før fredningen er reel, siger Bjarne Østergaard Rasmussen.

Han fortæller, at han ved, at Danmarks Naturfredningsforening blandt andet vil indgive en klage over, at bræmmen på lodsejernes jorde godt må dyrkes og sprøjtes.

DET BETYDER FREDNINGEN

  • 25-meters bræmme: Fredningsnævnet fastholder bræmmen, men finder ikke, at det er nødvendigt at pålægge bestemmelser om forbud mod dyrkning, gødskning og sprøjtning. Arealet med natur, der ville indfinde sig som følge af fredningen, bliver mindre.
     
  • Boesdal: Fredningsbestemmelserne træder i kraft med det samme. Dog finder Nævnet det ikke nødvendigt at få forelagt en helhedsplan for Boesdal med planer for besøgscenter og tilhørende faciliteter.
     
  • Stevns Fyrcenter: Fredningsnævnet vil lade fredningsbestemmelserne træde i kraft med det samme. Derudover vil nævnet i mod-sætning til Boesdal have forelagt helhedsplan for området. Nævnet udtrykker dog, at det ikke behøver at tage stilling til det udarbejdede lokalplanforslag.
     
  • Formålsparagraf 2: Fredningsnævnet har taget fredningsforslagets formålsparagraf 2 ud: ’At bevare og fremme områdets karakteristiske naturtyper for at skabe et artsrigt plante- og dyreliv herunder særligt de naturtyper og arter, som er knyttet til naturtypen næringsfattigt kalkoverdrev’.
     
  • Nedgange til stranden: Fredningsnævnet har fjernet muligheden for etablering af ti nedgange, men skriver, at fredningen ikke er til hinder for allerede etablerede lovlige nedgange samt påtænkte trapper i Højerup og ved Fyrcenteret. Desuden gør Nævnet opmærksom på, at der kan dispenseres ved etablering af offentligt tilgængelige nedgange eller trapper.